HVEM af os har ikke prøvet at være dybt bekymret og har haft behov for at bede nogen om hjælp? Alt efter hvad vi var bekymrede for, valgte vi nok en ven der var medfølende, og som havde erfaring i at klare det problem vi stod over for. Det at nogen både er medfølende og har erfaring, gør ham eller hende til en højt skattet ven.

Nogle føler måske det samme når det drejer sig om at bede Gud om hjælp. Men i stedet for at henvende sig direkte til Gud — som i deres øjne forekommer alt for ophøjet og ærefrygtindgydende — har de det meget bedre med at rette deres anmodning til en helgen. De tænker som så at eftersom en helgen har været udsat for de prøvelser og vanskeligheder som folk almindeligvis møder, vil han eller hun være mere medfølende. Hvis nogen har mistet noget der har stor betydning for dem, foretrækker de måske at henvende sig til „Sankt“ Antonius fra Padova, der er skytshelgen for tabte eller stjålne genstande. Nogle der beder for et sygt dyr, vælger måske „Sankt“ Frans af Assisi, eller hvis de er fortvivlede „Sankt“ Judas Taddæus.

Men hvordan kan vi være sikre på om det ifølge Bibelen er rigtigt at henvende sig til helgener i bøn? Eftersom vi udtrykker vores tanker og følelser når vi beder til Gud, vil vi helt sikkert gerne vide: Lytter han til vores bønner? Og bør vi ikke også stille spørgsmålet: Hvad synes Gud om at man beder til helgener?

Skikken med at bede til helgener er baseret på den katolske kirkes lære om at helgener kan gå i forbøn for mennesker. Ifølge New Catholic Encyclopedia vil det at gå i forbøn sige „at en som i Guds øjne har ret til det, indtrængende beder for en der er i nød, så vedkommende kan blive vist barmhjertighed“. De der beder til en helgen, gør det altså i håb om at opnå en særlig gunst fordi helgener i deres øjne indtager en ophøjet stilling hos Gud.

Kan man finde en sådan lære i Bibelen? Nogle siger at apostelen Paulus i sine breve åbnede mulighed for at man kan bede til helgener. For eksempel skrev han til de kristne i Rom: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesus Kristus og ved åndens kærlighed, til sammen med mig at kæmpe i jeres bønner til Gud for mig.“ (Romerne 15:30) Bad Paulus her sine trosfæller om at gå i forbøn for ham? Nej, slet ikke. Hvis der havde været tale om forbøn, burde det så ikke have været dem der ønskede at Paulus, en Jesu Kristi apostel, skulle gå i forbøn for dem? Paulus viste at det er i orden at anmode en trosfælle om at bede til Gud på vores vegne. Men det er en helt anden sag at bede til en som man tror befinder sig i himlen, og anmode vedkommende om at frembære ens ønske for Gud. Hvorfor det?

 Ifølge det evangelium apostelen Johannes skrev, sagde Jesus: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Johannes 14:6) Han sagde også: „Faderen kan give jer hvad I end beder ham om i mit navn.“ (Johannes 15:16) Jesus sagde ikke at vi skulle rette vores bønner til ham, og at han så ville tale til Gud på vores vegne. For at vores bønner kan blive hørt, må vi i stedet rette dem til Gud gennem Jesus — og ingen anden.

Da Jesu disciple anmodede ham om at lære dem at bede til Gud, svarede han: „Når I beder, så sig: ’Fader, lad dit navn blive helliget.’“ (Lukas 11:2) Ja, hver gang vi beder, skal vi henvende os direkte til Gud, og ikke til Jesus eller nogen anden. I betragtning af det Jesus lærte sine disciple ved disse to lejligheder, og som ikke kan misforstås, er det så ikke logisk at antage at vi bør rette vores bønner til Gud gennem Jesus Kristus og ikke til nogen „helgen“?

Bøn er en vigtig del af vores tilbedelse, og det er helt klart ikke i overensstemmelse med Bibelens lære at tilbede nogen anden end Gud. (Johannes 4:23, 24; Åbenbaringen 19:9, 10) Det er derfor vi kun bør henvende os til Gud i bøn.

I sin bjergprædiken bruger Jesus et eksempel med et barn der beder sin far om noget at spise. Vil en far give sit barn en sten i stedet for brød, eller en giftslange i stedet for en fisk? (Mattæus 7:9, 10) Det er helt utænkeligt at en kærlig far eller mor kunne finde på det!

Prøv at forestille dig en lignende situation set fra en far eller mors synspunkt. Lad os sige at dit barn gerne vil bede dig om noget han har på hjerte. Du har gjort alt hvad du kunne, for at opbygge et godt forhold til ham, og du har altid været imødekommende. Men en ubegrundet frygt for hvordan du vil reagere, får ham til at bede en anden om at fortælle dig hvad det er han ønsker. Hvordan ville du have det med det? Og hvad nu hvis han gør det til en vane kun at kommunikere med dig gennem den anden person, og at intet tyder på at han vil holde op med det? Ville du så være tilfreds med det? Selvfølgelig ikke. Kærlige forældre ønsker at deres børn skal henvende sig direkte til dem, og de vil gerne have at børnene føler at de frit kan bede om det de har brug for.

I sin forklaring af illustrationen om barnet der beder om mad, sagde Jesus til folkeskaren: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt til dem der beder ham!“ (Mattæus 7:11) Forældre har uden tvivl et stærkt ønske om at give deres barn noget godt. Vores himmelske far har et endnu stærkere ønske om at lytte til og besvare vores bønner.

Gud vil gerne have at vi henvender os direkte til ham i bøn, også hvis vi er nedslåede på grund af de fejl vi begår. Han tildeler ikke andre den opgave at lytte til vores bønner. Bibelen giver denne tilskyndelse: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.“ (Salme 55:22) I stedet for at være afhængige af at helgener eller andre skal gå i forbøn for os, bør vi hellere lære Jehova Gud bedre at kende.

Vores himmelske Far har omsorg for hver enkelt af os. Han ønsker at hjælpe os med vores problemer og indbyder os til at komme nær til ham. (Jakob 4:8) Tænk at vi har mulighed for at henvende os til vores Gud og Far „som hører bøn“! — Salme 65:2.