DET har altid været et teokratisk højdepunkt at spise sammen med andre ved Jehovas bord. Og når Guds folk samles til et åndeligt festmåltid, bidrager den bogstavelige føde ofte til den gode stemning.

I september 1919 afholdt Bibelstudenterne et ottedages stævne i Cedar Point, Ohio, USA. Hoteller skulle sørge for overnatning og mad til de delegerede, men der dukkede flere tusind stævnedeltagere op som man ikke havde regnet med. Det overvældende rykind fik tjenerne til at sige op på stribe. Cafeteriabestyreren spurgte desperat om nogle af de unge delegerede ville hjælpe til, og mange meldte sig frivilligt. En af dem var Sadie Green, der fortæller: “Jeg havde ikke prøvet at være servitrice før, men vi havde det sjovt!”

I årene der fulgte, fik mange frivillige mulighed for at betjene deres brødre og søstre ved at hjælpe til med bespisningen ved stævnerne. Det gode og nære samarbejde med trosfæller fik også et stort antal unge til at sætte sig åndelige mål. Tag for eksempel Gladys Bolton, der hjalp til i cafeteriet ved et stævne i 1937. “Jeg mødte folk fra mange forskellige steder,” husker hun, “og jeg hørte om hvordan de overvandt deres problemer. Det var på det tidspunkt jeg begyndte at gøre mig tanker om pionertjenesten.”

Stævnedeltageren Beulah Covey sagde: “Fordi de frivillige er så dedikerede, kører det hele på skinner.” Men der var dog også udfordringer, som det fremgår af Angelo Maneras oplevelse i forbindelse med stævnet i Los Angeles, Californien, i 1969. Det var først da han ankom til Dodger Stadium at han fandt ud af at han skulle stå for cafeteriet. “Det er et af de største chok jeg nogen sinde har fået!” fortæller han ærligt. Forberedelserne til stævnet indbefattede at der skulle graves en 400 meter lang rende til en gasledning til køkkenet!

Da der blev afholdt stævne i Sierra Leone i 1982, var de arbejdsomme frivillige nødt til først at rydde nogle marker og derefter bygge et cafeteria af de materialer der var for hånden. Ved stævnet i Frankfurt i Tyskland i 1951 lejede initiativrige brødre et lokomotiv, der skulle sørge for damp til  de 40 store kogekar. De frivillige sørgede for at der blev serveret 30.000 måltider i timen. For at lette arbejdsbyrden for de 576 der tog sig af opvasken, havde stævnedeltagerne deres eget bestik med. I Yangon i Myanmar puttede kokkene hensynsfuldt færre brændende chilier i maden til de internationale delegerede.

Annie Poggensee fortæller om en særlig oplevelse hun havde mens hun i den brændende sol ventede i en lang madkø ved et stævne i USA i 1950: “Jeg blev fuldstændigt opslugt af en hjertevarmende samtale mellem to søstre fra Europa der var kommet over til stævnet med båd.” De fortalte hver især hvordan Jehova havde hjulpet dem til at komme til stævne. Annie fortsætter: “Ingen var lykkeligere end de to søstre. Det gjorde dem slet ikke noget at stå der og vente i køen og varmen.”

Ved mange af de store stævner fyldte man de enorme opstillede spisetelte med ståborde for at få folk til at spise hurtigere og give plads til andre. Det var den eneste måde man kunne nå at bespise flere tusind mennesker på i løbet af middagspausen. En mand der ikke var et af Jehovas Vidner, bemærkede: “Det er en mærkelig religion – de spiser stående!”

Militæret og de civile myndigheder var imponeret over hvor effektivt og velorganiseret det hele var. Efter at nogle fra det amerikanske militær havde inspiceret vores cafeteria ved et stævne på Yankee Stadium i New York, opfordrede de major Faulkner fra den britiske hær til at foretage en lignende besigtigelse. Af den grund tog han sammen med sin kone til stævnet “Det Triumferende Rige” i Twickenham, England, i 1955. Det han observerede, fik ham til at udtale at det var kærlighed der drev cafeteriet!

I mange år sørgede frivillige arbejdere for nærende og billige måltider til stævnedeltagerne. Men den enorme opgave krævede ofte at et stort antal brødre og søstre arbejdede i mange timer. Nogle gik endda glip af dele af eller hele programmet. Ordningen med servering af mad ved stævnerne blev forenklet mange steder i slutningen af 70’erne. Og fra og med 1995 skulle stævnedeltagerne selv tage mad med. De der før lavede mad og serverede den, kunne nu få gavn af det åndelige program og samværet med trosfæller. *

Jehova sætter stor pris på de mange frivillige der arbejdede hårdt for at betjene deres trosfæller. Nogle savner måske den tid hvor de var med til at sørge for mad til stævnerne, men ét er sikkert: Det er stadig kærlighed der er hovedingrediensen ved vores stævner! – Joh. 13:34, 35.