1, 2. Hvordan betragter Jehovas Vidner Guds navn, i modsætning til kristenhedens kirker?

STORT SET alle kristenhedens kirker har taget afstand fra Guds navn. For eksempel siges der følgende i forordet til den engelske bibel Revised Standard Version: „Brugen af ethvert egennavn for den eneste Gud . . . er aldeles malplaceret i den kristne kirkes universelle tro.“

² Jehovas Vidner er derimod stolte af at bære Guds navn og herliggøre det. (Læs Salme 86:12; Esajas 43:10). Vi regner det også for et privilegium at vi forstår navnets betydning og vigtigheden af at det bliver helliget. (Matt. 6:9) Men det er et privilegium vi aldrig må tage for givet. Lad os derfor se på tre essentielle spørgsmål: Hvad vil det sige at kende Guds navn? Hvordan har Jehova levet op til sit store navn og derved herliggjort det? Og hvordan kan vi vandre i Jehovas navn?

3. Hvad vil det sige at kende Guds navn?

³ At kende Guds navn indebærer mere end blot at kende ordet „Jehova“. Man må også vide hvad Jehova står for, kende hans egenskaber, hans hensigt og hans måde at handle på, især i forbindelse med hans tjenere. Selvfølgelig afslører Jehova mere og mere om hvem han er, i takt med at han gennemfører sin hensigt. (Ordsp. 4:18) Vi ved at Jehova åbenbarede sit navn for det første menneskepar, for Eva brugte det da hun havde født Kain. (1 Mos. 4:1) De trofaste patriarker Noa, Abraham, Isak og Jakob kendte også Guds navn. Og deres værdsættelse af det voksede efterhånden som de mærkede Jehovas velsignelse og omsorg og fik åbenbaret flere aspekter af Guds hensigt.  Senere fik Moses en ganske særlig indsigt i betydningen af Guds navn.

4. Hvorfor spurgte Moses om Guds navn?

⁴ Læs 2 Mosebog 3:10-15. Da Moses var 80 år gammel, gav Gud ham denne befaling: „Før mit folk, Israels sønner, ud af Ægypten.“ Det fik Moses til respektfuldt at stille Gud et spørgsmål af fundamental betydning. Faktisk spurgte han: ’Hvad er dit navn?’ Guds navn havde jo været kendt i århundreder, så hvad var det egentlig Moses var interesseret i at vide? Tilsyneladende ville han gerne vide mere om personen bag navnet — have nogle kendsgerninger der kunne overbevise Guds folk om at Gud virkelig ville udfri det. Man kan godt forstå Moses. Israelitterne havde jo længe været slaver og tvivlede måske på om deres forfædres Gud kunne udfri dem. Nogle af israelitterne var endda begyndt at dyrke egyptiske guder! — Ez. 20:7, 8.

5. Hvordan kastede Jehova lys over betydningen af sit navn?

⁵ Hvad svarede Jehova på Moses’ spørgsmål? Han sagde: „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’JEG VIL VÆRE har sendt mig til jer.’“ * Og han tilføjede: „Jehova, jeres forfædres Gud, . . . har sendt mig til jer.“ Gud åbenbarede at han vil blive hvad som helst han vælger for at gennemføre sin hensigt, at han altid vil være tro mod sit ord. Det er grunden til at han ifølge vers 15 videre sagde: „Dette er mit navn for altid, og det vil jeg huskes ved fra generation til generation.“ Hvor må disse ord have styrket Moses’ tro og fyldt ham med ærefrygt!

6, 7. Hvordan har Jehova i alle henseender levet op til sit navn?

⁶ Kort tid efter at Jehova havde talt med Moses, levede han helt og fuldt op til sit navn ved at ’blive’ Israels Befrier. Han ydmygede Egypten med ti ødelæggende plager der afslørede at de egyptiske guder — inklusive Farao — var fuldstændig magtesløse. (2 Mos. 12:12) Derefter delte Jehova Det Røde Hav, førte Israel midt igennem det og lod Farao og hans hær drukne. (Sl. 136:13-15) I „den store og frygtindgydende ørken“ blev Jehova en der bevarer liv, ved at skaffe mad og vand til sit folk, der måske talte to-tre millioner eller flere! Han sørgede endda  for at deres klæder og sandaler ikke blev slidt. (5 Mos. 1:19; 29:5) Intet kan hindre Jehova i at leve op til sit unikke navn. Over for Esajas erklærede han senere: „Jeg, jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser.“ — Es. 43:11.

⁷ Moses’ efterfølger, Josua, var også vidne til Jehovas magtfulde gerninger i Egypten og i ørkenen. Lige inden sin død kunne Josua derfor med overbevisning sige følgende til israelitterne: „I véd med hele jeres hjerte og hele jeres sjæl at ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse for jer. Ikke ét af dem er slået fejl.“ (Jos. 23:14) I alle henseender havde Jehova levet op til sit navn ved at ’blive’ det der var behov for.

8. Hvordan lever Jehova op til sit navn i dag?

⁸ Også i dag lever Jehova op til sit navn. Gennem sin søn forudsagde han at den gode nyhed om Riget i de sidste dage ville blive forkyndt „på hele den beboede jord“. (Matt. 24:14) Hvem andre end den almægtige Gud kunne forudsige et sådant arbejde, sørge for at det blev udført, og bruge „ulærde og almindelige mennesker“ til det? (Apg. 4:13) Når vi er med i dette arbejde, er vi faktisk med til at opfylde profetien. Vi ærer vores Far og viser at vi virkelig mener det når vi beder: „Lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Matt. 6:9, 10.

9, 10. Hvad lærer vi om Jehova når vi ser hvordan han tog sig af Israels folk?

⁹ Da Israel var blevet udfriet fra Egypten, blev Jehova igen noget nyt for sit folk. Gennem Lovpagten blev han deres „ægtemand“, og han påtog sig villigt det ansvar der fulgte med. (Jer. 3:14) Israelitterne blev herved hans symbolske hustru, et folk der blev kaldt med hans navn. (Es. 54:5, 6) Hvis de villigt underlagde sig ham og overholdt hans bud, ville han være den fuldkomne Ægtemand. Han ville velsigne dem, bevare dem og give dem fred. (4 Mos. 6:22-27) Jehovas store navn ville derved blive herliggjort blandt nationerne. (Læs 5 Mosebog 4:5-8; Salme 86:7-10). I den periode hvor Israel var Guds folk, sluttede mange fra andre folkeslag sig til den sande tilbedelse. I virkeligheden reagerede de som moabitterinden Rut, der sagde til No’omi: „Dit folk skal  være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ — Rut 1:16.

¹⁰ I omkring 1500 år viste Jehovas måde at tage sig af Israel på mange nye facetter af hans personlighed. Til trods for folkets ulydighed viste Jehova sig gang på gang at være „en barmhjertig og nådig Gud“ der var „sen til vrede“. Han var ekstremt tålmodig og langmodig. (2 Mos. 34:5-7) Der var dog en grænse for Jehovas tålmodighed, og denne grænse blev nået da den jødiske nation forkastede og dræbte Jesus. (Matt. 23:37, 38) Fra da af var jøderne ikke længere et folk for Guds navn. Som nation betragtet var de åndeligt døde, som et vissent træ. (Luk. 23:31) Hvordan påvirkede det deres holdning til Guds navn?

11. Hvorfor holdt jøderne op med at bruge Guds navn?

¹¹ Historien viser at jøderne med tiden fik en overtroisk holdning til Guds navn og mente at man slet ikke burde udtale det. (2 Mos. 20:7) Efterhånden tog de helt afstand fra det. Denne respektløse måde at behandle navnet på har uden tvivl såret Gud. (Sl. 78:40, 41) Jehova, „hvis navn er Skinsyg“, ville selvfølgelig ikke for altid lade sit navn være knyttet til et folk der havde fornægtet ham, og som han havde forkastet. (2 Mos. 34:14) Det lærer os hvor vigtigt det er at behandle Skaberens navn med respekt.

12. Hvordan dannede Jehova som forudsagt „et folk for sit navn“?

¹² Gennem Jeremias åbenbarede Jehova at han havde til hensigt at oprette „en ny pagt“ med en ny nation, et åndeligt Israel. Alle i denne nation, „fra den mindste iblandt dem til den største iblandt dem“, forudsagde Jeremias, skulle ’kende Jehova’. (Jer. 31:31, 33, 34) Profetien begyndte at gå i opfyldelse på pinsedagen år 33, hvor Gud oprettede den nye pagt. Den nye nation, „Guds Israel“, som omfattede både jøder og ikkejøder, blev „et folk for [Guds] navn“. Jehova selv kaldte dem „folk som kaldes med mit navn“. — Gal. 6:16; læs Apostelgerninger 15:14-17; Matt. 21:43.

13. (a) Brugte de første kristne Guds navn? Forklar. (b) Hvorfor mener du at det er et privilegium at bruge Jehovas navn i forkyndelsen?

¹³ Eftersom de var „folk som kaldes med [Guds] navn“, brugte medlemmerne af den åndelige nation naturligvis Guds navn, for eksempel når de citerede fra De Hebraiske Skrifter. * Da apostelen Peter på Pinsedagen talte til en international skare af jøder og proselytter, har han altså brugt Guds navn adskillige gange. (Apg. 2:14, 20, 21, 25, 34) Fordi de første kristne ærede Jehova, velsignede han deres indsats i forkyndelsesarbejdet. I dag velsigner Jehova også vores forkyndelse når vi stolt bekendtgør hans navn og viser det til interesserede, om muligt i deres egen bibel. Derved introducerer vi den sande Gud for dem. Hvilket privilegium — både for dem og for os! I nogle tilfælde kan det blive begyndelsen på et vidunderligt venskab med Jehova der vil vokse sig stærkere og vare i al evighed.

14, 15. Hvordan har Jehova forhindret at hans navn er blevet udslettet?

¹⁴ Senere, især efter apostlenes død,  begyndte den første kristne menighed at blive inficeret af frafald. (2 Thess. 2:3-7) Falske lærere antog endda den jødiske tradition der gik ud på ikke at bruge Guds navn. Men ville Jehova tillade at hans navn blev udslettet? Nej, aldrig! I dag ved man ganske vist ikke nøjagtig hvordan navnet skal udtales, men det har overlevet. I tidens løb er det blevet brugt i forskellige bibeloversættelser og i bibelforskeres værker. I 1757 skrev Charles Peters for eksempel at „’Jehova’ . . . synes at beskrive Guds inderste væsen“ bedre end nogen af hans mange titler. Og i 1797 skrev Hopton Haynes i en bog om tilbedelsen af Gud: „JEHOVA egennavnet på jødernes GUD; den eneste de tilbad; hvilket også gjaldt Kristus og hans apostle.“ Henry Grew (1781-1862) brugte ikke blot Guds navn, men forstod også at det var blevet vanæret og måtte helliges. Også George Storrs (1796-1879), der arbejdede nært sammen med Charles T. Russell, brugte navnet, ligesom Russell naturligvis selv gjorde.

¹⁵ Året 1931 var særlig bemærkelsesværdigt, for det år antog De Internationale Bibelstudenter, som Guds folk dengang blev kaldt, det bibelske navn Jehovas Vidner. (Es. 43:10-12) Derved bekendtgjorde de over for verden at de var stolte af at tjene den eneste sande Gud, at være ’et folk for hans navn’ og at prise dette navn. (Apg. 15:14) Denne udvikling minder os om Jehovas ord i Malakias 1:11: „Fra det sted hvor solen står op til det sted hvor den går ned vil mit navn nemlig blive stort blandt nationerne.“

16. Hvorfor bør vi betragte det som en ære at vandre i Jehovas navn?

¹⁶ Profeten Mika skrev: „Alle folkeslagene vandrer hvert i sin guds navn; men vi vil vandre i Jehova vor Guds navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ (Mika 4:5) At Jehova gav Bibelstudenterne lov til at antage hans navn, var mere end blot en stor ære. Det var også en forsikring om at de havde hans godkendelse. (Læs Malakias 3:16-18). Hvad med dig? Gør du dit bedste for at ’vandre i Jehovas navn’?

17. Hvad indebærer det at vandre i Guds navn?

¹⁷ At vandre i Guds navn indebærer mindst tre ting. For det første må vi fortælle andre om navnet, for kun ved at ’påkalde Jehovas navn vil de blive frelst’. (Rom. 10:13) For det andet må vi genspejle Jehovas egenskaber, især hans kærlighed. Og for det tredje må vi villigt underordne os vores Fars retfærdige normer så vi ikke bringer skam over hans hellige navn. (1 Joh. 4:8; 5:3) Er du besluttet på at „vandre i Jehova vor Guds navn til fjerne tider“?

18. Hvorfor kan alle der ærer Jehovas store navn, tillidsfuldt se fremtiden i møde?

¹⁸ Snart vil alle der ignorerer eller trodser Jehova, blive tvunget til at anerkende ham. (Ez. 38:23) De er som Farao, der sagde: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst?“ Men den vildfarelse kom han hurtigt ud af! (2 Mos. 5:1, 2; 9:16; 12:29) Vi har helt frivilligt lært Jehova at kende. Vi er stolte af at tilhøre det folk der bærer hans navn og adlyder ham. Tillidsfuldt kan vi se fremtiden i møde, for i Salme 9:10 står der: „De der kender dit navn vil stole på dig, for du forlader ikke dem der søger dig, Jehova.“