HVAD DINE BIDRAG BLIVER BRUGT TIL
Oversættelsen af regionalstævneprogrammet for 2020 med temaet “Glæd jer altid!”
10. JULI 2020
I juli og august 2020 vil vores brødre og søstre jorden over for første gang nogensinde se det samme regionalstævneprogram samtidigt. For at det er muligt, har man måttet oversætte det indspillede program til over 500 sprog. Sådan et projekt ville normalt tage et år eller mere. Men på grund af coronavirus-pandemien havde oversætterne af stævnet for 2020 “Glæd jer altid!” mindre end fire måneder til at færdiggøre projektet.
Translation Services (en afdeling der hjælper oversættere) og Den Globale Indkøbsafdeling på Jehovas Vidners Hovedkontor hjalp med denne enorme opgave. Translation Services kunne se at mange oversættelsesteams havde brug for mere udstyr for at kunne komme i mål med opgaven, særligt mikrofoner af høj kvalitet. Den Globale Indkøbsafdeling bestilte 1.000 mikrofoner og fik dem leveret til næsten 200 forskellige steder.
For at spare penge blev mikrofonerne købt og leveret samlet for så at blive ompakket og sendt til forskellige lokationer jorden over. Ved at gøre det kom hver mikrofon til at koste omkring 1.100 kroner inklusive fragt – en besparelse på over 20 procent.
Den Globale Indkøbsafdeling måtte sørge for alle disse ting i april og maj 2020 – en periode hvor mange firmaer kørte på lavt blus på grund af pandemien. Men ved udgangen af maj havde de fleste oversættelseskontorer, afdelingskontorer og andre steder hvor der bliver oversat, det udstyr de havde brug for.
“Der var et godt samarbejde mellem afdelingerne på Betel og eksterne leverandører under det her projekt,” siger Jay Swinney, der er tilsynsmand for Den Globale Indkøbsafdeling. Han fortsætter: “Det var kun på grund af Jehovas ånd at vi kunne gennemføre det her projekt så hurtigt og billigt.”
Nicholas Ahladis fra Translation Services siger: “Oversætterne, der på det tidspunkt sad isoleret, blev meget opmuntret af at få udstyret. Selvom de ikke kunne være fysisk sammen, havde de alligevel mulighed for at samarbejde om at oversætte og optage foredragene, dramaerne og sangene på mere end 500 sprog.”
Den her opgave var bare én af mange der måtte udføres så vores brødre og søstre i hele verden kunne få glæde af regionalstævnet for 2020. Jeres gavmilde bidrag, blandt andet via donate.jw.org, har gjort det muligt for os at indkøbe de her nødvendige ting.