Jeg blev født i La Ceiba, Honduras, som den yngste af fem børn og den eneste dreng. Jeg var også den eneste i familien der var døv. Vi boede i et farligt område og var meget fattige. Da jeg var omkring fire år gammel, blev vores omstændigheder sværere fordi min far døde i et uheld på sit arbejde.

 Min mor gjorde sit bedste for at tage sig af mig og mine søskende, men hun havde sjældent penge nok til at købe tøj til mig. Når det regnede, frøs jeg for det meste fordi jeg ikke havde noget varmt tøj at tage på.

 Med årene lærte jeg honduransk tegnsprog, hvilket hjalp mig til at kommunikere med andre døve. Min mor og mine søskende kunne dog ikke tegnsprog, så de kommunikerede med mig ved hjælp af nogle få gestus og tegn de selv havde fundet på. Men min mor elskede mig og beskyttede mig mod farer. Med de få tegn hun kunne, advarede hun mig mod dårlige vaner som det at ryge og drikke. Og den dag i dag er jeg virkelig taknemmelig for at jeg voksede op uden nogen former for afhængighed.

 Da jeg var lille, plejede min mor at tage mig med i den katolske kirke, men jeg forstod ingenting, for der var ikke nogen der tolkede det der blev sagt, for mig. Jeg kedede mig så meget at jeg holdt op med at komme i kirken da jeg var ti år. Men jeg havde stadig et ønske om at lære mere om Gud.

 I 1999, da jeg var 23 år, mødte jeg en kvinde fra USA som tilhørte en evangelisk kirke. Hun underviste mig i Bibelen og lærte mig amerikansk tegnsprog. Fordi jeg virkelig godt kunne lide det jeg lærte ud fra Bibelen, besluttede jeg mig for at blive præst. Så jeg flyttede til Puerto Rico for at gå på et kristent undervisningscenter for døve. Da jeg kom tilbage til La Ceiba i 2002, oprettede jeg en kirke for døve med hjælp og støtte fra nogle af mine venner. En af disse venner, Patricia, blev senere min kone.

 Som præst i vores kirke holdt jeg prædikener på honduransk tegnsprog, viste billeder af de bibelske beretninger og opførte nogle af dem for at hjælpe døve til at forstå dem. Jeg besøgte også døve i nogle af de omkringliggende byer for at opmuntre dem og hjælpe dem med deres problemer. Jeg rejste endda ud som missionær til både USA og Zambia. Men i realiteten vidste jeg meget lidt om Bibelen. Jeg fortalte kun hvad jeg selv havde lært, og hvad jeg forstod ud fra billederne. Faktisk havde jeg flere spørgsmål end svar.

 En dag var der nogle af medlemmerne af min kirke som begyndte at sprede løgne om mig. De sagde at jeg var en drukkenbolt, og at jeg var min kone utro. Hvor var jeg skuffet og vred. Kort efter forlod Patricia og jeg kirken.

 Jehovas Vidner havde ofte banket på hos mig og Patricia, men vi havde altid afvist dem. Efter at vi havde forladt vores kirke, begyndte Patricia dog at studere Bibelen med et ægtepar der var Jehovas Vidner, som hed Thomas og Liccy. Jeg var meget imponeret over at de kunne tegnsprog selvom de ikke var døve. Så der gik ikke længe før jeg deltog i studiet sammen med Patricia.

 Vi studerede i nogle måneder ved hjælp af film på amerikansk tegnsprog. Men da nogle af vores venner fortalte os at Jehovas Vidner kun følger mennesker, besluttede vi os for at stoppe studiet. Selvom Thomas gav mig klare beviser for at Jehovas Vidner ikke følger mennesker, troede jeg ikke på ham.

 Nogle måneder senere fik Patricia en alvorlig depression, og hun bad til Gud om at sende nogle Jehovas Vidner til hendes dør igen. Kort efter var der en nabo som var et af Jehovas Vidner, der besøgte Patricia og tilbød at spørge Liccy om hun ville komme. Og Liccy viste sig at være en sand ven. Hun besøgte Patricia hver uge for at opmuntre hende og studere Bibelen med hende. Jeg havde dog stadig mine tvivl om Vidnerne.

 I 2012 havde Jehovas Vidner en særlig kampagne hvor de tilbød filmen Vil du vide hvad sandheden er? på honduransk tegnsprog, og Liccy gav os et eksemplar. Da jeg så den, blev jeg chokeret over at mange af de læresætninger jeg havde undervist andre i, såsom læren om et brændende helvede og sjælens udødelighed, slet ikke findes i Bibelen.

 Ugen efter tog jeg hen i Jehovas Vidners rigssal for at tale med Thomas. Jeg fortalte ham at jeg gerne ville lære døve sandheden om Bibelen, men ikke som et af Jehovas Vidner. Nej, min tanke var at danne min egen separate kirke for døve. Thomas roste mig for min fornyede iver, men viste mig så Efeserne 4:5, som understreger behovet for enhed i den sande kristne menighed.

 Thomas gav mig også filmen Jehovas Vidner – En levende tro, 1. del: Ud af mørket på amerikansk tegnsprog. Denne film viste hvordan en gruppe mænd nøje undersøgte Bibelen for at finde frem til sandheden om de grundlæggende lærdomme. Da jeg så filmen, følte jeg virkelig at jeg kunne identificere mig med de mænd. Ligesom dem ledte jeg også efter sandheden. Og den film overbeviste mig om at Jehovas Vidner har den sande tro, for de baserer udelukkende deres lære på Bibelen. Så jeg genoptog mit bibelstudie, og i 2014 blev Patricia og jeg døbt som Jehovas Vidner.

 Jeg kan godt lide Jehovas Vidners menighed fordi den er moralsk ren, ligesom Gud er ren. Guds tjenere er rene i deres måde at tale på og i deres opførsel over for andre. De er fredelige og opmuntrer hinanden. Derudover er de forenede og underviser andre i de samme bibelske sandheder, uanset hvor i verden de er, eller hvilket sprog de taler.

 Jeg har haft stor glæde af at finde ud af hvad Bibelen virkelig lærer. For eksempel har jeg lært at Jehova er Den Almægtige Gud, Den Suveræne Herre over hele jorden. Han elsker både dem der er døve, og dem der kan høre. Jeg er utroligt taknemmelig for Guds kærlighed til mig. Jeg har også lært at jorden vil blive et smukt paradis, og at vi har mulighed for at leve evigt med et fuldkomment helbred. Hvor jeg dog glæder mig til at det sker!

 Patricia og jeg elsker at tale med andre døve om Bibelen. Vi studerer nu Bibelen med nogle af medlemmerne fra vores tidligere kirke. Men jeg har ikke længere spørgsmål til det jeg lærer andre, som jeg havde da jeg var præst. Ved at studere Bibelen med Jehovas Vidner har jeg endelig fået svar på mine spørgsmål.