Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kommer alle gode mennesker i himmelen?

Kommer alle gode mennesker i himmelen?

Kommer alle gode mennesker i himmelen?

EFTER at Jesus havde spist det sidste måltid med sine apostle aftenen før sin henrettelse, lovede han at belønne dem med en plads i himmelen. Han sagde: „I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt jer det, for jeg går hen for at berede jer en plads.“ (Johannes 14:2) Hvorfor ville Jesus sørge for at de fik en plads i himmelen? Hvad skulle de foretage sig der?

Jesus havde en særlig opgave i tanke til sine disciple. Samme aften sagde han: „Det [er] jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (Lukas 22:28, 29) Gud havde lovet Jesus at han skulle være den konge der ville sørge for at dække et af menneskehedens største behov, nemlig behovet for et godt styre. Jesus vil befri mennesker for lidelse og fjerne dem der udbytter andre. Han vil herske over hele jorden, „til jordens ender“, men hans trone vil være i himmelen. — Salme 72:4, 8; Daniel 7:13, 14.

Jesus skulle dog ikke være alene om at herske. Det var derfor han lovede sine apostle en plads i himmelen. De var de første der blev udvalgt til at „herske som konger over jorden“. — Åbenbaringen 5:10.

Hvor mange skal i himmelen? I Guds himmelske rige gælder det samme som i alle andre regeringer, nemlig at de der hersker, er langt færre end dem der herskes over. Til dem der skal herske sammen med Jesus, sagde han: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Lukas 12:32) Der vil til sidst være 144.000 i denne „lille hjord“. (Åbenbaringen 14:1) Det er få i forhold til de millioner der vil opnå evigt liv på jorden som loyale undersåtter under Riget. — Åbenbaringen 21:4.

Altså er det ikke alle gode mennesker der kommer i himmelen. Om den gode kong David sagde apostelen Peter ganske enkelt: „David steg nemlig ikke op til himlene.“ (Apostelgerninger 2:34) Johannes Døber var et godt menneske. Alligevel gav Jesus udtryk for at han ikke ville blive ophøjet til at herske som konge i himmelen. „Blandt dem der er født af kvinder er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber,“ sagde Jesus, „men en af de mindre i himlenes rige er større end han.“ — Mattæus 11:11.

Vil du få den belønning gode mennesker får?

Hvad skal man gøre for at blive belønnet med evigt liv på jorden? Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Læg mærke til at fordi Gud har kærlighed til verden, lader han muligheden for at opnå evigt liv stå åben for alle, men det er kun dem der „tror“, der rent faktisk modtager denne belønning.

Tro skal bygge på nøjagtig kundskab. (Johannes 17:3) Du kan vise at du er et godt menneske, ved at lære mere om Jehovas hensigt. Lad din tro på det du lærer, komme til udtryk i handling, og hav tillid til at du vil kunne opnå evigt liv.

[Ramme på side 7]

Hvad siger Bibelen?

Spørgsmål:

Hvad sker der med gode mennesker når de dør?

Svar:

„De døde ved slet ingenting.“ — PRÆDIKEREN 9:5.

Spørgsmål:

Hvilket håb er der for gode mennesker efter døden?

Svar:

„Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud.“ — JOHANNES 5:28, 29.

Spørgsmål:

Hvor vil de fleste gode mennesker komme til at leve?

Svar:

„De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — SALME 37:29.