Relief fra oldtidens Egypten bekræfter bibelsk beretning
Dette otte meter høje relief med hieroglyffer er tæt ved en indgang til det gamle egyptiske tempel for guden Amon der ligger i Karnak. Forskere forklarer at relieffet viser de erobringer farao Shishak gjorde i lande nordøst for Egypten, blandt andet Juda og Israel.
På relieffet ser man Amon give over 150 fanger til Shishak, også kaldet Sheshonk. a Hver fange repræsenterer et folk eller en by der var blevet besejret. Byernes navne står i et ovalt felt der er placeret oven på hver enkelt fanges krop. Flere af navnene kan stadig læses, og nogle af dem, som for eksempel Bet-Shan, Gibeon, Megiddo og Shunem, er velkendte af bibellæsere.
Farao Shishaks erobringer i Juda omtales i Bibelen. (1. Kongebog 14:25, 26) Den kommer med nogle specifikke oplysninger om hans invasion. Den fortæller: “I kong Rehabeams femte år kom kong Shishak af Egypten imod Jerusalem ... Han havde 1.200 stridsvogne, 60.000 ryttere og utallige krigere med sig fra Egypten ... Han indtog de befæstede byer i Juda og nåede til sidst til Jerusalem.” – 2. Krønikebog 12:2-4.
Relieffet i Karnak er ikke det eneste arkæologiske vidnesbyrd om Shishaks invasion af Israel. Navnet “Sheshonk” står også på et stykke af et stenmonument, eller en stele, som er fundet ved byen Megiddo, der omtales i Bibelen.
Bibelens præcise oplysninger om Shishaks erobring af Juda er et eksempel på bibelskribenternes ærlighed. De har ikke kun beskrevet deres nations sejre, men også dens nederlag. Det er ikke almindeligt at finde den form for ærlighed hos andre skribenter fra den tid.
a Den bibelske stavemåde “Shishak” viser hvordan navnet udtales på hebraisk.