TIDLIGT om morgenen træder en kvinde ud af sin hoveddør og opdager en pakke på trappestenen. Hun samler den op og ser sig omkring, men gaden er mennesketom. Nogen må have lagt den der i løbet af natten. Hun åbner et hjørne af pakken og træder hurtigt ind igen og lukker døren. Det er forbudt bibelsk litteratur! Idet hun knuger pakken ind til sig, takker hun i en stille bøn Jehova for den værdifulde åndelige føde.

Sådanne scener udspillede sig i Tyskland i 1930’erne. Efter at nazisterne i 1933 var kommet til magten, blev Jehovas Vidners arbejde forbudt i det meste af landet. „Vi var overbeviste om at arbejdet med at forkynde om Jehova og hans navn ikke kunne standses af menneskers forbud,“ siger Richard Rudolph, der nu er over 100 år gammel. * „Vi kunne ikke undvære bibelsk litteratur i vores studium og forkyndelse. Men den var ikke længere så let at få fat i på grund af forbuddet. Vi spekulerede på hvordan arbejdet skulle kunne fortsætte.“ Richard fandt snart ud af at han kunne hjælpe med at dække behovet på en ret usædvanlig måde — i skyggen af bjergene. — Dom. 9:36.

Hvis man følger Elben (eller Labe) fra dens udløb, vil man til sidst nå til bjergkæden Karkonosze (Krkonoše), der ligger på den nuværende grænse mellem Tjekkiet og Polen. Selvom bjergene kun er lige godt 1.600 meter høje, er de blevet kaldt ’Centraleuropas arktiske ø’. Halvdelen af året er de højestliggende områder dækket af op mod 3 meter sne. De der undervurderer det uberegnelige vejr, kan blive fanget i den tætte tåge der pludselig indhyller bjergtoppene.

I århundredernes løb har denne bjergkæde dannet en naturlig grænse mellem provinser, riger og stater. Det var vanskeligt at patruljere det lumske terræn, så i gammel tid var der mange i  området der smuglede varer over disse bjerge. I 1930’erne, da Karkonosze skilte Tjekkoslovakiet og Tyskland, begyndte beslutsomme Jehovas Vidner at bruge smuglernes gamle stier. Til hvad? Til at fragte dyrebar bibelsk litteratur fra steder hvor den var lettere at få fat på. Den unge Richard var et af disse Vidner.

„I grupper på omkring syv unge brødre begav vi os hver weekend af sted mod bjergene klædt som bjergvandrere,“ erindrer Richard. „Fra den tyske side tog det os cirka tre timer at krydse bjergene og nå til Spindlermühle“ (nu Špindlerův Mlýn), en ferieby godt 16 kilometer væk, på den tjekkiske side. Dengang boede der mange tyskere i området. En af dem var en landmand der var villig til at samarbejde med brødrene. På en hestevogn der normalt blev brugt til feriegæster, hentede han kasser med litteratur i en nærliggende by, hvortil de var blevet sendt med tog fra Prag. Han tog kasserne med hjem til sin gård og skjulte dem på høloftet indtil kurerer hentede litteraturen og bragte den over på den tyske side.

Richard fortsætter: „Når vi kom til gården, pakkede vi vores rygsække, der var specialdesignet til at kunne klare den tunge oppakning. Vi bar omkring 50 kilo hver.“ For ikke at blive opdaget vandrede de i ly af mørket — de begyndte ved solnedgang og nåede hjem inden solen stod op. Ernst Wiesner, der dengang var kredstilsynsmand i Tyskland, har beskrevet nogle af sikkerhedsforanstaltningerne: „To brødre gik et stykke foran de andre, og når de mødte nogen, gav de straks signal med deres lygter. Det var tegn til at brødrene der kom gående cirka 100 meter bagude med de tunge tornystre på ryggen, skulle skjule sig i buskene langs vejen indtil de to brødre kom tilbage og sagde et bestemt kodeord, som blev ændret fra uge til uge.“ Men det tyske politi i de blå uniformer var ikke den eneste fare.

„En aften skulle jeg arbejde længere end jeg plejede,“ fortæller Richard, „så jeg kom senere af  sted end mine brødre. Det var mørkt og tåget, og jeg rystede af kulde mens jeg vandrede i den kolde regn. Jeg fór vild i dværgfyrrene og kunne ikke finde vej i flere timer. Mange vandrere har mistet livet på den måde. Jeg mødte ikke mine brødre før de tidligt om morgenen var på vej tilbage.“

I omkring tre år fragtede den lille gruppe modige brødre hver uge dyrebar litteratur over bjergene. Om vinteren foregik turen på ski eller med slæde. En gang imellem krydsede grupper på op til 20 brødre grænsen i dagslys ad afmærkede vandrestier. For at give det udseende af at de bare var en harmløs gruppe vandrere, gik nogle søstre med. Nogle af dem gik foran, og når de fornemmede at der var fare på færde, smed de deres hatte op i luften.

Hvad skete der når kurererne kom tilbage fra deres ture om natten? Litteraturen blev med det samme sendt videre. Hvordan? Publikationerne blev pakket som sæbe og bragt til jernbanestationen i Hirschberg. Pakkerne blev sendt til forskellige dele af Tyskland, hvor brødre og søstre diskret afleverede dem til trosfæller, som beskrevet i indledningen. Hvis bare én del af dette hemmelige distributionsnetværk blev afsløret, kunne det få alvorlige konsekvenser. Og en dag skete der noget uventet.

I 1936 blev et litteraturdepot i nærheden af Berlin afsløret. Blandt de ting man fandt, var tre pakker fra en ukendt afsender i Hirschberg. Politiet identificerede ved hjælp af håndskriftsanalyse en nøgleperson i smuglergruppen og arresterede ham. Kort efter blev yderligere to mistænkte arresteret, deriblandt Richard Rudolph. Da disse brødre påtog sig det fulde ansvar, kunne andre for en tid fortsætte de mere og mere farlige ture.

De publikationer der blev båret over Karkonoszebjergene, udgjorde en stor del af den bibelske litteratur de tyske Vidner fik. Men denne rute var ikke den eneste man benyttede. Indtil 1939, hvor Tjekkoslovakiet blev besat af tyske styrker, fandtes der lignende ruter langs grænsen til dette land. Vidner i andre af Tysklands nabolande, såsom Frankrig, Holland og Schweiz, såvel som Vidner i Tyskland, løb en stor risiko for at forsyne deres forfulgte trosfæller med åndelig føde.

I dag kan de fleste af os få bibelsk litteratur i de mængder vi har brug for, og i flere forskellige formater. Uanset om du får en ny publikation i rigssalen eller downloader den på hjemmesiden jw.org, så tænk over hvad det har krævet at gøre den tilgængelig for dig. Måske har det ikke været lige så dramatisk som at krydse snedækkede bjerge midt om natten, men det har helt sikkert krævet hårdt arbejde af de mange brødre og søstre der uselvisk betjener dig.