’Jag efter det der skaber fred’

EN VEJ der lige er blevet asfalteret, virker solid, som om intet kan ødelægge den. Med tiden kan der imidlertid komme revner og huller. Det er derfor nødvendigt at reparere vejen for at gøre den sikker og bevare den.

På samme måde er det med vores forhold til andre. Indimellem kan det blive anspændt og endda slå revner. Apostelen Paulus vidste at der var meningsforskelle blandt nogle af de kristne i Rom. Han vejledte sine trosfæller med ordene: „Lad os . . . jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse.“ (Rom. 14:13, 19) Hvorfor er det nødvendigt at „jage efter det der skaber fred“? Hvordan kan vi modigt og på en virkningsfuld måde arbejde på at skabe fred?

Hvorfor jage efter fred?

Hvis små revner i vejbelægningen ikke repareres, kan de blive til farlige huller. På samme måde kan det være katastrofalt hvis man ikke får bilagt personlige stridigheder. Apostelen Johannes skrev: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ (1 Joh. 4:20) En personlig uoverensstemmelse kunne efterhånden få en kristen til at hade sin broder.

Jesus Kristus viste at Jehova ikke kan acceptere vores tilbedelse medmindre vi har sluttet fred med andre. Jesus gav sine disciple følgende vejledning: „Derfor, hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ (Matt. 5:23, 24) Ja, en vigtig grund til at jage efter fred er at vi ønsker at behage Jehova. *

Der opstod en situation i menigheden i Filippi som understreger en anden grund til at jage efter fred. Der var kommet en kurre på tråden mellem to kristne søstre, Evodia og Syntyke. Bibelen oplyser ikke hvad det drejede sig om, men åbenbart truede problemet hele menighedens fred. (Fil. 4:2, 3) Personlige  uoverensstemmelser som ikke bliver løst, kan hurtigt blive offentligt kendt. Ønsket om at bevare kærligheden og enheden i menigheden skulle få os til at holde fred med vores trosfæller.

„Lykkelige er de som stifter fred,“ sagde Jesus. (Matt. 5:9) At have fred med hinanden giver glæde og tilfredshed. Fred er desuden med til at fremme et godt helbred, for „et roligt hjerte er liv for legemet“. (Ordsp. 14:30) Hvis man derimod gemmer på vrede, kan det øge risikoen for at man bliver fysisk syg.

De fleste kristne er enige i at det er nødvendigt at jage efter fred, men måske spekulerer du på hvordan man skal løse uoverensstemmelser. Lad os se på nogle bibelske principper som kan lede os.

At tale roligt om problemet kan føre til at freden bliver genoprettet

Mindre revner i vejbelægningen kan ofte repareres ved at dække det beskadigede område med et nyt lag. Er det muligt for os at tilgive og dække over vore brødres mindre fejl? Det vil det sandsynligvis være i de fleste tilfælde hvor man er kommet på kant med en anden, for apostelen Peter skrev at „kærlighed dækker over en mængde synder“. — 1 Pet. 4:8.

Men til tider synes et problem måske at være så alvorligt at vi simpelt hen ikke kan slå det ud af hovedet. Det skete for eksempel for israelitterne kort efter at de havde taget det forjættede land i besiddelse. Før „Rubens sønner og Gads sønner og Manasses halve stamme“ tog over på den anden side af Jordanfloden, rejste de „et stort alter som kunne ses vidt omkring“. Israels andre stammer troede at alteret blev brugt til afgudsdyrkelse, og kunne ikke bare ignorere problemet. De forberedte sig på et felttog imod de tre stammer. — Jos. 22:9-12.

Nogle af israelitterne har måske følt at der allerede var tilstrækkelige beviser for at disse stammer havde gjort sig skyldige i synd, og at et overraskelsesangreb ville betyde at et færre antal af deres egne mænd mistede livet. Men frem for at handle overilet sendte stammerne vest for Jordan en delegation af sted for at drøfte problemet med deres brødre. De spurgte: „Hvad er det for en troløshed I har vist mod Israels Gud ved i dag at vende jer bort fra Jehova?“ De stammer som havde bygget alteret, var rent faktisk ikke troløse. Spørgsmålet var nu hvordan de ville reagere på en sådan beskyldning. Ville de komme med heftige vredesudbrud mod deres anklagere, eller ville de nægte at tale med dem? De stammer der blev anklaget, svarede mildt og gjorde det helt klart at deres handlinger virkelig var motiveret af deres ønske om at tjene Jehova. Deres svar gjorde at de bevarede deres forhold til Gud og reddede menneskeliv. Det at man talte roligt sammen om problemet, førte til at freden blev genoprettet. — Jos. 22:13-34.

 Inden de andre israelitter tog affære og der skete noget alvorligt, drøftede de klogeligt problemet med Rubens og Gads stamme og Manasses halve stamme. Guds ord siger: „Vær aldrig hastig i din vrede; det er kun dårer som gemmer på vrede.“ (Præd. 7:9, Moffatt) Ifølge Bibelen skal man klare et alvorligt mellemværende ved roligt og åbent at tale sammen om tingene. Kan vi virkelig forvente Jehovas velsignelse hvis vi fortsat er vrede og ikke henvender os til den vi føler har behandlet os forkert?

Men hvordan reagerer vi så hvis en kristen trosfælle henvender sig til os fordi han er blevet fornærmet, og måske endda beskylder os for noget vi ikke har gjort? „Et mildt svar afvender forbitrelse,“ siger Bibelen. (Ordsp. 15:1) De israelitiske stammer som falskeligt var blevet anklaget, forklarede mildt men uden omsvøb hvordan tingene hang sammen, og på den måde fik de deres ophidsede brødre til at falde til ro. Uanset om det er os eller vores broder der tager initiativet til en samtale, gør vi klogt i at spørge os selv hvilket ordvalg og tonefald og hvilken opførsel der højst tænkeligt vil være med til at fremme freden.

Brug tungen klogt

Jehova forstår at vi har behov for at tale om det der går os på. Men hvis vi ikke får løst en personlig uoverensstemmelse, kunne vi let blive fristet til at betro os til en anden. Når man er vred, kan det meget nemt føre til kritisk tale. Angående uret brug af tungen siges der i Ordsprogene 11:11: „Ved ugudeliges mund brydes [en stad] ned.“ På samme måde kan uoverlagte ord om en kristen trosfælle forstyrre freden i en menighed.

At jage efter fred betyder dog ikke at man helt skal undgå at tale om sine brødre og søstre. Apostelen Paulus vejledte sine trosfæller med ordene: „Lad aldrig ondsindet tale komme over jeres læber.“ Men han tilføjede: „Sig kun de gode ting mennesker har brug for at høre, ting som virkelig vil hjælpe dem. . . . Vær venlige, medfølende og tilgivende over for hinanden.“ (Ef. 4:29-32, The New American Bible) Forestil dig at en broder som var blevet stødt over noget du havde sagt eller gjort, henvendte sig til dig. Ville det ikke være lettere for dig at sige undskyld og genoprette freden hvis han plejede at tale positivt om dig til andre? Hvis vi er kendt for at tale positivt når vi omtaler vores kristne brødre og søstre, vil det gøre det lettere for os at genoprette freden hvis der opstår stridigheder. — Luk. 6:31.

Tjen Gud „skulder ved skulder“

På grund af vores syndige natur er vi tilbøjelige til at undgå dem der har såret os; vi isolerer os. Men en sådan kurs er uklog. (Ordsp. 18:1) Som et forenet folk der påkalder Jehovas navn, er vi besluttede på at „tjene ham skulder ved skulder“. — Zef. 3:9.

Andres upassende tale eller handlemåde skulle aldrig få os til at slække på vores nidkærhed for den rene tilbedelse. Blot få dage før Jesu offer erstattede de ofre der blev bragt ved templet, og kort efter at Jesus havde fordømt de skriftlærde, lagde han mærke til en fattig enke som lagde „alle de midler hun havde at leve af“ i templets bidragsbøsse. Prøvede Jesus at standse hende? Nej, tværtimod. Han talte godt om hendes loyale støtte til Jehovas menighed dengang. (Luk. 21:1-4) Andres uretfærdige handlinger fritog hende ikke for forpligtelsen til at støtte tilbedelsen af Jehova.

Måske føler vi at en kristen broder eller søster har behandlet os forkert, ja, måske endda uretfærdigt. Men hvordan vil vi reagere? Vil vi lade det få indflydelse på vores helhjertede tjeneste for Jehova? Eller vil vi modigt gøre noget for at bilægge personlige uoverensstemmelser af enhver art så den værdifulde fred kan bevares i Guds menighed i dag?

Bibelen siger: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ (Rom. 12:18) Vi må være besluttede på at efterleve disse ord og derved holde os sikkert på livets vej.

[Fodnote]

[Illustration på side 17]

Evodia og Syntyke havde brug for at jage efter fred

[Illustration på side 18]

Hvilket ordvalg, tonefald og hvilken opførsel vil højst tænkeligt være med til at fremme freden?