Fredag den 30. august 2019 holdt bror Valerij Moskalenko sin afsluttende tale i retten. Det følgende er et uddrag af hans tale, som han holdt på russisk:

Højtærede dommer og ærede retsbetjente. Jeg er 52 år, og det forgangne år har jeg været i fængsel. For at være helt nøjagtig er det faktisk mere end et år nu.

Som min sidste udtalelse i denne retssag vil jeg gerne fortælle lidt om mig selv, mit syn på det jeg er anklaget for, og hvordan jeg betragter livet. Jeg håber virkelig at du, højtærede dommer, vil komme til at forstå hvorfor jeg ikke vil gå på kompromis med min tro på Gud, og hvorfor det ikke er et brud på loven at tro på Gud.

Jeg har ikke altid været et Jehovas Vidne. Mine forældre var kærlige og gav mig en god opdragelse, men allerede som barn plagede det mig at der var så meget uretfærdighed alle vegne. Jeg tænkte: ‘Det er ikke sådan her det burde være – onde mennesker og bedragere stortrives mens ærlige og venlige mennesker lider.’

Efter at have undersøgt og studeret Bibelen grundigt i flere måneder fandt jeg endelig som 24-årig svarene på mine spørgsmål.

Siden da har jeg forsøgt altid at træffe beslutninger der tager hensyn til Guds følelser, love og principper, der er udførligt beskrevet [i Bibelen], og som man kan lære meget om ved at undersøge den måde [Guds tjenere] i fortiden levede deres liv på.

Jeg bor i den samme lejlighed som min mor. Hun er oppe i årene og har brug for at jeg tager mig af hende. Den 1. august 2018, hvor min mor var alene hjemme, havde den russiske efterretningstjeneste (FSB) givet specialstyrker ordre om at save hængslerne til vores hoveddør over. Det var sådan de trængte ind i min lejlighed for at foretage en ransagning.

Min mor blev meget bange. Efter at de maskerede specialstyrker havde stormet vores lejlighed, fik hun et hjerteanfald, og en ambulance måtte tilkaldes. Så snart jeg fandt ud af at min lejlighed var fuld af politibetjente, tog jeg afsted og var hjemme i løbet af en halv time. Da jeg så hvor slemt min mor havde det, røg mit blodtryk helt i vejret. På trods af alt det blev jeg ikke vred, men forsøgte derimod at bevare fatningen. Jeg opførte mig venligt – ligesom en kristen bør. Det har min Gud, Jehova, lært mig, og jeg vil ikke skuffe ham.

Undskyld, højtærede dommer, jeg har ellers ikke for vane at snakke så meget om mig selv. Det er ikke noget jeg normalt gør, men nu er det nødvendigt.

Jeg har været et af Jehovas Vidner i mere end 25 år. Det er mange år af mit liv. Jeg er aldrig i hele den periode blevet betragtet som ekstremist. Tværtimod var jeg kendt som en god nabo, en samvittighedsfuld medarbejder og en omsorgsfuld søn.

Siden den 20. april 2017 er jeg pludselig blevet betragtet som ekstremist. Hvorfor? Hvad har ændret sig? Er jeg blevet et dårligere menneske? Nej. Er jeg blevet voldelig, eller har jeg skadet nogen? Nej. Har jeg mistet retten til at benytte mig af paragraf 28 i den russiske grundlov? Igen, nej. Mit navn var ikke på listen i højesterettens afgørelse. Ingen har frataget mig retten til at anvende den russiske grundlov, heller ikke paragraf 28. Så hvorfor sidder jeg her på anklagebænken?

Ud fra mine samtaler med efterforskeren blev det mere og mere tydeligt for mig at grunden til at jeg blev anholdt og fængslet, var at jeg er troende og bruger Den Almægtige Guds navn, Jehova, når jeg beder, og når jeg taler. Men det er ikke en forbrydelse. Gud har selv valgt sit navn og sørget for at det blev nedskrevet i Bibelen.

Jeg gentager det her igen og igen: Det er fuldstændigt utænkeligt for mig at gå imod Guds vilje, der er tydeligt udtrykt i Bibelen. Og jeg vil gerne understrege at uanset hvilket pres eller hvilken straf jeg bliver udsat for – om jeg så skulle blive dømt til døden – vil jeg aldrig svigte universets almægtige Skaber, Jehova Gud.

Højtærede dommer, i hele verden er Jehovas Vidner kendt for at være venlige og fredselskende mennesker. Deres rettigheder som troende bliver respekteret i størstedelen af verdens lande. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at troendes rettigheder også blev respekteret i Rusland, og i dette tilfælde mine rettigheder som troende.

Jeg er ikke skyldig i den forbrydelse jeg er anklaget for, og jeg beder retten om at frifinde mig.

Tak!