Har nogen løjet for DIG?
Har nogen løjet for DIG?
DER er ikke meget som gør mere ondt end at opdage at en man har stolet på, har løjet for en. Man kan føle sig ydmyget, vred eller ligefrem forrådt. Løgn er skyld i bedragerier for millioner af kroner. Løgn ødelægger venskaber og ægteskaber.
Forestil dig så hvad du ville føle hvis du opdagede at det du havde lært om Gud, var løgn. Hvis du er oprigtigt troende, kan det føles som et chok. Sådan var det for disse kirkegængere:
● „Jeg følte at kirken havde bedraget mig.“ — DEANNE.
● „Jeg blev vred. Det var som om jeg var blevet snydt — alt det jeg havde håbet på og set hen til, viste sig at være en løgn.“ — LUIS.
Tanken om at du skulle have lært noget forkert om Gud, ligger dig måske fjernt. Det kan være at du har dine oplysninger fra nogle du stoler på, nogle som aldrig ville ønske at volde dig skade — for eksempel dine forældre, en præst eller en nær ven. Du har måske troet på et bestemt lærepunkt hele livet. Men en opfattelse behøver ikke at være rigtig selvom mange går ind for den. Det var det Franklin D. Roosevelt, tidligere præsident for USA, mente da han sagde: „En løgn bliver ikke til sandhed af at blive gentaget.“
Hvordan bliver man da klar over om man har fået noget forkert at vide? Jesus sagde engang til Gud i bøn: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Ja, Bibelen, som er Guds ord, indeholder det vi skal bruge for at skelne sandhed fra løgn.
Vi vil her lade Bibelen afsløre fem udbredte løgne om Gud. Når du får sandheden at vide, kan det forandre dit liv.