Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Værdsætter du ægteskabet som en gave fra Gud?

Værdsætter du ægteskabet som en gave fra Gud?

Værdsætter du ægteskabet som en gave fra Gud?

„Måtte Jehova lade jer finde et trygt hjem, hver især i sin mands hus.“ — RUT 1:9.

SE EFTER SVARENE:

Hvordan viste de der i fortiden tjente Gud, at de betragtede ægteskabet som en gave fra ham?

Hvordan ved vi at det ikke er uden betydning for Jehova hvem man vælger at gifte sig med?

Hvilke bibelske råd om ægteskab vil du prøve at følge i dit liv?

1. Hvordan reagerede Adam da han fik en hustru?

„DETTE er endelig ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes Kvinde, for af manden er hun taget.“ (1 Mos. 2:23) Hvor var den første mand, Adam, lykkelig over at have fået en hustru! Der er ikke noget at sige til at han udtrykte sig i så poetiske vendinger! Efter at Jehova havde fået Adam til at falde i en dyb søvn, tog han et ribben fra ham, og ved hjælp af det skabte han denne smukke kvinde. Senere gav Adam hende navnet Eva. Gud forenede de to i ægteskabet. Eftersom Jehova havde brugt et af Adams ribben til at skabe kvinden, var Adam og Eva tættere knyttet end noget ægtepar i dag.

2. Hvorfor føler mænd og kvinder sig tiltrukket af hinanden?

2 I sin uforlignelige visdom skabte Jehova menneskene med evnen til at nære romantisk kærlighed — en egenskab der ville få mænd og kvinder til at føle sig tiltrukket af hinanden. De fleste der gifter sig, håber at deres kærlighed vil vare ved. Utallige af Jehovas tjenere har oplevet en sådan varig kærlighed.

DE VÆRDSATTE ÆGTESKABETS GAVE

3. Hvordan fik Isak en kone?

3 Den trofaste Abraham havde stor respekt for ægteskabsordningen. Derfor sendte han sin ældste tjener af sted til Mesopotamien for at finde en kone til Isak. Tjeneren bad Jehova om hjælp, og det førte til noget godt. Den gudfrygtige Rebekka blev Isaks elskede hustru, og hun kom til at spille en rolle i opfyldelsen af Jehovas hensigt i forbindelse med Abrahams afkom. (1 Mos. 22:18; 24:12-14, 67) Denne beretning giver dog ikke belæg for at man optræder som selvbestaltet ægteskabsformidler — hvor velmenende man end måtte være. I dag vælger mange selv hvem de vil giftes med. Det er heller ikke sådan at par bliver smedet sammen i himmelen, men Gud vil dog hjælpe kristne på dette og andre områder af livet hvis de beder om vejledning og lader sig lede af hans ånd. — Gal. 5:18, 25.

4, 5. Hvad overbeviser dig om at sjulamitten og hyrden nærede stærke følelser for hinanden?

4 En smuk sjulamitpige i det gamle Israel ville ikke have at andre pressede hende til at blive en af kong Salomons mange hustruer. Hun sagde: „Jeg lader jer sværge, Jerusalems døtre, at I ikke prøver at vække eller at ægge kærligheden i mig førend den har lyst.“ (Højs. 8:4) Sjulamitten havde stærke følelser for en anden, nemlig en hyrde. Ydmygt sagde hun til ham: „Jeg er en krokus på kystsletten, en lilje i lavningerne.“ Men hyrden svarede hende: „Som en lilje blandt tornet ukrudt, sådan er min veninde blandt døtrene.“ (Højs. 2:1, 2) De elskede virkelig hinanden.

5 Eftersom sjulamitten og hyrden først og fremmest elskede Gud, ville deres ægteskab blive meget stærkt. Sjulamitten sagde til sin elskede hyrde: „Sæt mig som et segl på dit hjerte, som et segl på din arm; for kærligheden er stærk som døden; den udelte hengivenhed er standhaftig som Sheol. Dens luer er luer af ild, Jahs flamme. Selv mange vande kan ikke slukke kærligheden, og floder kan ikke skylle den bort. Hvis en mand ville give alt hvad han havde af værdi i sit hus for kærlighed, ville man blot ringeagte det.“ (Højs. 8:6, 7) Hvorfor skulle en tjener for Jehova der overvejer ægteskab, nøjes med mindre?

DIT VALG HAR BETYDNING FOR GUD

6, 7. Hvordan ved vi at det har betydning for Gud hvem vi vælger at gifte os med?

6 Det er ikke uden betydning for Jehova hvem man vælger at gifte sig med. Hvad angår indbyggerne i Kana’an fik israelitterne denne befaling: „Du må ikke besvogre dig med dem. Din datter må du ikke give til hans søn, og hans datter må du ikke tage til din søn. For han vil vende din søn bort fra mig, og de vil tjene andre guder, og Jehovas vrede vil blusse op imod jer, og han vil tilintetgøre dig i hast.“ (5 Mos. 7:3, 4) Flere hundrede år senere sagde præsten Ezra: „I har handlet troløst idet I har fremmede kvinder boende, og har således øget Israels skyld.“ (Ezra 10:10) Og apostelen Paulus sagde til sine medkristne: „En hustru er bundet i al den tid hendes mand lever. Men hvis hendes mand skulle sove ind i døden, er hun fri til at blive gift med hvem hun vil, dog kun i Herren.“ — 1 Kor. 7:39.

7 Hvis en indviet tjener for Jehova giftede sig med en ikketroende, ville det være et udtryk for ulydighed mod Gud. Israelitterne på Ezras tid handlede troløst ved at have „fremmede kvinder boende“. Bibelen udtaler sig meget klart om hvem Guds tjenere kan gifte sig med, og det ville være forkert at udvande dens vejledning. (Ezra 10:10; 2 Kor. 6:14, 15) En kristen der gifter sig med en ikketroende, er ikke et godt eksempel og mangler værdsættelse af ægteskabet som en gave fra Gud. Det kan medføre at vedkommende mister nogle af sine forrettigheder blandt Guds folk. Og ville det være logisk at forvente at blive velsignet, når man i realiteten må sige til Jehova i bøn: ’Jehova, jeg har med vilje været ulydig mod dig. Men vil du ikke nok velsigne mig alligevel?’

VORES HIMMELSKE FADER VED BEDST

8. Forklar hvorfor vi skal følge Guds vejledning angående ægteskabet.

8 En der har konstrueret en maskine, ved præcis hvordan den virker, og hvis andre skal samle den, kan han give dem de nødvendige instruktioner. Men hvad nu hvis de ignorerer instruktionerne og samler den på deres egen måde? Resultatet kunne blive katastrofalt! Hvis vi skal kunne opnå et lykkeligt ægteskab, må vi ligeledes følge de instruktioner vi har fået af Jehova, ægteskabets konstruktør, eller indstifter.

9. Hvorfor indstiftede Jehova ægteskabet?

9 Jehova ved alt om mennesker og ægteskab. Han skabte dem med et seksuelt behov så de kunne blive „frugtbare og talrige“. (1 Mos. 1:28) Gud har også forståelse for at mennesker kan føle sig ensomme. Før han skabte den første kvinde, sagde han: „Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.“ (1 Mos. 2:18) Desuden ved Jehova at ægteskabet kan føre til stor glæde. — Læs Ordsprogene 5:15-18.

10. Hvad skal kristne have i tanke i forbindelse med det intime samliv i ægteskabet?

10 Eftersom Adam gav synd og ufuldkommenhed videre til alle mennesker, er der i dag ikke noget ægteskab der er perfekt. Alligevel kan Jehovas tjenere opnå sand lykke i ægteskabet ved at følge Guds ord. For eksempel gav Paulus klar vejledning angående det intime samliv i ægteskabet. (Læs Første Korintherbrev 7:1-5). Bibelen siger ikke at det eneste formål med ægtefællers seksuelle samliv er at få børn. Det kan også være med til at opfylde et følelsesmæssigt og fysisk behov. Men perverse handlinger er bestemt ikke noget der behager Gud. Kristne mænd og kvinder ønsker at udtrykke ømhed over for hinanden i forbindelse med denne side af ægteskabet og på den måde vise hinanden ægte kærlighed.

11. Hvordan blev Rut velsignet for at have gjort tingene på Jehovas måde?

11 Ægteskabet bør være fyldt med glæde, ikke med sorg og trængsel. Et kristent hjem bør i særlig grad være et sted hvor der er fred og ro. En forudsætning for at det kan blive det, fremgår af noget der skete for omkring 3000 år siden da den aldrende enke No’omi og hendes svigerdøtre, Orpa og Rut, der også var enker, var på rejse fra Moab til Juda. No’omi tilskyndede de to yngre kvinder til at vende tilbage til deres folk, men moabitterinden Rut blev hos sin svigermor. Rut var trofast over for den sande Gud og fik ’fuld løn af Jehova, under hvis vinger hun havde søgt tilflugt’. (Rut 1:9; 2:12) Med stor værdsættelse af ægteskabet som en gave fra Gud giftede hun sig med den noget ældre Boaz, der også tjente Jehova. Når Rut får en opstandelse i Guds nye verden, vil hun kunne glæde sig over at hun blev stammoder til Jesus Kristus. (Matt. 1:1, 5, 6; Luk. 3:23, 32) Ja, Rut blev rigt velsignet fordi hun gjorde tingene på Jehovas måde!

GOD ÆGTESKABSVEJLEDNING

12. Hvor kan man finde gode råd om ægteskab?

12 Ægteskabets Indstifter fortæller os alt det vi har brug for at vide for at kunne få et godt ægteskab. Ingen mennesker ved lige så meget som ham. Og fordi Bibelen indeholder den bedste vejledning om ægteskab, bør de der råder andre om familielivet, altid holde sig til vejledningen i Guds ord. Under inspiration fra Jehova gav apostelen Paulus for eksempel dette råd: „Lad . . . hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Ef. 5:33) Der er ikke noget ved dette bibelske råd som modne kristne ikke kan forstå. Spørgsmålet er blot: Vil de adlyde Jehovas ord? Det vil de gøre hvis de virkelig værdsætter ægteskabets gave. *

13. Hvad kan blive resultatet hvis en ægtemand ikke følger rådet i Første Petersbrev 3:7?

13 En kristen ægtemand skal behandle sin hustru kærligt. Apostelen Peter skrev: „I mænd skal på samme måde leve sammen med dem i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er, for at jeres bønner ikke skal blive hindret.“ (1 Pet. 3:7) En ægtemands bønner kan altså blive hindret hvis han ikke følger vejledningen fra Jehova. Det kan komme til at gå ud over begge ægtefællers åndelige tilstand og kan føre til spændinger og skænderier og til at man behandler hinanden dårligt.

14. Hvilken indflydelse kan en kærlig hustru have på sin familie?

14 En hustru der lader sig lede af Jehovas ord og hans hellige ånd, kan gøre meget for at hendes hjem kan være et fredeligt og lykkeligt sted. Det er helt naturligt at en gudfrygtig ægtemand elsker sin hustru og ønsker at beskytte hende fysisk og åndeligt. Og fordi hun ønsker at han skal elske hende, bestræber hun sig for at være elskelig. „Den kvinde der ejer sand visdom opbygger sit hus,“ står der i Ordsprogene 14:1, „men den dåragtige river det ned med sine hænder.“ En vís og kærlig hustru bidrager i høj grad til at det går godt i familien. På den måde viser hun at hun virkelig værdsætter den gave ægteskabet er.

15. Hvilken vejledning findes i Efeserbrevet 5:22-25?

15 Når mænd og hustruer behandler hinanden ligesom Jesus behandler menigheden, viser de værdsættelse af ægteskabets gave. (Læs Efeserbrevet 5:22-25). De vil vise hinanden ægte kærlighed og aldrig lade barnagtig tavshed eller ukristne egenskaber som stolthed ødelægge deres ægteskab. Sådanne par vil opnå Jehovas velsignelse!

LAD INGEN SKILLE DEM AD

16. Hvorfor vælger nogle kristne ikke at gifte sig?

16 De fleste vil gerne giftes på et eller andet tidspunkt i livet, men nogle af Jehovas tjenere har ikke kunnet finde en ægtefælle som lever op til både deres egne og Jehovas kriterier, og har derfor ladet være med at gifte sig. Andre har ikke noget ønske om at blive gift, og denne gave fra Gud gør det muligt for dem at være helt optaget af den hellige tjeneste uden at blive distraheret. Selvfølgelig skal man også som ugift holde sig inden for de moralske grænser Jehova har sat. — Matt. 19:10-12; 1 Kor. 7:1, 6, 7, 17.

17. (a) Hvad sagde Jesus om ægteskabet? (b) Hvad må en kristen uden tøven gøre hvis han begynder at begære en andens ægtefælle?

17 Uanset om man er gift eller ej, må man huske på Jesu ord: „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’? Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ (Matt. 19:4-6) Det er en synd at begære en andens ægtefælle. (5 Mos. 5:21) Hvis en kristen opdager at han har tilladt et sådant begær at vokse frem, må han uden tøven rykke det urene ønske op med rode, også selvom det kan betyde stor følelsesmæssig smerte. (Matt. 5:27-30) Det er af livsvigtig betydning at man ændrer en sådan tankegang og undertrykker de urette ønsker der måtte opstå i ens forræderiske hjerte. — Jer. 17:9.

18. Hvordan bør vi betragte ægteskabet?

18 Selv mange der ikke kender Jehova Gud, og derfor heller ikke ved at det er ham der har givet os ægteskabets vidunderlige gave, viser respekt for ægteskabet. Hvor meget mere burde vi, som har indviet os til den ’lykkelige Gud’, Jehova, da ikke glæde os over alle de gaver vi har fået fra ham, og tydeligt vise at vi værdsætter ægteskabet som en gave fra Gud! — 1 Tim. 1:11.

[Fodnote]

^ par. 12 Der gives flere gode råd angående ægteskabet i kapitel 10 og 11 i bogen ’Bevar jer selv i Guds kærlighed’.

[Studiespørgsmål]

[Tekstcitat på side 6]

Et godt ægteskab ærer Jehova og kan være til stor glæde for hele familien

[Illustration på side 5]

Rut viste at hun betragtede ægteskabet som en gave fra Gud

[Illustration på side 7]

Viser du at du virkelig værdsætter ægteskabets gave?