23. JUNI 2021
RUSLAND
Specifikke bønner hjælper søster Olga Ganusja til at udholde forfølgelse
UPDATE | Russisk domstol afviser appel
Den 30. september 2021 afviste den regionale domstol i Rostov søster Olga Ganusjas appel. Den oprindelige dom opretholdes. Hun skal ikke i fængsel på nuværende tidspunkt.
Den 13. juli 2021 idømte Vorosjilovskij Distriktsdomstol i Rostov-na-Donu søster Olga Ganusja to års betinget fængsel.
Profil
Olga Ganusja
Født: 1961 (Rostov-na-Donu, Rostov-regionen)
Baggrund: Enlig mor til en søn. Er pensioneret. Kan godt lide at lave håndarbejde, lytte til klassisk musik og læse bøger
Fik lyst til at studere Bibelen da hun lærte om det håb den giver om et paradis hvor man kan få sine afdøde familiemedlemmer og venner at se igen. Blev døbt som et Jehovas Vidne i 1995
Sagen
I starten af 2019 installerede de russiske myndigheder i hemmelighed lyd- og videoovervågningsudstyr i søster Olga Ganusjas lejlighed. På baggrund af de såkaldte beviser de fandt, ransagede de hendes lejlighed i juni 2019. Myndighederne gennemgik hendes personlige breve og notesbøger. Olga blev tiltalt den 17. august 2020, og retssagen mod hende begyndte den 4. marts 2021. Hendes “forbrydelser” består blandt andet i at hun har huset og deltaget i religiøse møder og talt med andre om sin tro. Søstrene Ljudmila Ponomarenko og Galina Parkova var i begyndelsen en del af den samme sag men bliver nu retsforfulgt separat.
Igennem de næsten to år efterforskningen og retssagen har varet, har Olga fået styrke ved at bede specifikke og inderlige bønner. Hun siger: “Hver eneste dag beder jeg om at Guds navn må blive helliget. Jeg beder om at vores brødre og søstre der sidder i fængsel eller husarrest, må få mulighed for at aflægge et vidnesbyrd og være i stand til at bevare deres indre styrke. Og jeg beder om at de må have en urokkelig tro på Jehova og på at han aldrig vil svigte os i svære situationer.” Om sin egen situation siger hun: “Jeg beder Jehova om at hjælpe mig til ikke at være bange men stole på ham og om at gøre mig til en jernsøjle og en kobbermur, som han gjorde det med Jeremias. Jeg vil gerne kunne udholde alle ildprøver, ligesom Daniels tre venner. Og jeg håber at jeg må optræde på en værdig måde, ligesom Kristus gjorde over for sine fjender.”
Vi er overbevist om at Jehova fortsat vil støtte Olga og andre der bliver forfulgt for deres tro, med sin “retfærdigheds højre hånd”. – Esajas 41:10.