Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Når nu Bibelen ikke omtaler den skik at udbringe skåler, hvorfor afholder Jehovas Vidner sig så fra at skåle?

At udbringe en skål i forbindelse med at drikke et glas vin (eller en anden alkoholisk drik) er en meget gammel og udbredt skik, skønt enkelthederne kan variere fra sted til sted. De der udbringer en skål, klinker somme tider deres glas mod hinanden. Når nogen foreslår at udbringe en skål, er det som regel for at ønske en anden lykke, et godt helbred, et langt liv eller lignende. Andre som er med til at skåle, kan så mundtligt give udtryk for at de tilslutter sig forslaget, eller løfte deres glas og drikke vinen. Mange betragter dette som en harmløs skik eller en høflighedshandling, men der er gode grunde til at Jehovas Vidner lader være med at skåle.

Det er ikke fordi kristne ikke ønsker andre lykke og et godt helbred. I det første århundrede skrev det styrende råd et brev til alle menighederne der sluttede med et ord som kan oversættes „lev vel“, „vær ved godt helbred“. (Apostelgerninger 15:29) Og nogle af Guds tjenere hilste jordiske konger med ordene: „Måtte min herre . . . leve evindelig!“ eller „Måtte kongen leve evindelig!“ — 1 Kongebog 1:31; Nehemias 2:3.

Men hvorfra stammer den skik at udbringe en skål? I Vagttårnet for 15. juni 1968 blev der citeret fra The Encyclopædia Britannica (1910, bind 13, side 121), hvor der står: „Den skik at drikke på de levendes ’sundhed’ stammer sandsynligvis fra et af oldtidens religiøse ritualer hvor man drak skåler for guderne og de døde. Ved måltiderne bragte grækerne og romerne drikofre til deres guder, og ved ceremonielle gæstebud drak de skåler for dem og for de døde.“ Opslagsværket tilføjer: „Den skik at drikke på de levendes sundhed må være nært forbundet med disse drikofferlignende skikke.“

Er det stadig sådan man ser på det? Bogen International Handbook on Alcohol and Culture fra 1995 siger: „[At udbringe en skål] er sandsynligvis et levn fra de gamle hedenske offerritualer, hvor en hellig drik blev ofret til guderne: blod eller vin for at få opfyldt et ønske — en bøn der kunne opsummeres med ordene ’længe leve!’ eller ’på din sundhed!’“ *

At en genstand, et motiv eller en skik stammer fra eller har visse ligheder med falsk religion i fortiden, betyder ikke at en sand Guds tjener aldrig kan benytte disse ting eller følge sådanne skikke. Tag for eksempel granatæblet. Et kendt bibelsk opslagsværk siger: „Det ser ud til at granatæblet også blev brugt som et helligt symbol i hedenske religioner.“ Ikke desto mindre påbød Gud at der skulle være granatæbler af garn på sømmen af ypperstepræstens klædning, og kobbersøjlerne i Salomons tempel var smykket med granatæbler. (2 Mosebog 28:33; 2 Kongebog 25:17) Engang havde vielsesringen også religiøs betydning. Men det ved de fleste ikke i dag, og de betragter blot ringen som et tegn på at man er gift.

Hvad så med at drikke vin i forbindelse med religiøse handlinger? Engang gik de mænd i Sikem som tilbad Ba’al, „ind i deres guds hus og spiste og drak og nedkaldte ondt over Abimelek“, Gideons søn. (Dommerne 9:22-28) Tror du at en der var loyal over for Jehova, ville have været med i dette drikkelag og måske have nedkaldt himmelens vrede over Abimelek? Amos beskrev en tid hvor mange i Israel gjorde oprør mod Jehova, idet han sagde: „De [strækker] sig ved siden af hvert alter; og vin købt for penge fra dem som blev idømt bøde, drikker de i deres guders hus.“ (Amos 2:8) Ville Guds sande tjenere have deltaget i den slags sammenkomster, uanset om vinen blev udøst som et drikoffer til guderne eller blot drukket ved disse lejligheder? (Jeremias 7:18) Eller ville en der tjente den sande Gud, løfte et glas vin og anråbe himmelen om at være med en bestemt person eller om at give vedkommende en lykkelig fremtid?

Interessant nok har tjenere for Jehova også løftet hænderne og bedt til ham om at det måtte gå godt i en bestemt sag. De løftede hænderne til den sande Gud. Vi læser: „Derpå stillede Salomon sig foran Jehovas alter . . . og bredte hænderne ud mod himmelen og sagde: ’Jehova, Israels Gud, der er ingen Gud som du . . . ja, måtte du selv høre det på det sted du bor, i himmelen, så du hører og tilgiver.’“ (1 Kongebog 8:22, 23, 30) Og „Ezra [velsignede] Jehova . . . hvorpå hele folket svarede: ’Amen! Amen!’ idet de løftede deres hænder. Derpå bøjede de sig og kastede sig ned for Jehova.“ (Nehemias 8:6; 1 Timoteus 2:8) Men disse loyale tjenere for Jehova løftede tydeligvis ikke hænderne mod himmelen for at opnå en velsignelse fra en eller anden lykkegud. — Esajas 65:11.

Mange som i dag er med til at udbringe en skål, mener ikke at de anmoder om at blive hørt eller velsignet af en eller anden gud, men de kan heller ikke forklare hvorfor de løfter deres vinglas mod himmelen. At de ikke tænker over hvorfor de gør det, giver imidlertid ikke sande kristne grund til at føle sig forpligtet til at gøre som dem.

Det er almindeligt kendt at Jehovas Vidner på andre områder afholder sig fra at følge skikke som de fleste overholder. For eksempel er der mange som hilser flaget eller andre nationale symboler; de mener ikke at de udfører en tilbedelseshandling. Sande kristne forsøger ikke at hindre sådanne handlinger, men de deltager ikke selv i dem. Når de har vidst at en sådan ceremoni måske ville finde sted, har de på en taktfuld og diskret måde sørget for ikke at være til anstød for andre. De er under alle omstændigheder besluttede på ikke at deltage i nationalistiske skikke, eftersom de er i modstrid med Bibelen. (2 Mosebog 20:4, 5; 1 Johannes 5:21) Det kan godt være at mange i dag ikke forbinder det at udbringe en skål med noget religiøst. Men der er gode grunde til at kristne ikke skåler. Det er en gammel skik med en religiøs baggrund som selv nu kan betragtes som en påkaldelse af ’himmelen’ om at blive velsignet, som om man søger hjælp hos en overmenneskelig kraft. — 2 Mosebog 23:2.

[Fodnote]

^ par. 6 I Den Store Danske Encyklopædi (2004) står der under emnet ’skål’: „Udbringelse af skåler er en udløber af den ofring til guderne, der umiddelbart efter måltidet forekom ved det græske drikkelag (symposion) og i Norden i forbindelse med de hedenske fester for guderne.“