EN FATTIG enke omfavner sin søn, som er hendes eneste barn. Hun kan ikke tro sine egne øjne. Kort forinden havde hun knuget hans livløse krop ind til sig. Men nu har han fået livet tilbage, og hans smil får hende til at skælve af lykke. „Se,“ siger hendes gæst, „din søn lever.“

Denne dramatiske opstandelse fandt sted for næsten 3.000 år siden. Du kan læse om den i Første Kongebog, kapitel 17. Den overnattende gæst er Guds profet Elias. Og moren? Hun er en unavngiven enke der boede i byen Zarepta. Hendes søns opstandelse var en af de mest trosstyrkende oplevelser i hendes liv. Vi kan lære nogle vigtige ting af beretningen om hende.

Jehova havde bestemt at der skulle være en langvarig tørke i Israel, hvor den onde kong Akab regerede. Da Elias havde forkyndt tørken, skjulte Gud ham for Akab og sørgede mirakuløst for ham ved at få ravne til at bringe ham brød og kød. Så sagde Jehova til Elias: „Bryd op, gå til Zarepta ved Zidon og bo dér. Se, jeg byder en kvinde, en enke dér, at sørge for føde til dig.“ — 1 Kong. 17:1-9.

Da Elias kom til Zarepta, så han en fattig enke der var ved at samle brænde. Kunne det virkelig være hende der skulle sørge for mad til ham? Hvordan kunne hun det når hun var så fattig? Uanset hvilke betænkeligheder Elias må have haft, henvendte han sig til kvinden. „Jeg beder dig,“ sagde han, „hent mig lidt vand i et kar så jeg kan drikke.“ Da hun gik hen for at hente noget vand til Elias, sagde han: „Jeg beder dig, tag et stykke brød med til mig!“ (1 Kong. 17:10, 11) Det var ikke noget problem  for enken at give den fremmede noget at drikke, men at give ham brød var ikke så ligetil.

„Så sandt Jehova din Gud lever,“ svarede hun, „har jeg ikke en rundkage; blot en håndfuld mel i krukken og lidt olie i dunken, og jeg er netop ved at samle et par stykker brænde og vil gå ind og lave noget til mig selv og min søn, og så vil vi spise det og dø.“ (1 Kong. 17:12) Lad os se på hvad denne ordveksling viser.

Enken forstod at Elias var en gudfrygtig israelit. Det fremgår af at hun sagde „så sandt Jehova din Gud lever“. Selvom hun åbenbart har haft et vist kendskab til Israels Gud, Jehova, kendte hun ham ikke nok til at kalde ham „min Gud“. Hun boede i Zarepta, en lille by der åbenbart var underlagt den store fønikiske by Zidon. Efter al sandsynlighed var indbyggerne i Zarepta ba’alsdyrkere. Men Jehova havde set at der var noget helt særligt ved denne enke.

Det den fattige enke i Zarepta gjorde, viste at hun troede på Israels Gud selvom hun boede blandt afgudsdyrkere. Jehova sendte Elias til hende som en hjælp for dem begge. Det kan vi lære noget vigtigt af.

Ikke alle indbyggerne i det ba’alsdyrkende Zarepta var helt igennem fordærvede. Ved at sende Elias til denne enke viste Jehova at han lægger mærke til mennesker der har et godt hjerte selvom de endnu ikke tjener ham. Ja, „i hver nation er den der frygter [Gud] og øver retfærdighed, velkommen for ham“. — Apg. 10:35.

Hvor mange af dem der bor i dit distrikt, er mon som enken i Zarepta? De er måske omgivet af folk der holder sig til falsk religion, men længes selv efter noget bedre. De ved måske kun lidt eller slet ingenting om Jehova og har derfor brug for hjælp hvis de skal lære den sande tro at kende. Leder du efter sådanne mennesker, og prøver du at hjælpe dem?

Tænk engang over hvad det var Elias bad enken om at gøre. Hun havde lige fortalt ham at hun ville lave et sidste måltid til sig selv og sin søn, og at de derefter ville lægge sig til at dø. Men hvad sagde Elias? „Vær ikke bange! Gå ind og gør som du har sagt. Blot skal du først lave en lille rund kage til mig deraf og bringe den ud til mig; så kan du lave noget til dig selv og din søn bagefter. For således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Melet i krukken skal ikke slippe op, og der skal ikke mangle olie i dunken, frem til den dag Jehova giver nedbør over jordens flade.’“ — 1 Kong. 17:11-14.

’Skal jeg give mit sidste måltid væk? Det må være din spøg.’ Sådan ville nogle måske have reageret, men det gjorde denne enke ikke. Trods sin begrænsede kundskab om Jehova troede hun på Elias og gjorde det han bad hende om. Sikke en trosprøve — og sikke en klog beslutning hun traf!

Gud svigtede ikke den fattige enke. Præcis som Elias havde lovet, øgede Jehova hendes lille forråd så hun havde mad nok til både Elias, sig selv og sin søn indtil tørken var overstået. Beretningen siger: „Melet i krukken slap ikke op, og  der manglede ikke olie i dunken, i overensstemmelse med det ord som Jehova havde talt ved Elias.“ (1 Kong. 17:16; 18:1) Hvis denne kvinde havde reageret anderledes, ville det brød hun havde bagt af den smule mel og olie hun havde tilbage, sikkert have været hendes sidste måltid. Men nu handlede hun i tro, stolede på Jehova og gav Elias noget først.

Noget vi kan lære af dette, er at Gud velsigner dem der viser deres tro i handling. Når din tillid til Jehova bliver sat på prøve og du viser tro, vil han hjælpe dig. Han vil være din Forsørger, Beskytter og Ven og hjælpe dig til at klare prøvelsen. — 2 Mos. 3:13-15.

I 1898 forklarede Zion’s Watch Tower hvad vi kan lære af beretningen om enken: „Hvis kvinden havde den tro der skulle til for at adlyde, ville hun blive anset for værdig til at modtage Herrens hjælp gennem profeten; hvis hun ikke viste tro, var der måske blevet fundet en anden enke der ville. Sådan er det også med os — forskellige steder på livets vej bringer Herren os til et punkt hvor han prøver vores tro. Hvis vi viser tro, vil vi få velsignelsen; hvis ikke, vil vi miste den.“

Når vi står over for specifikke prøvelser, må vi søge Guds vejledning ud fra Bibelen og vores bibelske publikationer. Og så må vi handle i harmoni med Jehovas vejledning, uanset hvor vanskeligt det måtte være. Vi vil virkelig blive velsignet hvis vi gør som dette vise ordsprog siger: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ — Ordsp. 3:5, 6.

Enkens tro ville blive sat på endnu en prøve. „Så skete det efter disse begivenheder,“ siger den bibelske beretning, „at den søn som kvinden der ejede huset havde, blev syg, og hans sygdom blev så alvorlig at han ikke mere trak vejret.“ I et forsøg på at finde en årsag til denne tragedie sagde den sørgende mor til Elias: „Hvad har jeg med dig at gøre, du den sande Guds mand? Du er kommet til mig for at minde om min brøde og for at lade min søn dø.“ (1 Kong. 17:17, 18) Hvad lå der i disse bitre ord?

Tænkte kvinden på en synd der plagede hendes samvittighed? Troede hun at hendes søns død var Guds straf, og at Elias var et dødens sendebud fra Gud? Det siger Bibelen ikke noget om, men én ting ved vi: Enken beskyldte ikke Gud for at være uretfærdig.

Elias må være blevet chokeret over at enkens søn døde, og over at hun mente at profetens tilstedeværelse var skyld i hendes smertelige tab. Efter at have båret den døde dreng op i tagkammeret råbte Elias: „Jehova min Gud, vil du også volde den enke ondt som jeg bor som gæst hos, ved at lade hendes søn dø?“ Profeten kunne ikke bære tanken om at der ville blive kastet skam over Guds navn hvis Han lod denne gode og gæstfri kvinde lide yderligere. Derfor tryglede Elias: „Jehova min Gud, lad dog dette barns sjæl vende tilbage til ham.“ — 1 Kong. 17:20, 21.

Jehova lyttede. Enken havde sørget for hans profet og havde vist tro. Tilsyneladende lod Gud drengens sygdom gå sin gang fordi han vidste at en opstandelse — den første der er omtalt i Bibelen — ville finde sted og give håb til fremtidige generationer. Da Elias bønfaldt Jehova, gav Han barnet livet igen. Forestil dig hvilken euforisk lykke enken må have følt da Elias sagde: „Se, din søn lever“! Hun sagde til Elias: „Nu ved jeg virkelig at du er en Guds mand og at Jehovas ord i din mund er sandhed.“ — 1 Kong. 17:22-24.

Beretningen i Første Kongebog, kapitel 17, siger ikke mere om denne kvinde. Men Jesus omtalte hende positivt, hvilket tyder på at hun har levet resten af sit liv som en trofast tjener for Jehova. (Luk. 4:25, 26) Beretningen om hende lærer os at Gud velsigner dem der gør godt mod hans tjenere. (Matt. 25:34-40) Den viser at Gud sørger for dem der tjener ham trofast, selv i svære tider. (Matt. 6:25-34) Beretningen vidner også om at Jehova både kan og vil oprejse de døde. (Apg. 24:15) Ja, vi har god grund til at huske enken i Zarepta.