Osman og hans kone og datter forkyndte offentligt ved hjælp af en litteraturvogn uden for en kirkegård i Chile. Pludselig kom der et stort begravelsesoptog som spillede høj musik. Nogle af dem der var med i optoget, troede at Osman var præsten fra deres evangeliske kirke, så de gik hen til ham, omfavnede ham og sagde: “Tak fordi du er her, pastor, vi håbede sådan du kunne komme.”

 Osman prøvede at forklare at der var sket en misforståelse, men på grund af larmen forstod de ikke hvad han sagde. Få minutter efter at gruppen var gået ind på kirkegården, kom nogle af dem tilbage og sagde: “Pastor, vi venter på dig derinde.”

 Efter at larmen havde aftaget lidt, kunne Osman forklare hvem han var, og hvorfor han var der. Først blev de meget vrede over at deres præst ikke var dukket op, men så spurgte de Osman: “Har du ikke lyst til at komme ind og fortælle os lidt fra Bibelen?” Det sagde Osman ja til.

 På vej til graven stillede Osman forskellige spørgsmål om den afdøde og gjorde sig nogle tanker om hvilke vers fra Bibelen han ville læse. Da han kom hen til den sørgende gruppe, præsenterede han sig selv og sagde at han som et af Jehovas Vidner er med i et arbejde der går ud på at fortælle gode nyheder.

 Han læste Åbenbaringen 21:3, 4 og Johannes 5:28, 29 og forklarede at det aldrig har været Guds hensigt at mennesker skal dø, men at Gud derimod snart vil give de døde livet igen, og at de kan få mulighed for at leve på jorden for evigt. Da Osman var færdig med at tale, var der mange der kom hen og omfavnede ham og takkede ham for at have fortalt dem “de gode nyheder fra Jehova”. Derefter gik han tilbage til litteraturvognen.

 Efter begravelsen kom nogle af de sørgende hen til litteraturvognen og stillede Osman og hans familie nogle spørgsmål om Bibelen. Det endte med at blive en ret lang samtale, og da de gik derfra, var litteraturvognen næsten tom.