10. OKTOBER 2024
ERITREA
Masseanholdelse af Jehovas Vidner i Eritrea efter ransagning
En 85-årig søster er blandt de 23 fængslede
Den 27. september 2024 trængte eritreiske myndigheder ind i et privat hjem hvor nogle Jehovas Vidner var samlet til et helt fredeligt møde. Politiet anholdt 24 personer: 6 brødre, 16 søstre og 2 mindreårige børn. Tre dage efter kom politiet tilbage og anholdt den 85-årige søster der boede der. De to børn blev senere løsladt, men de 23 voksne blev overført til Mai Serwa-fængslet.
Der er nu 63 Jehovas Vidner i Eritrea der sidder i fængsel på grund af deres tro. Ti af dem er over 70 år. Ingen af dem er nogensinde blevet anklaget eller dømt for en forbrydelse.
Jehovas Vidner er blevet forfulgt i mange år i Eritrea. For 30 år siden, den 25. oktober 1994, ophævede landets præsident alle indfødte Jehovas Vidners statsborgerskab. Det er især siden dengang at vores brødre og søstre er blevet udsat for voldsom forfølgelse og uretfærdig fængsling.
Vi er meget kede af den seneste udvikling. Vi beder for vores fængslede brødre og søstre i Eritrea, og vi ved at Jehova vil blive ved med at trøste dem og styrke dem til at holde ud. – Hebræerne 13:3.