1. Min Gud, du ved hvornår jeg hviler,

hvornår jeg vågner, og hvor jeg går hen.

De ord jeg taler, dem jeg ikke siger,

ja, hver en tanke som jeg har

– du kender den.

Da jeg blev dannet i det skjulte,

da var slet intet af mig skjult for dig.

Du så mig klart, for hver en del stod skrevet.

Hvor er du stor, min Gud,

hvor underfuld din vej!

Din kundskab højt, højt over mig er hævet;

dens fulde sum går over min forstand.

Men er jeg angst en nat, og har jeg sorger,

da selv i mørke du mig finde kan.

Hvor er jeg skjult for dig, Jehova?

Er der et sted dit øje ikke ser?

Nej, om jeg lå i havet dybest nede,

ja, selv i Gravens dyb,

da var du hos mig dér.