Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HVAD DINE BIDRAG BLIVER BRUGT TIL

Stil ind på stævnet

Stil ind på stævnet

1. AUGUST 2021

 Regionalstævnet i 2020 var historisk – vores første globale stævne der blev optaget og gjort tilgængeligt via internettet! Men i Malawi og Mozambique fik de fleste brødre og søstre adgang til stævnet uden at bruge internettet. Hvordan kunne det lade sig gøre?

 Som en undtagelse gav Koordinationsudvalget og Undervisningsudvalget under Det Styrende Råd tilladelse til at sende stævnet via tv og radio i Malawi og Mozambique. Hvorfor var det nødvendigt? Malawi har nogle af verdens højeste priser for dataforbrug, og derfor er der ikke ret mange Jehovas Vidner der har internet. William Chumbi, der er medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Malawi, forklarer: “Radio og tv var den eneste mulighed for at give den her åndelige mad til brødrene og søstrene.” Luka Sibeko, der også er medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Malawi, tilføjer: “Hvis ikke vi havde haft mulighed for at få det via tv og radio, var der ikke ret mange brødre i vores afdelingskontors område der havde fået gavn af stævnet.” Også i Mozambique ville mange af brødrene ikke have haft råd til en elektronisk enhed der kunne vise stævnet, og da slet ikke til internet.

Forberedelserne

 På grund af covid-19-pandemien blev menighedsmøderne allerede sendt på nogle tv- og radiostationer. a Vores brødre kontaktede derfor de her stationer og bad om ekstra sendetid til stævneprogrammet.

 I Malawi stod brødrene over for en udfordring. Normalt tillader stationerne kun at en udsendelse varer en time. De er bange for at hvis programmet er for langt, vil de der følger med, miste interessen. Men brødrene forklarede at vores arbejde hjælper samfundet. Også under lockdown giver vi folk trøstende gode nyheder fra Bibelen, noget der kan hjælpe mennesker til at blive gode samfundsborgere og til at få et lykkeligere familieliv. Da de hørte det, godkendte stationerne brødrenes anmodning om ekstra sendetid.

 I Malawi blev stævnet sendt på én tv-station og på én radiostation. De er begge landsdækkende, og det blev derfor muligt at nå ud til millioner af mennesker. I Mozambique blev stævnet sendt på én tv-station og på 85 radiostationer.

 For begge lande blev der i alt brugt 28.227 dollars (omkring 177.000 kroner) på at sende stævnet via tv og næsten 20.000 dollars (omkring 125.000 kroner) på at sende det via radio. Prisen for at sende stævnet via radio varierede fra 15 dollars (omkring 94 kroner) til 2.777 dollars (omkring 17.400 kroner), alt efter om det var en lille station eller en landsdækkende station.

 Brødrene gjorde en stor indsats for at få mest muligt ud af bidragene. For eksempel fik brødrene i Malawi forhandlet priserne ned med helt op til 30 procent, og derved sparede man i alt 1.711 dollars (omkring 10.700 kroner). I Mozambique var nogle af stationerne villige til at sætte prisen ned fordi vi er kendt for at være ærlige og for at betale til tiden.

Udtryk for taknemmelighed

 Vores brødre var meget taknemmelige for at kunne se eller høre stævneprogrammet på de lokale stationer. Patrick, en ældste fra Malawi, siger: “Vi takker brødrene i Det Styrende Råd for alt det de har gjort for os under pandemien.” Isaac, der også er fra Malawi, siger: “Vi har ingen andre elektroniske enheder, så vi var meget taknemmelige for at Jehovas organisation sørgede for at vi kunne lytte til programmet i radioen. Det gjorde at hele min familie kunne få gavn af stævnet. Vi så det som et bevis på den kærlighed Jehova har til sit folk.”

 For en forkynder i Mozambique var regionalstævnet i 2020 det første stævne han skulle overvære. Han siger: “Ordningen med at se stævnet på tv mindede mig om at Jehova er Den Almægtige Gud. Pandemien forhindrede ham ikke i at give os åndelig mad og at servere den for mig hjemme i min egen stue. Jeg så beviser på den kærlighed der er blandt Jehovas folk. Jeg er overbevist om at det her er den sande tro.”

 En ældste der hedder Wyson, siger: “Jeg vil gerne sige mange tak for den måde den trofaste træl har sørget for os på under pandemien. Ordningen med at kunne høre stævnet i radioen eller se det på tv har hjulpet mange af os der ikke har så mange penge, og som bor i en fattig del af verden, til at få programmet og få gavn af det.”

 I forbindelse med regionalstævnet for 2021 har Koordinationsudvalget og Undervisningsudvalget igen sørget for at stævnet kan sendes via tv og radio i udvalgte områder. Hvordan dækkes omkostningerne ved at sende stævnet på den her måde? Ved hjælp af de bidrag der bliver givet til det globale arbejde. Mange af bidragene bliver givet ved hjælp af de forskellige metoder man kan læse om på donate.jw.org. Mange tak for jeres gavmilde bidrag.

a Tidligere i 2020 godkendte Koordinationsudvalget at sende menighedsmøderne via tv og radio i udvalgte områder under covid-19-pandemien. Ordningen hjælper dem der ikke kan få adgang til menighedens møder eller JW Stream fordi de bor i et område hvor internetadgangen og mobildækningen er meget dårlig eller dyr. Den her ordning gælder ikke i de områder hvor man kan koble sig på møderne i den lokale menighed.