1-3. (a) Hvørjar spurningar fara vit at kanna? (b) Hvørjar fýra høvuðspartar í reinu tilbiðingini fara vit at kanna nærri? (Hygg at fyrstu myndini.)

 ABEL ser undersøgende på fårene i sin flok. Han har kærligt taget sig af disse dyr lige fra de blev født. Nu udvælger han nogle af dem, slagter dem og giver dem som en gave til Gud. Vil denne tilbedelseshandling, der udføres af et ufuldkomment menneske, være noget Jehova godkender?

² Apostlen Paulus blev inspireret til at skrive dette om Abel: “Gud godkendte hans gaver.” Til gengæld afviste Jehova Kains offer. (Læs Hebræerne 11:4). Det rejser nogle spørgsmål som vi gerne vil have svar på. Hvorfor godkendte Gud Abels tilbedelse og ikke Kains? Hvad kan vi lære af Kain og Abel og af andre som er nævnt i Hebræerbrevet, kapitel 11? Svarene vil give os større forståelse af hvad ren tilbedelse er.

³ Nu hvor vi kort vil se på begivenhederne fra Abels tid frem til Ezekiels tid, så læg mærke til fire nøgleelementer der alle skal være til stede for at en tilbedelse kan godkendes af Gud: Modtageren skal være Jehova, kvaliteten skal være den bedste,  måden skal være godkendt af Gud, og motivet hos den der tilbeder, skal være rent.

4, 5. Hvussu fann Káin út av, at hann skuldi geva Gudi sítt offur?

⁴ Læs 1. Mosebog 4:2-5. Kain vidste at modtageren af hans gave var Jehova. Kain havde haft masser af tid til og mulighed for at lære om Jehova. Han og hans bror Abel kan have været næsten 100 år gamle da de bragte deres gaver. a Begge sønner var vokset op med kendskab til Edens Have, og måske har de endda kunnet se den frugtbare have på afstand. I hvert fald har de kunnet se keruberne der spærrede indgangen til haven. (1. Mos. 3:24) Drengenes forældre har uden tvivl fortalt dem at Jehova havde skabt alt liv, og at hans oprindelige hensigt med menneskeheden var helt anderledes end det de nu oplevede – et langsomt forfald der ville ende med døden. (1. Mos. 1:24-28) Alt dette kan have fået Kain til at forstå at han skulle give sin gave til Gud.

⁵ Hvad mere kan have fået Kain til at bringe sit offer? Jehova havde forudsagt at der ville komme et “afkom”, en der ville knuse hovedet på “slangen” som havde narret Eva til at træffe et katastrofalt valg. (1. Mos. 3:4-6, 14, 15) Kain kan som den førstefødte have tænkt at han var det lovede “afkom”. (1. Mos. 4:1) Dertil kom at Jehova ikke havde afskåret al kommunikation med syndige mennesker. Selv efter at Adam havde syndet, talte Gud til ham, sikkert gennem en engel. (1. Mos. 3:8-10) Jehova talte også med Kain efter at han havde bragt sit offer. (1. Mos. 4:6) Der er ingen tvivl om at Kain vidste at Jehova var værdig til at blive tilbedt.

6, 7. Var nakað galið við góðskuni í ofrinum hjá Káini, ella mátanum hann gav tað upp á? Greið frá.

⁶ Hvorfor godkendte Jehova så ikke Kains offer? Var der noget galt med kvaliteten af gaven? Det siger Bibelen ikke noget om. Det eneste den siger, er at Kain bragte “nogle af markens afgrøder”. Men senere angav Jehova i Loven som han gav Moses, at denne type offer var acceptabel. (4. Mos. 15:8, 9) Tænk også over omstændighederne. På dette tidspunkt i historien spiste menneskene kun frugter og grøntsager. (1. Mos. 1:29) Og eftersom jorden uden for Edens Have var forbandet af Gud, havde Kain slidt i det for at frembringe det han ofrede. (1. Mos. 3:17-19) Det var livsopretholdende mad som han havde arbejdet hårdt for! Og alligevel godkendte Jehova ikke Kains offer.

⁷ Var der så noget galt med måden gaven blev bragt på? Skete det på en måde Jehova ikke kunne godkende? Det er usandsynligt. Hvorfor? Fordi Jehova ikke fordømte Kains måde at  ofre på da han afviste hans offer. Faktisk nævnes det hverken hvordan Kain eller Abel bragte deres offer. Men hvad var problemet så?

8, 9. (a) Hví góðkendi Jehova hvørki Káin ella ofrið hjá honum? (b) Hvat spennandi hevur tú lagt merki til í frásøguni um Káin og Ábel?

⁸ Paulus’ inspirerede ord til hebræerne viser at Kains motiv til at bringe ofret ikke var rent. Han manglede tro. (Hebr. 11:4; 1. Joh. 3:11, 12) Af den grund forkastede Jehova Kain – selve personen – ikke kun hans offer. (1. Mos. 4:5-8) Jehova er en kærlig Far, og derfor prøvede han venligt at korrigere sin søn. Men Kain skubbede Jehovas hjælpende hånd fra sig. Hans hjerte var fyldt med alt det som er typisk for det ufuldkomne kød – “fjendtlighed, konflikter, jalousi”. (Gal. 5:19, 20) Hans fordærvede hjerte gjorde de positive sider der måtte være ved hans tilbedelse, værdiløse. Kains eksempel lærer os at ren tilbedelse kræver mere end at man foregiver at man elsker Jehova.

⁹ Bibelen fortæller os meget om Kain – vi hører Jehova tale til ham, vi læser Kains svar, vi får endda at vide hvad hans børn hed, og vi læser om nogle af de ting de gjorde. (1. Mos. 4:17-24) Vi ved ikke om Abel fik nogen børn, og intet af det han sagde, er skrevet ned i Bibelen. Alligevel taler Abels handlinger til os i dag. Hvordan?

10. Hvussu vísti Ábel, hvat rein tilbiðing er?

¹⁰ Abel bragte sit offer til Jehova i bevidstheden om at han er den eneste værdige modtager. Kvaliteten af gaven var den bedst tænkelige – Abel udvalgte “nogle af sin hjords førstefødte”. Og Jehova godkendte tydeligvis måden Abel bragte sin gave på, selvom det ikke fremgår af beretningen om han ofrede den på et alter eller ej. Men det mest bemærkelsesværdige ved Abels gave – det eksempel vi stadig kan lære af seks tusind år efter – er hans motiv til at give den. Abel var motiveret af tro på Gud og af kærlighed til Jehovas retfærdige normer. Hvordan ved vi det?

11. Hví segði Jesus, at Ábel var rættvísur?

¹¹ Læg først mærke til hvad Jesus sagde om Abel. Han kendte Abel godt, for han levede i himlen mens Abel levede her på jorden. Og han var meget interesseret i denne søn af Adam. (Ordsp. 8:22, 30, 31; Joh. 8:58; Kol. 1:15, 16) Jesus udtalte sig derfor som øjenvidne da han beskrev Abel som en retfærdig mand. (Matt. 23:35) Et retfærdigt menneske er en der anerkender at det er Jehova der sætter normen for hvad der er rigtigt og forkert. Men den retfærdige gør mere end det – han viser ved sin tale og sine handlinger at han går ind for disse normer. (Sammenlign med Lukas 1:5, 6). Det tager tid at blive  kendt som et retfærdigt menneske. Så allerede inden Abel bragte sin gave til Gud, må han have været kendt som et menneske der levede op til Jehovas normer. Det har ikke været let for ham. Hans ældre bror kunne sikkert ikke have nogen positiv indflydelse på ham, for Kains hjerte var blevet ondt. (1. Joh. 3:12) Abels mor havde været ulydig mod et direkte bud fra Gud, og hans far havde gjort oprør mod Jehova fordi han selv ville bestemme hvad der var godt, og hvad der var ondt. (1. Mos. 2:16, 17; 3:6) Det var meget modigt af Abel at vælge en kurs der var så forskellig fra den hans familie fulgte!

12. Hvussu ymiskir vóru Káin og Ábel?

¹² Læg også mærke til hvordan apostlen Paulus knyttede tro og retfærdighed sammen. “På grund af sin tro,” skrev Paulus, “bragte Abel et offer til Gud der var af større værdi end det offer Kain bragte, og på grund af denne tro fik han vidnesbyrd om at han var retfærdig.” (Hebr. 11:4) Paulus’ ord indikerer at Abel, i modsætning til Kain, var motiveret af en livslang, inderlig tro på Jehova og på hans måde at gøre tingene på.

13. Hvat kunnu vit læra av Ábeli?

¹³ Abels eksempel lærer os at ren tilbedelse kun kan komme fra et hjerte der har rene motiver – et hjerte der er fyldt med tro på Jehova, og som går helt ind for hans retfærdige normer. Desuden lærer vi at ren tilbedelse kræver mere end en enkelt handling. Den involverer hele vores liv, ja, alt hvad vi gør.

14. Hví góðkendi Jehova gávurnar frá Nóa, Ábrahami og Jákupi?

¹⁴ Abel var det første ufuldkomne menneske der tilbad Jehova på en ren måde, men han var på ingen måde den sidste. Apostlen Paulus nævner andre der tilbad Jehova på en måde han godkendte – mænd som Noa, Abraham og Jakob. (Læs Hebræerne 11:7, 8, 17-21). Disse patriarker bragte ofre til Jehova, og Jehova godkendte deres gaver. Hvorfor? Fordi deres tilbedelse ikke kun bestod af nogle rituelle handlinger – de levede hver især op til de fire grundlæggende krav til ren tilbedelse. Lad os se hvad vi kan lære af dem.

15, 16. Hvussu livdi Nóa upp til tey fýra krøvini fyri reina tilbiðing?

¹⁵ Noa blev født bare 126 år efter at Adam døde. Og alligevel voksede han op i en verden der var helt igennem fordærvet af falsk tilbedelse. b (1. Mos. 6:11) Af alle de familier der levede i perioden lige før Vandfloden, var det kun Noa og hans familie der tjente Jehova på en måde han kunne godkende. (2. Pet. 2:5) Efter at Noa havde overlevet Vandfloden, byggede han spontant et alter, det første der specifikt nævnes i Bibelen, og bragte ofre til Jehova. Gennem denne handling der  udsprang fra hans hjerte, sendte Noa et klart budskab til sin familie og til resten af menneskeheden som ville nedstamme fra ham: Jehova er den eneste værdige modtager af tilbedelse. Af de mange dyr der var omkring Noa, valgte han “nogle af alle de rene dyr og af alle de rene flyvende skabninger”. (1. Mos. 8:20) Det var ofre af den bedste kvalitet, for Jehova havde selv erklæret disse dyr rene. – 1. Mos. 7:2.

¹⁶ Noa bragte sine brændofre på det alter han havde bygget. Var denne måde at tilbede på acceptabel? Ja. Beretningen siger at duften der steg op fra ofret, var behagelig for Jehova, og at han velsignede Noa og hans sønner. (1. Mos. 8:21; 9:1) Men Jehova godkendte først og fremmest ofret på grund af Noas motiv til at bringe det. Ofrene var endnu et udtryk for Noas stærke tro på Jehova og tillid til hans måde at gøre tingene på. Fordi Noa så konsekvent adlød Jehova og fulgte hans normer, siger Bibelen at han “vandrede med den sande Gud”. Det førte til at Noa op gennem tiden er blevet kendt som en retfærdig mand. – 1. Mos. 6:9; Ezek. 14:14; Hebr. 11:7.

17, 18. Hvussu livdi Ábraham upp til tey fýra krøvini fyri reina tilbiðing?

¹⁷ Abraham var omgivet af falsk tilbedelse. Et tempel for måneguden Nanna ragede op over byen Ur, hvor Abraham boede. c Selv Abrahams egen far tilbad på et tidspunkt falske guder. (Jos. 24:2) Men Abraham valgte at tilbede Jehova. Han lærte sikkert om den sande Gud gennem sin forfar Sem, en af Noas sønner. Deres liv overlappede hinanden med 150 år.

¹⁸ Abraham bragte mange ofre i løbet af sit lange liv. Men disse tilbedelseshandlinger var altid rettet mod den eneste værdige modtager, Jehova. (1. Mos. 12:8; 13:18; 15:8-10) Var Abraham parat til at give Jehova ofre af den bedste kvalitet? Det spørgsmål blev besvaret eftertrykkeligt da Abraham viste at han var villig til at ofre sin elskede søn Isak. Ved den lejlighed definerede Jehova præcist måden Abraham skulle bringe sit offer på. (1. Mos. 22:1, 2) Og Abraham var villig til at følge denne vejledning til punkt og prikke. Det var Jehova der standsede ham så han ikke kom til at dræbe sin søn. (1. Mos. 22:9-12) Jehova godkendte Abrahams tilbedelseshandlinger fordi hans motiver var rene. “Abraham troede på Jehova,” skrev Paulus, “og derfor blev han betragtet som retfærdig.” – Rom. 4:3.

19, 20. Hvussu livdi Jákup upp til tey fýra krøvini fyri reina tilbiðing?

¹⁹ Jakob levede en stor del af sit liv i Kanaan, det land Jehova havde lovet Abraham og hans efterkommere. (1. Mos. 17:1, 8) Det var et område hvor indbyggerne var sunket ned i en tilbedelse der var så perverteret at Jehova sagde at landet  ville “spytte dem ud”. (3. Mos. 18:24, 25) Da Jakob var 77 år gammel, forlod han Kanaan. Han giftede sig og vendte senere tilbage med en stor husstand. (1. Mos. 28:1, 2; 33:18) Nogle i hans familie var blevet påvirket af falsk tilbedelse. Men da Jehova bad Jakob om at rejse til Betel og bygge et alter, reagerede han med det samme. Som det første gav han sin familie denne besked: “I skal fjerne de fremmede guder I har hos jer, og vaske jer.” Og derefter fulgte han trofast de instruktioner han havde fået. – 1. Mos. 35:1-7.

²⁰ Jakob byggede mange altre i det lovede land, men modtageren af hans tilbedelse var altid Jehova. (1. Mos. 35:14; 46:1) Kvaliteten af hans ofre, måden han tilbad Gud på, og hans motiv til at gøre det var altid i orden. Bibelen omtaler Jakob som “en fredelig mand”, men udtrykket kan også oversættes med “uangribelig”, et ord der bruges om dem Gud godkender. (1. Mos. 25:27, fdn.) Gennem hele sin livsførelse var Jakob et fantastisk eksempel for hele nationen Israel, som ville nedstamme fra ham. – 1. Mos. 35:9-12.

21. Hvat læra ættarfedrarnir okkum um reina tilbiðing?

²¹ Hvad kan vi lære om ren tilbedelse ved at se på patriarkernes eksempel? Ligesom dem er vi omgivet af mennesker, måske endda nogle i vores egen familie, der kunne distrahere os så vi ikke tjener Jehova af hele vores hjerte. For at kunne modstå et sådant pres må vi opdyrke en stærk tro på Jehova og være overbevist om at hans retfærdige normer er de bedste. Vi viser vores tro ved at adlyde Jehova og ved at bruge vores tid, energi og ressourcer på at tjene ham. (Matt. 22:37-40; 1. Kor. 10:31) Hvor er det opmuntrende at vide at når vi tilbeder Jehova så godt vi overhovedet kan, på den måde han ønsker, og med rene motiver, betragter han os som retfærdige! – Læs Jakob 2:18-24.

22-24. Hvussu vísti lógin, at ofrini hjá ísraelsmonnum skuldu hava rætta móttakaran, røttu góðskuna og skuldu latast upp á rættan máta?

²² Jehova sørgede for at Jakobs efterkommere fik Lovpagten så de ikke var i tvivl om hvad han forventede af dem. Hvis de adlød Jehova, ville de blive hans “særlige ejendom” og “en hellig nation”. (2. Mos. 19:5, 6) Læg mærke til hvordan Loven understregede de fire nøgleelementer i den rene tilbedelse.

²³ Jehova pegede tydeligt på hvem modtageren af israelitternes tilbedelse skulle være. “Du må ikke have andre guder end mig,” erklærede Jehova. (2. Mos. 20:3-5) De ofre de bragte til ham, skulle være af højeste kvalitet. For eksempel skulle offerdyrene være sunde, uden nogen defekt. (3. Mos. 1:3; 5. Mos. 15:21; sammenlign med Malakias 1:6-8). Levitterne fik gavn  af de gaver der blev givet til Jehova, men de bragte også selv ofre. De skulle ‘give det bedste af de gaver man gav dem’. (4. Mos. 18:29) Med hensyn til måden israelitterne skulle tilbede på, fik de specifikke anvisninger på hvad, hvor og hvordan der skulle ofres til Jehova. I alt fik de over 600 love de skulle rette sig efter, og de fik denne besked: “Nu skal I gøre nøjagtigt som Jehova jeres Gud har befalet jer. I må hverken gå til højre eller til venstre.” – 5. Mos. 5:32.

²⁴ Betød det virkelig noget hvor israelitterne bragte deres ofre? Ja. Jehova gav folket besked på at bygge en telthelligdom, og den blev centret for den rene tilbedelse. (2. Mos. 40:1-3, 29, 34) På det tidspunkt skulle israelitterne bringe deres ofre hen til telthelligdommen hvis de ønskede at Gud skulle godkende ofrene. d – 5. Mos. 12:17, 18.

25. Hvat hevði størstan týdning í sambandi við offur? Greið frá.

²⁵ Noget der havde endnu større betydning, var dog den enkelte israelits motiv til at bringe en gave. Han skulle være motiveret af oprigtig kærlighed til Jehova og til hans normer. (Læs 5. Mosebog 6:4-6). Når israelitternes tilbedelse blev ren  rutine, afviste Jehova deres ofre. (Esa. 1:10-13) Gennem profeten Esajas gjorde Jehova det klart at han ikke lader sig narre af en overfladisk tilbedelse. Han sagde: “Dette folk ... ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.” – Esa. 29:13.

26. Hvønn týdning hevði templið, sum Sálomon bygdi, fyri reinu tilbiðingina í fyrstani?

²⁶ Flere hundrede år efter at israelitterne havde bosat sig i det lovede land, byggede kong Salomon et center for den rene tilbedelse som var langt større og flottere end telthelligdommen. (1. Kong. 7:51; 2. Krøn. 3:1, 6, 7) Til at begynde med var Jehova den eneste modtager af de ofre der blev bragt i templet. Salomon og hans undersåtter bragte store mængder af ofre der var af høj kvalitet, og de gjorde det på den måde der var beskrevet i Guds Lov. (1. Kong. 8:63) Men hvor meget bygningen havde kostet, og hvor mange ofre der blev bragt, havde ikke noget at gøre med om tilbedelsen ved templet var acceptabel for Jehova. Det vigtigste var hvilket motiv de der kom med offergaver, havde. Det understregede Salomon da templet blev indviet. Han sagde: “Lad derfor jeres hjerte være helt med Jehova vores Gud ved at følge hans love og holde hans bud, sådan som I gør i dag.” – 1. Kong. 8:57-61.

27. Hvat gjørdu kongarnir og fólkið í Ísrael, og hvussu reageraði Jehova?

²⁷ Desværre fortsatte israelitterne ikke med at følge kongens vise råd. Der var et eller flere af kravene til ren tilbedelse som de ikke levede op til. Israels konger og deres undersåtter lod deres hjerte blive fordærvet, de mistede troen på Jehova, og de gav slip på hans retfærdige normer. Igen og igen sendte Jehova kærligt profeter for at hjælpe dem tilbage på sporet og for at advare dem om konsekvenserne af deres handlinger. (Jer. 7:13-15, 23-26) En bemærkelsesværdig mand blandt disse profeter var den trofaste Ezekiel. Han levede på et tidspunkt i historien hvor den rene tilbedelse var i krise.

28, 29. Hvat vita vit um Ezekiel? (Sí rammuna „Ezekiel – hans liv og samtid“.)

²⁸ Ezekiel var godt kendt med tilbedelsen ved templet der var bygget af Salomon. Hans far var præst og har gjort tjeneste ved templet når det var hans tur. (Ezek. 1:3) Ezekiel har sikkert haft en god barndom. Hans far har uden tvivl lært ham om Jehova og undervist ham i Loven. Og faktisk var det omkring det tidspunkt hvor Ezekiel blev født, at man fandt “Lovbogen” i templet. e Den regerende monark, den gode kong Josija, blev så bevæget af det han hørte, at han satte alt ind på at fremme den rene tilbedelse. – 2. Kong. 22:8-13.

 ²⁹ Ligesom de trofaste mænd der havde levet før ham, opfyldte Ezekiel de fire krav til ren tilbedelse. Som en gennemgang af Ezekiels Bog vil vise, tjente han udelukkende Jehova, og han blev ved med at give sit bedste til ham. Han gjorde lydigt det Jehova bad ham om, og han gjorde det på den måde han blev bedt om. Alt dette gjorde Ezekiel fordi han var motiveret af en tro der kom fra hjertet. Det kunne man ikke sige om de fleste af hans samtidige. I løbet af sin barndom havde Ezekiel hørt profeten Jeremias, der begyndte sin tjeneste i 647 f.v.t., komme med mange indtrængende advarsler om Jehovas kommende dom.

30. (a) Hvat vísa profetiirnar hjá Ezekieli? (b) Hvat er ein profeti, og hvussu skulu vit skilja profetiirnar hjá Ezekieli? (Sí rammuna „Forståelse af Ezekiels profetier“.)

³⁰ Ezekiels inspirerede skrifter viser hvor langt Guds folk var kommet væk fra at tjene Jehova. (Læs Ezekiel 8:6). Da Jehova begyndte at straffe Juda, var Ezekiel blandt dem der blev taget med som fanger til Babylon. (2. Kong. 24:11-17) Det at Ezekiel var fange, betød ikke at Jehova straffede ham. Jehova havde en opgave som han skulle udføre blandt hans deporterede folk. De fantastiske syner og profetier Ezekiel nedskrev, giver et indtryk af hvordan den rene tilbedelse ville blive genindført i Jerusalem. Men de gør meget mere: De giver indblik i hvordan ren tilbedelse til sidst vil blive fuldstændigt genoprettet, eller genindført, for alle der elsker Jehova.

31. Hvat fáa vit at vita í hesi bókini?

³¹ I de følgende sektioner vil vi få et glimt af himlen hvor Jehova bor, finde ud af hvor fordærvet den rene tilbedelse var blevet, lære hvordan Jehova samler og forsvarer sit folk, og få et blik ind i fremtiden hvor alle mennesker vil tilbede Jehova. I næste kapitel vil vi se på det første syn Ezekiel nedskrev. Synet giver os en forestilling om Jehova og den himmelske del af hans organisation. Det understreger hvorfor han alene er værdig til at blive tilbedt, og at tilbedelsen af ham skal være ren.