16. DECEMBER 2024
MALTA
Jehovas Vidner fra fem lande er med i forkynderkampagne i Malta
Fra den 30. september til den 3. november 2024 var Jehovas Vidner fra fem lande med i en særlig forkynderkampagne i Malta. Sammen med de 870 lokale brødre og søstre forkyndte de den gode nyhed på engelsk, italiensk, maltesisk og tagalog. I løbet af kampagnen var der 174 der takkede ja til at studere Bibelen.
To Jehovas Vidner mødte en ung kvinde mens de gik fra hus til hus. Efter at de kort havde talt om de kaotiske forhold der er i verden, viste vores søster videoen Hvorfor studere Bibelen? Forkynderne demonstrerede hvordan et bibelstudie foregår, og kvinden ville gerne have hjælp til selv at downloade JW Library-appen til sin telefon. I løbet af det første besøg nåede de at studere lektion 01 i Et håb om en lys fremtid og at se videoen Velkommen til dit bibelkursus. Den unge kvinde studerer stadig Bibelen med Jehovas Vidner.
En morgen kom en mand hen til en af vores litteraturstande. Han sagde at han var på vej på arbejde, men standen havde gjort ham nysgerrig, og han ville gerne høre hvad det handlede om. Forkynderne forklarede at de tilbød alle gratis bibelkurser, og det fik manden til at spørge: “Hvordan foregår sådan et?” De fik en lille samtale ud fra spørgsmålene der er på bagsiden af Et håb om en lys fremtid, og manden spurgte selv om han ikke nok måtte få brochuren så han kunne læse i den når han fik fri fra arbejde. Manden er i dag glad for at have sit eget bibelkursus og studerer flere gange om ugen.
I det første århundrede viste malteserne apostlen Paulus “en usædvanlig venlighed” da han havde lidt skibbrud på øen. (Apostlenes Gerninger 28:2) Vores venner i de ti lokale menigheder der er på Malta og Gozo, viste den samme gæstfrie indstilling over for deres brødre og søstre der var kommet for at hjælpe med kampagnen. En bror fra England sagde: “Hen imod slutningen var vi blevet så tætte med vennerne her at det føltes som om vi skulle rejse fra vores egen menighed, ikke bare nogle vi var på besøg hos.”
Vi er meget taknemmelige mod Jehova fordi han velsigner det vores brødre og søstre gør for at forkynde for mennesker hvor end de er. – Apostlenes Gerninger 1:8.