Hvorfor går mange ægteskaber i stykker?
Hvorfor går mange ægteskaber i stykker?
„Nogle farisæere kom hen til [Jesus] for at sætte ham på prøve, og de sagde: ’Har en mand lov til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?’“ — Mattæus 19:3.
PÅ JESU tid var der nogle der satte spørgsmålstegn ved om ægteskaber kunne eller skulle vare ved. Til dem sagde Jesus: „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’? Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ * (Mattæus 19:4-6) Det var tydeligvis Guds hensigt at ægteskaber skulle vare ved.
I dag ender cirka 40 procent af alle ægteskaber med skilsmisse. Er Bibelens råd angående ægteskab håbløst gammeldags? Er det muligt at ægteskaber går i stykker fordi selve ægteskabsordningen ikke duer?
Tænk over denne illustration: To ægtepar køber den samme slags bil. Det ene par vedligeholder deres bil og kører forsigtigt. Deres bil går ikke i stykker. Det andet par bruger hverken tid eller energi på vedligeholdelse og kører uforsvarligt. Deres bil går i stykker, og de efterlader den bare. Er det bilens eller ejernes skyld? Det er selvfølgelig hovedsagelig ejernes skyld.
Sådan er det også med ægteskabet. At mange ægteskaber går i stykker, betyder ikke at der er noget galt med selve ægteskabsordningen. Det er millioner af velfungerende ægteskaber et bevis på. Disse ægteskaber gavner den enkelte og skaber tilfredshed og stabilitet i familien og i samfundet. Men ægteskabet skal ligesom en bil passes og plejes hvis det skal holde.
Hvad enten du har været gift i få dage eller i mange år, kan du få stor gavn af Bibelens råd om hvordan man kan bevare og styrke sit ægteskab. Det vil de følgende sider indeholde nogle eksempler på.
[Fodnote]
^ par. 3 Bibelen giver rum for skilsmisse hvis den ene part har begået ægteskabsbrud. — Mattæus 19:9.