„I kender hverken dagen eller timen“
„Hold jer derfor vågne, for I kender hverken dagen eller timen.“ — MATT. 25:13.
1-3. (a) Hvilke situationer hjælper os til at forstå hvad vi kan lære af to af Jesu billedtaler? (b) Hvilke spørgsmål må vi have svar på?
FORESTIL dig at en fremtrædende embedsmand beder dig om at køre ham til et vigtigt møde. Få minutter før du tager af sted for at hente ham, opdager du at der ikke er nok brændstof på bilen, så du skynder dig hen for at få tanket op. I mellemtiden ankommer embedsmanden. Han ser sig omkring, men kan ikke finde dig. Han kan ikke vente, så han beder en anden om at køre for sig. Da du lidt efter kommer for at hente ham, finder du ud af at han allerede er kørt. Hvordan ville du have det i den situation?
2 Forestil dig nu at det er dig der er embedsmanden, og at du har udvalgt tre kompetente mænd til at tage sig af nogle vigtige forretningsanliggender mens du er væk. Du forklarer dem hvad de skal gøre, og alle tre indvilliger. Men da du nogen tid efter kommer hjem, finder du ud af at kun to af mændene har fulgt dine anvisninger. Og hvad mere er, den der ikke har gjort det, kommer med undskyldninger. Faktisk havde han slet ikke forsøgt at gøre noget. Hvordan ville du have det med det?
3 Disse to situationer ligner billedtalen om jomfruerne og billedtalen om talenterne som Jesus brugte for at vise hvorfor nogle af de salvede kristne i endens tid ville være trofaste og kloge, og andre ikke. * (Matt. 25:1-30) Han fremhævede hvad det var man skulle lære af billedtalerne, ved at sige: „Hold jer derfor vågne, for I kender hverken dagen eller timen“ — det vil sige tidspunktet for hvornår Jesus vil eksekvere Guds dom over Satans verden. (Matt. 25:13) Denne tilskyndelse gælder også os i dag. Hvordan kan det være til gavn for os at ’holde os vågne’, sådan som Jesus opfordrede os til at gøre? Hvem har vist sig parate så de kan overleve? Og hvad må vi gøre nu for at holde os vågne?
HVORFOR DET ER GAVNLIGT AT HOLDE SIG VÅGEN
4. Hvorfor er det at holde sig vågen ikke ensbetydende med at man konstant holder øje med tiden?
4 Nogle gange er det vigtigt at være opmærksom på tiden. Det gælder for eksempel når man skal på arbejde, har en aftale hos lægen eller skal med toget. Men hvis man skal slukke en brand eller udføre redningsarbejde efter en katastrofe, kan det være distraherende, eller endog farligt, hele tiden at kigge på uret. Under sådanne omstændigheder er det langt vigtigere at koncentrere sig om det der skal gøres. Efterhånden som denne verdensordning nærmer sig sin afslutning, er det vigtigere end nogen sinde at vi fortæller andre hvad Jehova har gjort for at mennesker kan opnå frelse. At holde sig vågen som kristen er ikke ensbetydende med at man hele tiden kigger på uret, så at sige. Faktisk gavner det os på mindst fem måder at vi ikke kender den nøjagtige dag eller time for hvornår afslutningen kommer.
5. Hvordan er det at vi ikke kender dagen eller timen, med til at vise hvad der bor i vores hjerte?
5 For det første kan det at vi ikke ved hvornår enden kommer, give os mulighed for at vise hvad der virkelig bor i vores hjerte. Faktisk viser Jehova os respekt ved at han lader os selv vælge om vi vil være loyale mod ham. Ganske vist ser vi frem til at overleve afslutningen på denne ordning og opnå evigt liv, men det er ikke først og fremmest derfor vi tjener Jehova. Vi gør det fordi vi elsker ham. (Læs Salme 37:4). Vi finder glæde ved at gøre hans vilje og er klar over at han lærer os det der er til gavn for os. (Es. 48:17) Hans bud er ikke byrdefulde. — 1 Joh. 5:3.
6. Hvordan føler Gud det når vi tjener ham af kærlighed, og hvorfor?
6 En anden fordel ved ikke at kende dagen eller timen er at det giver os mulighed for at glæde Jehovas hjerte. Når vi tjener Jehova af kærlighed — og ikke kun fordi enden er nær eller vi gerne vil belønnes — er vi et svar på de falske anklager som hans modstander, Satan, har rettet mod ham. (Job 2:4, 5; læs Ordsprogene 27:11). Når vi tænker på al den smerte og sorg Djævelen har forårsaget, er vi lykkelige for at støtte Jehovas suveræne herredømme og afvise Satans onde styre.
7. Hvorfor synes du det er gavnligt at leve et selvopofrende liv?
7 For det tredje vil det at vi ikke kender den nøjagtige dato for hvornår enden kommer, motivere os til at leve et selvopofrende liv. Også nogle af dem der ikke kender Gud, tror at verden som den er i dag, ikke kan fortsætte ret meget længere. Da de frygter at jorden snart bliver ødelagt, har de denne indstilling: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ (1 Kor. 15:32) Vi, derimod, er ikke bange. Og vi ønsker ikke at holde os for os selv og kun gøre det vi selv har lyst til. (Ordsp. 18:1) Tværtimod siger vi nej til os selv og bruger villigt af vores tid, energi og midler til at fortælle andre den gode nyhed om Guds rige. (Læs Mattæus 16:24). Vi finder stor glæde ved at tjene Gud, især når vi hjælper andre til at lære ham at kende.
8. Hvilket bibelsk eksempel viser vigtigheden af at vi stoler helt på Jehova og hans ord?
8 En fjerde fordel ved ikke at kende dagen eller timen er at det hjælper os til at stole helt på Jehova og at gøre alt hvad vi kan for at leve efter hans ord. Fordi vi er ufuldkomne, er vi tilbøjelige til at stole for meget på os selv. Paulus gav alle kristne denne advarsel: „Lad . . . den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ Efter at have nævnt at 23.000 israelitter mistede Jehovas gunst kort før Josua skulle føre Guds folk ind i det lovede land, sagde Paulus: „Disse ting . . . blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ — 1 Kor. 10:8, 11, 12.
9. Hvordan kan prøvelser lutre os og hjælpe os til at få et nærmere forhold til Gud?
9 For det femte giver dét at vi ikke ved hvornår enden kommer, os lejlighed til at lære af de prøvelser vi udsættes for, så vi kan blive lutret. (Læs Salme 119:71). De sidste dage for denne ordning er så afgjort „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Tim. 3:1-5) Mange i Satans verden hader os, og det kan medføre at vi bliver forfulgt på grund af vores tro. (Joh. 15:19; 16:2) Hvis vi er ydmyge og lader os lede af Gud under sådanne prøver, vil vores tro blive lutret, eller renset, ligesom når metaller renses med ild. Prøvelser får os ikke til at give op, men hjælper os derimod til at få et så nært forhold til Jehova som vi aldrig havde forestillet os var muligt. — Jak. 1:2-4; 4:8.
10. Hvornår synes tiden at gå hurtigt?
10 Det er forskelligt hvor hurtigt tiden synes at gå. Når vi har travlt og ikke konstant ser på uret, er det som om tiden flyver af sted. Det samme er tilfældet hvis vi er helt optaget af det spændende arbejde Jehova har givet os. Så kan dagen og timen komme før vi aner det. I den forbindelse har de fleste af de salvede været et enestående eksempel. Lad os kort betragte hvad der skete efter at Jesus blev indsat som konge i 1914, og se hvordan nogle viste sig parate mens andre ikke gjorde det.
DE FLESTE SALVEDE VISER SIG PARATE
11. Hvorfor mente nogle af de salvede efter 1914 at Herren var længe om at komme?
11 Lad os vende tilbage til Jesu billedtaler om jomfruerne og talenterne. Hvis jomfruerne og trællene i disse billedtaler havde vidst hvornår brudgommen eller herren kom, ville de ikke have behøvet at være vågne og på vagt. Men de vidste det ikke, så de måtte sørge for hele tiden at være parate. De salvede vidste i årtier at 1914 ville være et særligt år, men de forstod ikke helt hvad der ville ske. Da tingene ikke gik som de havde forventet, kunne det virke som om brudgommen var længe om at komme. En broder sagde senere: ’En del af os troede for alvor at vi ville komme i himmelen i løbet af den første uge af oktober [1914].’
12. Hvordan viste de fleste af de salvede at de var trofaste og kloge?
12 Man kan let forestille sig hvor nedslående det må have været for brødrene at enden ikke kom som forventet! Dertil kom at de blev udsat for modstand under den første verdenskrig. I en periode var de praktisk talt uvirksomme, som om de sov. Men i 1919 blev de vækket! Jesus var kommet til Guds åndelige tempel for at inspicere det. Nogle klarede dog ikke inspektionen og mistede derfor den forret at ’gøre forretninger’ for kongen. (Matt. 25:16) De lignede de tåbelige jomfruer, for de havde ikke sørget for at have en tilstrækkelig forsyning af åndelig olie. Og ligesom den dovne træl var de ikke villige til at bringe personlige ofre for Rigets skyld. De fleste salvede var imidlertid fuldstændig loyale og viste, selv i de vanskelige krigsår, at de havde et stærkt ønske om at tjene deres Herre.
13. Hvilken indstilling havde trælleskaren efter 1914, og hvilken indstilling har den i dag?
13 Vagt-Taarnet for april 1916 bragte denne udtalelse: „Brødre, de af os, der staar i den rette Stilling for Gud, vil ikke blive skuffet ved nogle af Hans Ordninger. Vi ønskede ikke, at vor egen Vilje skulde ske; og da vi derfor udfandt, at det var den forkerte Ting, vi ventede i Oktbr. 1914, var vi glad over, at Herren ikke forandrede sin Plan for at tilfredsstille os. Vi ønskede ikke, at Han skulde gøre dette. Vi ønskede blot at blive i Stand til at forstaa Hans Planer og Hensigter.“ En sådan ydmyghed og villighed til at gøre Guds vilje er stadig kendetegnende for Herrens salvede i dag. De hævder ikke at de er inspirerede, men de er besluttede på at varetage Herrens „forretninger“ på jorden. Og i dag er der „en stor skare“ af „andre får“ — kristne med et jordisk håb — der efterligner deres eksempel ved at være årvågne og flittige. — Åb. 7:9; Joh. 10:16.
DE ANDRE FÅR VISER AT DE ER PARATE
14. Hvordan er det en beskyttelse for os at holde os nær til dem Gud har udnævnt til at sørge for åndelig føde?
14 Ligesom de salvede kristne holder årvågne medlemmer af den store skare sig nær til dem Gud har udnævnt til at sørge for åndelig føde. Derved er det som om de også fylder deres lamper med åndelig olie fra Guds ord og hans ånd. (Læs Salme 119:130; Johannes 16:13). Det styrker dem til at være parate når Kristus kommer, og hjælper dem til at være aktive selv når de udsættes for alvorlige prøver. Det fremgår blandt andet af følgende eksempel: I en nazistisk fangelejr havde brødrene kun én bibel, så de bad Jehova om mere åndelig føde. Kort efter hørte de at det var lykkedes en nylig indsat broder at smugle et par nye numre af Vagttårnet ind i lejren ved at skjule dem i sit træben. En af de overlevende, en salvet broder ved navn Ernst Wauer, fortalte senere: „Jehova hjalp os på en forunderlig måde til at huske de opbyggende tanker i artiklerne.“ Han sagde også: „I vore dage er det så nemt at få fat i den åndelige føde, men værdsætter vi den i tilstrækkelig grad? Jeg er sikker på at Jehova har rige velsignelser i beredskab til dem der stoler på ham og forbliver loyale, ja til alle der spiser ved hans bord.“
15, 16. Hvordan blev et ægtepar velsignet for deres flittige indsats i forkyndelsen, og hvad kan du lære af den slags erfaringer?
15 De andre får hjælper Kristi brødre ved at være travlt optaget af at udføre Herrens arbejde. (Matt. 25:40) I modsætning til den onde og dovne træl i Jesu billedtale er de villige til at bringe ofre og gøre en ihærdig indsats for at sætte Riget først i deres liv. Tag for eksempel Jon og Masako. Dette ægtepar blev spurgt om de ville rejse til Kenya for at hjælpe med at forkynde for de kinesisktalende. Først var de lidt forbeholdne, men efter at have tænkt det igennem og lagt det frem for Jehova i bøn, besluttede de at flytte.
16 Deres flittige indsats blev rigt velsignet. „Forkyndelsen her er fantastisk,“ sagde de. De oprettede syv bibelstudier og fik mange andre spændende oplevelser. De tilføjede: „Vi takker Jehova hver dag for at vi kan være her.“ Selvfølgelig er der mange andre brødre og søstre som har vist at de ønsker at være travlt optaget i tjenesten for Gud uanset hvornår enden kommer. Tænk på de tusinder der er udgået fra Gileadskolen og har taget missionærtjenesten op. Du kan få et indblik i denne særlige form for tjeneste ved at læse artiklen „Vi gør vort bedste“, som blev bragt i Vagttårnet for 15. oktober 2001. Mens du læser denne spændende artikel om en typisk dag for en missionær, kan du tænke over hvordan du måske kan øge din tjeneste til Guds pris og derved også øge din glæde.
VI SKAL FORTSAT HOLDE OS VÅGNE
17. Hvordan har det været til gavn for os at vi ikke kender dagen eller timen?
17 At vi ikke kender den nøjagtige dag eller time for hvornår afslutningen på denne ordning vil indtræffe, har ikke gjort os frustrerede eller skuffede, men har tværtimod været til stor gavn for os. Det har hjulpet os til at være travlt optaget af at gøre Jehovas vilje og til at få et endnu nærmere forhold til ham. Fordi vi fortsat har vores „hånd på ploven“ og ikke lader os distrahere, oplever vi stor glæde i tjenesten for vores Herre. — Luk. 9:62.
18. Hvorfor ønsker vi at forblive trofaste i vores tjeneste for Gud?
18 Vi nærmer os hastigt Guds domsdag. Ingen af os ønsker at skuffe Jehova og Jesus som har betroet os nogle dyrebare tjenesteprivilegier i disse sidste dage. Hvor kan vi være taknemmelige for den tillid de viser os! — Læs Første Timoteusbrev 1:12.
19. Hvordan kan vi vise at vi er parate?
19 Uanset om vi har håb om at opnå liv i himmelen eller i Paradiset på jorden, lad os da være besluttede på fortsat at adlyde Guds befaling om at forkynde og gøre disciple. Vi kender stadig ikke den nøjagtige dag eller time for hvornår Jehovas dag indtræffer, men behøver vi det? Vi kan og vil fortsætte med at vise os parate. (Matt. 24:36, 44) Så længe vi stoler fuldt ud på Jehova og sætter hans rige først, kan vi være helt sikre på at vi ikke vil blive skuffede. — Rom. 10:11.