Er tungetale fra Gud?

„JEG fatter det ikke,“ siger Devon. „Hver uge er der i min kirke mange der tilsyneladende modtager den hellige ånd og mirakuløst taler på forskellige sprog. Nogle af dem lever umoralsk, hvorimod jeg prøver at leve et moralsk rent liv. Men uanset hvor meget jeg beder om det, har jeg aldrig fået denne åndens gave. Hvordan kan det være?“

Gabriel kommer også i en kirke hvor folk efter alt at dømme modtager den hellige ånd og taler i tunger. „Det der går mig på,“ forklarer han, „er at jeg, mens jeg beder, bliver afbrudt af andre der taler højrøstet på sprog som hverken jeg eller de forstår. Der er ingen der får gavn af denne tale. Bør enhver af åndens gaver ikke tjene et nyttigt formål?“

Devon og Gabriels oplevelser rejser her et interessant spørgsmål: Er den tungetale som foregår i nogle kirker i dag, virkelig fra Gud? For at kunne besvare dette spørgsmål vil det være godt at undersøge brugen af denne mirakuløse gave blandt de kristne i det første århundrede.

De „begyndte at tale på andre tungemål“

I Bibelen læser vi om mænd og kvinder som fik kraft til at tale sprog de aldrig havde lært. Det skete første gang på pinsedagen i år 33, nogle få uger efter Jesu Kristi død. Den dag i Jerusalem blev omkring 120 af Jesu disciple „fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål“. Besøgende fra fremmede lande ’blev forvirrede fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget sprog’. — Apostelgerninger 1:15; 2:1-6.

Bibelen nævner andre af Jesu første disciple der havde fået denne bemærkelsesværdige evne. For eksempel kunne apostelen Paulus med kraft fra den hellige ånd mirakuløst tale på mange sprog. (Apostelgerninger 19:6; 1 Korinther 12:10, 28; 14:18) Men enhver af Guds hellige ånds gaver måtte selvsagt tjene et godt formål. Hvilket formål tjente tungetale da på Bibelens tid?

Et tegn på at Gud stod bag

Da Paulus skrev til de kristne i Korinth, hvoraf nogle åbenbart kunne tale i tunger, forklarede han at ’tungetalen var et tegn for de ikketroende’. (1 Korinther 14:22) Sammen med andre mirakuløse evner var evnen til at tale i tunger derfor et tegn for dem på at den nydannede kristne menighed var  godkendt af Gud og havde hans støtte. De mirakuløse gaver var ligesom et vejskilt der viste hvor sandhedssøgende mennesker nu skulle gå hen for at finde Guds udvalgte folk.

Det er værd at bemærke at Bibelen ikke nævner at Jesus eller nogen af de førkristne profeter mirakuløst talte sprog som de ikke havde lært. Den gave at tale i tunger, som Jesu disciple fik, tjente tydeligvis endnu et formål.

Et middel til at udbrede den gode nyhed

I begyndelsen af sin tjeneste befalede Jesus sine disciple udelukkende at forkynde den gode nyhed om Guds rige for jøderne. (Mattæus 10:6; 15:24) Det var grunden til at disciplene kun sjældent forkyndte uden for de områder der fortrinsvis var beboet af jøder. Men det skulle snart ændre sig.

Kort efter sin død i år 33 gav den opstandne Jesus sine disciple befaling om at de skulle ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Mattæus 28:19; Apostelgerninger 1:8) Han sagde også til dem at de skulle være vidner for ham „til jordens fjerneste egne“. (Mattæus 28:19; Apostelgerninger 1:8) Hvis den gode nyhed skulle have så stor en udbredelse, ville det kræve at der blev forkyndt på mange sprog foruden hebraisk.

Størstedelen af de første disciple var imidlertid „ulærde og almindelige mennesker“. (Apostelgerninger 4:13) Hvordan skulle de kunne forkynde i fjerne lande hvor man talte sprog som de måske aldrig havde hørt om, endsige lært at tale? Den hellige ånd gav nogle af disse nidkære forkyndere den mirakuløse evne at tale flydende på sprog de aldrig tidligere havde lært.

Tungetalen tjente således to vigtige formål. For det første var den et vidnesbyrd om at Gud stod bag de kristne i det første århundrede. For det andet var den et effektivt middel til at forkynde for folk på mange sprog. Opfylder den tungetale der finder sted i mange kirker i dag, disse formål?

Er tungetale i dag fra Gud?

Hvor ville du anbringe et vejskilt der var til gavn for så mange som muligt der hvor du bor? Inde i en lille bygning? Naturligvis ikke. I beretningen om Pinsedagen står der at mange forbipasserende bemærkede disciplenes mirakuløse tungetale, et tegn der så at sige tjente som et skilt for dem. Resultatet var at der på den dag blev ’føjet omkring tre tusind sjæle til’. (Apostelgerninger 2:5, 6, 41) Hvis nogen i dag hævder at de taler i tunger, men kun gør det inde i en kirkebygning, hvordan kan det da tjene som et offentligt tegn for ikketroende?

Guds ord siger at utugt og andre af „kødets gerninger“ er i modstrid med den hellige ånds virke, og at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“. (Galaterne 5:17-21) Hvis du ser nogle der har en tvivlsom moral, tale i tunger, kunne du med god grund spørge: ’Ville det ikke være ulogisk — endda vildledende — hvis Guds ånd blev udgydt over nogle der fortsætter med at leve på en måde Guds ord fordømmer?’ Det ville være som et anbringe et vejskilt på en sådan måde at trafikken blev ledet i en forkert retning.

Er tungetale i dag et middel til at udbrede den gode nyhed?

Hvordan forholder det sig med det andet formål som tungetalen havde i det første århundrede? Tjener den tungetale som foregår i kirkerne i dag, som et middel til at forkynde den gode nyhed for folk på mange sprog? Husk at de der var til stede i Jerusalem på Pinsedagen, kom fra mange lande, og at de tydeligt forstod de sprog som disciplene  mirakuløst talte. I modsætning hertil er den form for tungetale der benyttes i dag, sædvanligvis uforståelig for dem der lytter.

Tungetalen i dag er tydeligvis helt anderledes end den hellige ånds gave som Jesu første disciple fik. Der findes faktisk ingen pålidelig beretning om at nogen efter apostlenes død modtog den samme mirakuløse evne. Det overrasker ikke bibellæsere. Om de mirakuløse gaver, deriblandt tungetalen, forudsagde apostelen Paulus under inspiration: „De vil blive afskaffet.“ (1 Korinther 13:8) Hvordan kan man da afgøre hvem der har den hellige ånd i dag?

Hvem har tydeligvis den hellige ånd i dag?

Jesus var udmærket klar over at tungetalen ville blive afskaffet forholdsvis kort efter at den kristne menighed var dannet. Lige inden sin død nævnte Jesus et tegn som hans sande disciple altid ville kunne kendes på: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) I det samme vers hvor det forudsiges at denne mirakuløse gave ville blive afskaffet, står der også: „Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Korinther 13:8.

Kærligheden nævnes som den første af de ni aspekter af Guds hellige ånds „frugt“, eller det som Guds ånd resulterer i. (Galaterne 5:22, 23) De der virkelig har Guds ånd, og som Gud altså står bag, vil derfor vise hinanden ægte kærlighed. Dertil kommer at det tredje aspekt af åndens frugt er fred. De der i dag har den hellige ånd, vil være engageret i at skabe fred og bevidst søge at undgå fanatisme, racisme og vold.

Tænk også på Jesu profeti i Apostelgerninger 1:8. Jesus forudsagde at hans disciple skulle få kraft til at være vidner om ham „til jordens fjerneste egne“. Han nævnte også at dette arbejde ville fortsætte „indtil verdens ende“. (Mattæus 28:20, da. aut.) Dette internationale forkyndelsesarbejde skulle altså fortsat være et kendetegn på dem der virkelig har den hellige ånd.

Hvilken gruppe synes du bærer vidnesbyrd om at de har Guds ånd? Hvem lægger i dag åndens frugt, især kærlighed og fred, for dagen — og det i en sådan grad at de bliver forfulgt af myndighederne fordi de overalt nægter at bære våben? (Esajas 2:4) Hvem bestræber sig for at undgå kødets gerninger, som for eksempel utugt, og bortviser dem der øver noget sådant uden at angre? (1 Korinther 5:11-13) Hvem forkynder den gode nyhed i hele verden om at Guds rige er det eneste håb for menneskeheden? — Mattæus 24:14.

Udgiverne af dette blad tøver ikke med at sige at Jehovas Vidner passer på Bibelens beskrivelse af dem der har den hellige ånd. Hvorfor ikke lære dem bedre at kende og selv afgøre om Gud står bag?