„Handicappet nu, men ikke i al evighed!“

Fortalt af Sara van der Monde

Folk siger ofte til mig: „Sara, du har sådan et dejligt smil. Hvorfor er du altid så glad?“ Jeg fortæller dem at jeg har et særligt håb. Dette håb kan beskrives med ordene: „Jeg er handicappet nu, men ikke i al evighed!“

JEG er født i 1974 i Paris. Det var en vanskelig fødsel, og senere fik jeg stillet diagnosen spastisk lammelse. Jeg havde nedsat bevægelighed, og det var svært for mig at tale så andre kunne forstå det. Jeg fik også epilepsi og var meget modtagelig for infektioner.

Da jeg var to år gammel, flyttede min mor og far og jeg til Melbourne i Australien. To år senere forlod min far os. Det er første gang jeg kan huske at jeg følte at Gud var mig nær. Min mor, der var et af Jehovas Vidner, tog mig med til de kristne møder, hvor jeg lærte at Gud elskede mig og havde omsorg for mig. Denne viden, og min mors kærlighed og trøst, hjalp mig til at føle mig tryg trods vores ændrede situation.

Min mor lærte mig også at bede til Jehova. Faktisk synes jeg at det er meget lettere at bede end at tale. Når jeg beder, behøver jeg ikke at kæmpe med at udtale ordene; de står helt tydeligt i mit sind. Og da min tale er svær at forstå, er det trøstende at vide at Jehova forstår alt, uanset om jeg siger det inden i mig selv eller udtrykker mig med famlende ord. — Sl. 65:2.

Hvordan jeg tacklede nye problemer

I femårsalderen var min spastiske lammelse så fremskreden at jeg måtte have kraftige benskinner på for at kunne gå. Min gang var mildest talt vaklende. Som 11-årig kunne jeg ikke længere gå. Og senere kunne jeg kun komme ud af sengen ved hjælp af en elektrisk hejs som løftede mig op i min elkørestol.

Jeg må ærligt indrømme at mit handicap nogle gange gør mig nedtrykt. Men så husker jeg på det motto vi har i familien: „Lad være med at bekymre dig om det du ikke kan. Bare fortsæt med det du kan.“ Denne tanke har givet mig gåpåmod så jeg har kunnet ride, sejle, tage på kanotur og på camping og endda køre bil på en lukket bane! Jeg udfolder mine kreative sider ved at male, sy, quilte, brodere og lave keramik.

Mit alvorlige handicap har fået nogle til at betvivle min evne til at træffe et selvstændigt valg med hensyn til at tjene Gud. Da jeg var 18, opfordrede en af mine lærere mig til at flytte hjemmefra for at „slippe for“ min mors religion. Hun tilbød endda at finde et sted  hvor jeg kunne bo. Men jeg fortalte hende at jeg aldrig ville opgive min tro, og at jeg først ville flytte hjemmefra når jeg bedre kunne klare mig selv.

Kort tid efter episoden med min lærer blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. Og to år senere flyttede jeg ind i en lille lejlighed. Nu kan jeg få den støtte jeg har brug for, samtidig med at jeg nyder et stort mål af uafhængighed.

Et uventet frieri

I årenes løb har jeg også stået over for andre trosprøver. En dag blev jeg fuldstændig overrumplet da en ung mand jeg gik på skole med — som også var handicappet — spurgte om jeg ville gifte mig med ham. Først blev jeg smigret. Som de fleste andre unge kvinder ønsker jeg at få en livsledsager. Men at have et handicap tilfælles er ikke nogen garanti for at man vil få et lykkeligt ægteskab. Og manden var ikke et af Jehovas Vidner. Vi var vidt forskellige hvad tro, interesser og mål angik. Hvordan skulle vi så kunne dele livet med hinanden? Jeg var også besluttet på at adlyde Jehovas klare befaling om kun at gifte sig med en der tilbeder ham. (1 Kor. 7:39) Derfor sagde jeg venligt til ham at jeg ikke kunne gifte mig med ham.

Jeg synes stadig at det var det rigtige valg jeg traf. Og jeg er helt overbevist om at jeg i Guds lovede nye verden vil blive lykkelig. (Sl. 145:16; 2 Pet. 3:13) Indtil da er jeg besluttet på at forblive loyal over for Jehova og være tilfreds med hvordan min situation er nu.

Jeg ser frem til den dag hvor jeg kan springe op fra min kørestol og suse omkring som vinden. Så vil jeg jublende råbe: „Jeg var handicappet, men nu er jeg sund og rask — og det vil jeg være for evigt!“