Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Har du en udødelig sjæl?

Har du en udødelig sjæl?

Har du en udødelig sjæl?

Er vi kun kød og blod? Eller består vi af mere end de fysiske bestanddele vi er opbygget af? Er vi her i dag, men er borte i morgen? Eller lever en usynlig del af os videre efter døden?

VERDENS mange forskellige religioner har udviklet en forvirrende række opfattelser af et liv efter døden, men fælles for de fleste trosretninger er læren om at noget i mennesket er udødeligt og lever videre efter døden. Mange antager at dette „noget“ er en sjæl. Hvad tror du? Består vi af både kød og sjæl? Hvad er en sjæl? Har mennesket en udødelig sjæl? Det er helt klart vigtigt for os at finde ud af hvad vi består af!

„Mennesket blev en levende sjæl“

Er „sjælen“ en del af mennesket som forlader legemet ved døden og lever videre? Ifølge Holman Illustrated Bible Dictionary „er sjælen ofte synonymt med hele personen“. I Første Mosebog 2:7 står der for eksempel: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ Det første menneske, Adam, var en sjæl.

At ordet „sjæl“ kan betyde hele personen, ses også af andre skriftsteder. For eksempel taler Bibelen om at en sjæl udfører arbejde. (3 Mosebog 23:30) Den taler også om at sjælen kan være utålmodig, plaget, søvnløs, frygtsom eller modfalden. (Dommerne 16:16; Job 19:2; Salme 119:28; Apostelgerninger 2:43; 1 Thessaloniker 5:14) I Romerbrevet 13:1 bruges ordet sjæl om en person når der siges: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ Og i Første Petersbrev 3:20 står der: „I Noas dage . . . blev nogle få, det vil sige otte sjæle, bragt sikkert igennem vandet.“ Der er ikke noget i disse skriftsteder som viser at sjælen er en slags immateriel del af mennesket der lever videre efter døden.

Hvad med dyr og planter? Er de også sjæle? Bemærk hvordan Bibelen beskriver skabelsen af dyrene. „Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle,“ lød Guds befaling. Og på den følgende skabelsesdag sagde Gud: „Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.“ (1 Mosebog 1:20, 24) Alle levende skabninger — mennesker såvel som dyr — er altså sjæle. Bibelen betegner derimod ikke planter som sjæle.

Ordet „sjæl“ bruges også i en anden betydning. I Job 33:22 står der: „Hans sjæl kommer nærmere til gravens dyb, hans liv til dem der bringer død.“ Her bruges ordene „sjæl“ og „liv“ synonymt, idet det ene ord forklarer betydningen af det andet. „Sjæl“ kan altså betyde det liv man har som en levende sjæl, eller person. I den forbindelse beskriver Bibelen de af Moses’ fjender der søgte at dræbe ham, som „alle de mænd som efterstræbte [hans] sjæl“. (2 Mosebog 4:19) Og om Jesus Kristus siger Bibelen at Menneskesønnen kom for at „give sin sjæl [sit liv] som en løsesum i bytte for mange“. — Mattæus 20:28.

Bibelens definition af ordet „sjæl“ er enkel og konsekvent. Det kan henvise til et menneske eller et dyr, eller til det liv en skabning har som en levende sjæl. Som vi vil se, harmonerer denne forståelse med det Bibelen siger der sker med sjælen ved døden.

’Den sjæl der synder, skal dø’

Bibelen siger: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Da profeten Elias var i nød, „bad [han] om at hans sjæl måtte dø“. (1 Kongebog 19:4) Også Jonas „bad om at hans sjæl måtte dø“. (Jonas 4:8) Ja, når personen dør, dør sjælen; den er ikke udødelig. Eftersom en person er en sjæl, kan man altså sige at når et menneske dør, dør hans sjæl.

Men står der ikke i Bibelen at sjælen går ud, og at den vender tilbage? I forbindelse med det der skete med Rakel da hun fødte en søn, siger Bibelen: „Da hendes sjæl var ved at gå ud — for hun døde — gav hun ham navnet Ben-Oni; men hans fader kaldte ham Benjamin.“ (1 Mosebog 35:18) Og angående opstandelsen af en enkes søn står der i Første Kongebog 17:22: „Da hørte Jehova på Elias’ røst [i bøn], og barnets sjæl vendte tilbage til ham og han kom til live.“ Viser disse skriftsteder at sjælen er noget usynligt og immaterielt som forlader legemet eller tager bolig i det?

Husk at én betydning af ordet „sjæl“ er „liv“. Når der siges at Rakels sjæl gik ud, betyder det med andre ord at hendes liv ophørte. Andre bibeloversættelser gengiver da også ordene „hendes sjæl var ved at gå ud“ med „Rakel udåndede“ (da. aut.) og „hendes liv ebbede ud“ (Knox). I tilfældet med enkens søn var det også livet der „vendte tilbage til“ drengen. — 1 Kongebog 17:23.

Hvad et menneske er

Af Bibelen fremgår det altså tydeligt hvad mennesket er. Mennesket har ikke en sjæl; det er en sjæl. Som følge af det vi mennesker er — vores natur — afhænger de dødes fremtid af om de får en opstandelse. Bibelens løfte lyder: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Jesu] røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ (Johannes 5:28, 29) Dette pålidelige løfte om en opstandelse — og ikke læren om en udødelig sjæl — er grundlaget for et sikkert håb for de døde.

Det er uhyre vigtigt at få nøjagtig kundskab om opstandelsen og dens betydning for menneskeheden. Det har også stor betydning at kende Gud og Kristus, for Jesus sagde i en bøn: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) Lokale Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig med at studere Bibelen så du kan øge dit kendskab til Gud, hans søn og hans løfter. Vi vil tilskynde dig til at kontakte Jehovas Vidner eller skrive til udgiverne af dette blad.

[Illustrationer på side 4]

De er alle sjæle

[Kildeangivelse]

Ged: CNPC — Centro Nacional de Pesquisa de Caprinos (Sobral, CE, Brasilien)