Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gode råd til familier

Hvordan man løser konflikter

Hvordan man løser konflikter

Han siger: „Efter at Sarah * og jeg var blevet gift, boede vi hos min familie i mine forældres hus. En dag bad min brors kæreste mig om at køre hende hjem i vores bil. Det sagde jeg ja til, og jeg tog min lille søn med. Men da jeg kom hjem, var Sarah rasende. Vi begyndte at skændes, og mens hele familien hørte på det, kaldte hun mig en skørtejæger. Jeg blev gal i hovedet og sagde nogle ting som gjorde hende endnu mere vred.“

Hun siger: „Vores søn har et alvorligt helbredsproblem, og på det tidspunkt havde vi også økonomiske problemer. Så da Fernando tog af sted i bilen med sin brors kæreste og vores søn, var der adskillige grunde til at jeg følte mig såret. Da han kom hjem, lod jeg ham vide hvordan jeg havde det. Vi skændtes voldsomt og kaldte hinanden alt muligt. Bagefter havde jeg det frygteligt.“

HVIS et ægtepar kommer op at skændes, er det så ensbetydende med at de ikke længere elsker hinanden? Nej! Det nævnte ægtepar, Fernando og Sarah, elsker hinanden meget højt. Men selv i de bedste ægteskaber vil der af og til opstå konflikter.

Hvorfor opstår der konflikter, og hvad kan du gøre for at forhindre at de ødelægger dit ægteskab? Da ægteskabet er en ordning Gud har indstiftet, er det kun fornuftigt at undersøge hvad hans ord, Bibelen, har at sige om dette emne. — 1 Mosebog 2:21, 22; 2 Timoteus 3:16, 17.

Faktorer der kan føre til konflikter

De fleste ægtepar ønsker at behandle hinanden kærligt og venligt. Men Bibelen siger meget realistisk at „alle har syndet og mangler Guds herlighed“. (Romerne 3:23) Når der opstår uoverensstemmelser, kan det derfor være svært at styre sine følelser. Og hvis det fører til et skænderi, kan det for nogle være virkelig svært at undgå dårlige vaner som at råbe op og bruge skældsord. (Romerne 7:21; Efeserne 4:31) Hvilke andre faktorer kan give spændinger i ægteskabet?

Ofte har manden og hustruen hver deres måde at kommunikere på. En kvinde ved navn Michiko siger: „Efter at vi var blevet gift, opdagede jeg at vi så meget forskelligt på hvordan en sag skal drøftes. Jeg kan bedst lide at tale ikke alene om hvad der skete, men også hvordan og hvorfor det skete. Min mand er tilsyneladende kun interesseret i at tale om slutresultatet.“

Dette er et velkendt problem. I mange ægteskaber vil den ene part gerne tale tingene igennem når der opstår problemer, mens den anden ikke bryder sig om konfrontation og derfor helst vil undgå emnet. I nogle tilfælde er det sådan at jo mere den ene presser på for at tale om problemet, jo mere prøver den anden at krybe udenom. Er det noget I kan nikke genkendende til i jeres ægteskab? Er den ene af jer diskussionslysten, og den anden konfliktsky?

En anden faktor ægtepar skal tage i betragtning, er deres familiebaggrund, for den kan påvirke deres opfattelse af hvordan gifte bør kommunikere. Justin, som har været gift i fem år, siger: „Jeg kommer fra en familie der er reserveret, og jeg er ikke så god til at give udtryk for hvad jeg føler. Det irriterer min kone. Hendes familie taler meget, og det er ikke noget problem for hende at fortælle mig om sine følelser.“

Hvorfor arbejde på at løse problemerne?

Forskere har fundet ud af at det sikreste fingerpeg om hvor lykkeligt et ægteskab vil blive, ikke er hvor ofte parret siger at de elsker hinanden, hvor godt de passer sammen seksuelt, eller om de har penge nok. Nej, den bedste indikator for et lykkeligt ægteskab er hvor gode manden og hustruen er til at løse de konflikter der opstår.

Jesus sagde desuden at når to bliver gift, er det Gud — og altså ikke et menneske — der sætter dem sammen. (Mattæus 19:4-6) Et godt ægteskab er derfor til ære for Gud. Men hvis manden ikke er kærlig og hensynsfuld over for sin kone, vil Jehova Gud måske ikke lytte til hans bønner. (1 Peter 3:7) Og hvis hustruen ikke respekterer sin mand, er det i virkeligheden Jehova hun er respektløs over for, da det er ham der har tildelt manden opgaven at være familiens overhoved. — 1 Korinther 11:3.

Et godt råd — undgå dårlige kommunikationsmønstre

Uanset hvordan du taler til din ægtefælle, og hvilken familiebaggrund du har, så er der nogle måder at kommunikere på som du må undgå hvis du vil anvende Bibelens principper og håndtere ægteskabelige problemer på en god måde. Stil dig selv følgende spørgsmål:

’Modstår jeg trangen til at give igen?’

Et víst ordsprog lyder: „Tryk på næsen giver blod, og tryk på vrede giver strid.“ (Ordsprogene 30:33) Hvad betyder det? Vi kan belyse det med et eksempel. Det der begynder som en smule uenighed om hvordan familiens budget kan overholdes („vi må holde lidt igen med kreditkortene“), kan hurtigt udvikle sig til et angreb mod den andens person („du er så ansvarsløs“). Hvis din ægtefælle giver dig „tryk på næsen“ ved at rette et angreb mod din person, får du måske lyst til at give igen med samme mønt. Men det resulterer blot i vrede og i at skænderiet eskalerer.

Bibelskribenten Jakob advarede: „Se, hvor lille en ild der skal til for at tænde en stor skov i brand! Og tungen er en ild.“ (Jakob 3:5, 6) Når ægtefæller ikke styrer deres tunge, kan mindre uoverensstemmelser hurtigt blusse op og forvandle sig til ukontrollerede skænderier. Og ægteskaber som gentagne gange hærges af sådanne følelsesmæssige storbrande, giver kærligheden ugunstige vækstbetingelser.

I stedet for at gøre gengæld kan du efterligne Jesus, der ’ikke skældte igen’ når han blev skældt ud. (1 Peter 2:23) Den hurtigste måde at nedkøle et hedt skænderi på er at vise forståelse for ægtefællens synspunkt og at give en undskyldning for det man selv har været skyld i.

PRØV DETTE: Spørg dig selv næste gang der opstår et skænderi: ’Går der noget af mig fordi jeg tager hensyn til min ægtefælles mening? Har jeg selv en del af skylden for dette skænderi? Hvad afholder mig fra at sige undskyld for mine fejl?’

’Bagatelliserer eller nedgør jeg min ægtefælles følelser?’

Guds ord giver denne formaning: „[I] skal . . . alle være enssindede, idet I viser medfølelse.“ (1 Peter 3:8) Lad os se på to grunde til at det kan være svært at følge dette råd. Den ene grund er at man måske ikke kender sin ægtefælles tanker og følelser godt nok. Hvis ens ægtefælle for eksempel er mere bekymret over et eller andet end man selv er, siger man måske: „Du overreagerer!“ Det kan være at man bare vil hjælpe sin ægtefælle til at se problemet i det rette perspektiv, men det er kun de færreste der synes at sådanne kommentarer er til nogen trøst. Både hustruer og ægtemænd har behov for at møde forståelse og empati fra dem de holder af.

Den anden grund kan være at man er for stolt. Stolte mennesker prøver at ophøje sig selv ved hele tiden at nedgøre andre, blandt andet ved at benytte nedsættende navne eller negative sammenligninger. Det gjorde farisæerne og de skriftlærde på Jesu tid også. Disse stolte mennesker benyttede sig af fornærmelser når nogen, endda blandt farisæerne selv, var af en anden mening end de. (Johannes 7:45-52) Sådan var Jesus ikke. Når nogen henvendte sig til ham, lyttede han og viste dem empati. — Mattæus 20:29-34; Markus 5:25-34.

Hvordan reagerer du når din ægtefælle giver udtryk for sine tanker og følelser? Viser du med dine ord, dit tonefald og dit ansigtsudtryk at du er imødekommende og forstående? Eller er du hurtig til at bagatellisere ægtefællens følelser?

PRØV DETTE: Læg i de kommende uger mærke til hvordan du taler til din ægtefælle. Hvis du er affærdigende, sarkastisk eller nedladende, så vær hurtig til at sige undskyld.

’Går jeg ofte ud fra at min ægtefælle har selviske motiver?’

„Er det for intet Job frygter Gud? Har du ikke sat hegn rundt om ham og hans hus og alt hvad han ejer?“ (Job 1:9, 10) Med disse ord satte Satan spørgsmålstegn ved den trofaste Jobs motiver.

Hvis ikke ægtefæller passer på, kan de meget let få for vane at gøre det samme. Hvis din ægtefælle for eksempel gør noget godt for dig, spekulerer du så på hvad det er han eller hun prøver at dække over eller gerne vil opnå? Når din ægtefælle begår en fejl, tager du det da som et bevis på at han eller hun er selvisk og ukærlig? Kommer du straks i tanker om lignende fejltrin som vedkommende engang har begået, og føjer så denne fejl til listen?

PRØV DETTE: Lav en liste over de positive ting din ægtefælle har gjort for dig, samt de gode motiver han eller hun kan have haft til at gøre det.

Apostelen Paulus skrev: „Kærligheden . . . holder ikke regnskab med hver en forurettelse.“ (1 Korinther 13:4, 5) Sand kærlighed er ikke blind. Men den holder heller ikke regnskab. Paulus skrev også at kærligheden „tror alt“. (1 Korinther 13:7) Det vil ikke sige at kærligheden er godtroende, men den er tillidsfuld. Den er ikke kynisk og mistænksom. Den form for kærlighed Bibelen tilskynder os til at have, er rede til at tilgive og villig til at lade tvivlen komme andre til gode. (Salme 86:5; Efeserne 4:32) Når manden og hustruen viser hinanden en sådan kærlighed, vil de få et lykkeligt ægteskab.

SPØRG DIG SELV . . .

  • Hvilke fejl begik det ægtepar som er nævnt i indledningen af artiklen?

  • Hvordan kan jeg undgå at begå lignende fejl i mit ægteskab?

  • Hvilke ting i denne artikel har jeg mest brug for at arbejde på?

^ par. 3 Navnene er ændret.