Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Min Gud, husk det til gunst for mig“

„Min Gud, husk det til gunst for mig“

Kom nær til Gud

„Min Gud, husk det til gunst for mig“

„JEG troede ikke at Jehova, som kender mig så godt, nogen sinde ville kunne elske eller godkende mig.“ Sådan skrev en trofast kristen kvinde som har kæmpet med manglende selvværd. Har du selv haft det sådan? Har du følt at du var uværdig til at få Guds opmærksomhed, for slet ikke at tale om hans godkendelse? I så fald kan ordene i Nehemias 13:31 måske være til opmuntring for dig.

Nehemias, som var jødernes landshøvding i det femte århundrede før vor tidsregning, gjorde sit bedste for at glæde Gud. Han førte an i arbejdet med at genopbygge Jerusalems mure trods modstand fra fjender. Han håndhævede Guds lov, tog sig af de undertrykte og prøvede at styrke troen hos sine jødiske landsmænd. Lagde Gud mærke til alt det gode denne trofaste mand havde gjort? Havde Nehemias Jehovas godkendelse? Det kan de afsluttende ord i bogen der bærer hans navn, fortælle os noget om.

Nehemias siger til Jehova: „Min Gud, husk det til gunst for mig.“ * Er Nehemias bange for at Gud ikke har lagt mærke til hans gode gerninger, eller at Gud vil glemme ham? Nej. Nehemias kan sikkert huske hvad tidligere bibelskribenter har sagt om Jehovas store interesse for sine trofaste tjenere og deres gode gerninger. (2 Mosebog 32:32, 33; Salme 56:8) Hvad er det så han beder Gud om at gøre? Ifølge et opslagsværk kan det hebraiske ord der oversættes med „husk“, hentyde til „dét at tænke på noget med hengivenhed samt den handling som ledsager erindringen“. I fuld tillid til bønnens magt beder Nehemias Gud om at huske ham med hengivenhed og at velsigne ham. — Nehemias 2:4.

Vil Jehova besvare Nehemias’ bøn om at blive husket? Det har han på en måde allerede gjort. Den kendsgerning at han lod Nehemias’ bøn være en del af de inspirerede skrifter, viser at han husker Nehemias med hengivenhed. Men den „som hører bøn“, vil gøre mere for at efterkomme Nehemias’ oprigtige anmodning. — Salme 65:2.

I fremtiden vil Gud belønne Nehemias for alt det gode han gjorde i forbindelse med den rene tilbedelse. (Hebræerne 11:6) I den kommende retfærdige nye verden som Jehova har lovet, vil han velsigne Nehemias ved at oprejse ham fra de døde. * (2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4) I dette jordiske paradis, og med udsigt til at leve evigt, vil Nehemias virkelig kunne se at Jehova har husket hans gerninger til gunst for ham.

Nehemias’ bøn bekræfter sandheden i kong Davids ord: „Du vil velsigne den retfærdige, Jehova; du vil værne om ham med din godkendelse, som med et stort skjold.“ (Salme 5:12) Ja, Gud lægger mærke til og værdsætter vores oprigtige bestræbelser for at glæde ham. Så længe du gør dit bedste for at tjene ham, kan du have tillid til at han vil huske dig med hengivenhed og velsigne dig rigt.

Forslag til bibellæsning i februar:

Nehemias 1-13

[Fodnoter]

^ par. 3 Dette er det sidste af fire steder i denne bibelbog hvor Nehemias beder Gud om at hans trofaste gerninger må få et godt og gunstigt udfald. — Nehemias 5:19; 13:14, 22, 31.

^ par. 5 Flere oplysninger om hvad Gud vil gøre for mennesker der er trofaste mod ham, findes i kapitlerne 3 og 7 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, som er udgivet af Jehovas Vidner.