KOM NÆR TIL GUD
„Hvilket bud er det første af alle?“
Hvad kræves der for at behage Gud? Er der en endeløs række af regler vi skal følge? Lykkeligvis er svaret nej. Ifølge Guds egen søn, Jesus Kristus, kan det Gud kræver af os, sammenfattes i et enkelt ord. — Læs Markus 12:28-31.
Læg først mærke til under hvilke omstændigheder Jesus udtalte ordene. Den 11. nisan, nogle få dage før sin død, var Jesus i gang med at undervise i templet. Hans fjender prøvede at lægge en fælde for ham ved at stille ham nogle kontroversielle spørgsmål. Hver gang bragte han dem til tavshed med sit svar. På et tidspunkt fik Jesus stillet spørgsmålet: „Hvilket bud er det første af alle?“ — Vers 28.
Med dette spørgsmål ville de udfordre Jesus. Nogle jøder debatterede hvilket af de mere end 600 bud som Moseloven bestod af, der var det første, eller vigtigste. Andre igen påstod tilsyneladende at alle lovene var lige vigtige, og at det var forkert at tillægge nogle af dem større betydning end andre. Hvordan ville Jesus besvare det spørgsmål?
I sit svar nævnte Jesus ikke kun et men to bud. Først sagde han: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ (Vers 30; 5 Mosebog 6:5) Ordene „hjerte“, „sind“, „sjæl“ og „styrke“ har ikke en skarpt adskilt betydning. * Vores kærlighed til Jehova må altså involvere hele vores jeg, alle vores evner, kræfter og ressourcer. Bibelopslagsværket The Expositor’s Bible Commentary udtrykker det på denne måde: „Gud skal elskes helt og fuldt.“ Hvis vi elsker Gud på denne måde, vil vi hver dag gøre vores yderste for at leve på en måde der har hans godkendelse. — 1 Johannes 5:3.
Jesus sagde dernæst: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Vers 31; 3 Mosebog 19:18) Kærlighed til Gud og kærlighed til næsten kan ikke skilles ad, for kærlighed til næsten kommer netop af kærlighed til Gud. (1 Johannes 4:20, 21) Hvis vi elsker vores næste som os selv, vil vi behandle andre sådan som vi ønsker at de skal behandle os. (Mattæus 7:12) På den måde viser vi at vi elsker den Gud der har skabt os — og dem — i sit billede. — 1 Mosebog 1:26.
Alt det Jehova kræver af dem der tjener ham, kan sammenfattes i et enkelt ord: kærlighed
Hvor vigtige er buddene om at elske Gud og næsten? „Der er ikke noget andet bud som er større end disse,“ sagde Jesus. (Vers 31) Ifølge parallelberetningen sagde Jesus at alle andre bud hænger på disse to. — Mattæus 22:40.
Det er ikke vanskeligt at behage Gud. Alt det han kræver af os, kan sammenfattes i et enkelt ord: kærlighed. Det har altid været — og vil altid være — selve essensen af sand tilbedelse. Men kærlighed er ikke kun et spørgsmål om ord og følelser; den kommer til udtryk i handling. (1 Johannes 3:18) Måske har dette givet dig lyst til at lære hvordan du kan opdyrke og vise kærlighed til Jehova, den Gud som „er kærlighed“. — 1 Johannes 4:8.
Forslag til bibellæsning i marts
^ par. 4 I Bibelen henviser ordet „sjæl“ til hele personen. Derfor kan ’sjælen’ omfatte ’hjertet’, ’sindet’ og ’styrken’.