Livsberetning

Jeg har erfaret Jehovas loyale hengivenhed og omsorg

FORTALT AF FAY KING

Mine forældre var søde og rare, men ligesom så mange andre havde de ikke noget som helst tilovers for religion. Min mor plejede at sige: „Der må være en Gud, for hvor er blomsterne og træerne ellers kommet fra?“ Men det var også det hele.

I 1939 da jeg var 11 år, mistede jeg min far. Mor og jeg boede i Stockport, lige syd for Manchester i England. Jeg havde altid haft lyst til at lære Skaberen at kende, og jeg respekterede Bibelen selv om jeg overhovedet ikke vidste hvad der stod i den. Derfor besluttede jeg at komme i den anglikanske kirke for at se hvad den havde at tilbyde.

Gudstjenesterne sagde mig ikke rigtig noget, men når der blev læst op fra evangelierne, overbeviste Jesu ord mig på en eller anden måde om at Bibelen måtte være sandfærdig. Når jeg ser tilbage, undrer det mig at jeg ikke selv læste i Bibelen — ikke engang da en ven af familien på et senere tidspunkt gav mig en ny udgave af „Det Nye Testamente“.

Koreakrigens udbrud i 1950 satte mange tanker i gang hos mig. Ville krigen brede sig, ligesom Anden Verdenskrig havde gjort? Hvordan kunne jeg i så fald adlyde Jesu befaling om at elske mine fjender? Kunne jeg på den anden side bare lade folk invadere mit land uden at gøre noget for at stoppe dem? Det ville helt sikkert være det samme som at løbe fra mit ansvar. Jeg var totalt forvirret, men alligevel var jeg overbevist om  at Bibelen indeholdt svarene på alle mine spørgsmål, uden at jeg havde nogen idé om hvordan og hvor de var at finde.

Min søgen efter sandheden i Australien

I 1954 besluttede min mor og jeg at emigrere til Australien, hvor min søster, Jean, boede. Nogle få år senere fortalte Jean at hun havde bedt Jehovas Vidner om at besøge mig fordi hun vidste at jeg var interesseret i Bibelen og gik i kirke. Hun ville gerne høre hvad jeg syntes om dem. „Jeg ved ikke om deres forklaringer er rigtige,“ betroede hun mig, „men de har i det mindste nogle forklaringer, og det er mere end hvad man kan sige om kirken.“

Bill og Linda Schneider, som besøgte mig, var et herligt par. De var sidst i tresserne og havde været Jehovas Vidner i mange år. De havde arbejdet ved en radiostation som Jehovas Vidner drev i Adelaide, og da forkyndelsesarbejdet blev forbudt i Australien under Anden Verdenskrig, blev de heltidsforkyndere. Hvor hjælpsomme Bill og Linda end var over for mig, undersøgte jeg stadig forskellige andre trosretninger.

En kollega tog mig med til et møde med prædikanten Billy Graham. Bagefter havde vi mulighed for at stille spørgsmål til en præst. Jeg stillede det spørgsmål der stadig optog mig: „Hvordan kan man være kristen og elske sine fjender og samtidig gå i krig og slå dem ihjel?“ Det vakte et vældigt røre blandt de tilstedeværende — spørgsmålet havde åbenbart naget dem alle! Lidt efter sagde præsten: „Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål. Det er noget jeg stadig spekulerer over.“

I mellemtiden fortsatte jeg mit studium af Bibelen sammen med Bill og Linda, og i september 1958 blev jeg døbt. Jeg ville gerne følge i mine læreres fodspor, så i august året efter begyndte jeg som pioner, eller heltidsforkynder. Otte måneder senere blev jeg indbudt til at være specialpioner. Hvor blev jeg glad da jeg hørte at min søster, Jean, også havde fortsat sit bibelstudium og var blevet døbt.

Der åbner sig nye muligheder

Jeg tilhørte en af menighederne i Sydney og ledede flere bibelstudier. En dag traf jeg en pensioneret gejstlig fra den anglikanske kirke og spurgte ham hvad kirken sagde om verdens ende. Han havde fortalt mig at han havde undervist i kirkens lære i 50 år, og jeg blev derfor noget forbavset da han sagde: „Jeg skal have tid til at undersøge det nærmere, for jeg kender ikke Bibelen så godt som Jehovas Vidner gør.“

Nogen tid senere blev forkyndere opfordret til at flytte til Pakistan. Det ansøgte jeg om, uden at vide at man ikke sendte ugifte kvinder dertil. Opfordringen gjaldt kun ugifte mænd eller ægtepar. Men åbenbart blev min ansøgning sendt videre til vores hovedkontor i Brooklyn, for jeg modtog kort efter et brev om at der var behov for mig i Bombay (det nuværende Mumbai) i Indien, hvis jeg havde lyst. Det var i 1962. Jeg tog af sted og boede i Bombay i 18 måneder før jeg flyttede til Allahabad.

Inden længe gav jeg mig i kast med at lære hindi. Dette indiske sprog udtales for det meste ligesom det staves, så det er ikke det sværeste sprog at lære. Men noget der frustrerede mig, var at  folk ofte bad mig om at tale engelsk i stedet for at prøve at sige noget på deres eget sprog! Det nye land bød dog på spændende og berigende udfordringer, og jeg havde fornøjelsen af at samarbejde med andre Jehovas Vidner fra Australien.

Som helt ung havde jeg overvejet at gifte mig, men da jeg blev døbt, fik jeg alt for travlt i tjenesten for Jehova til at tænke mere på det. Nu var jeg dog igen begyndt at føle behov for en livsledsager. Jeg ville naturligvis ikke forlade mit distrikt i det fremmede, så jeg lagde sagen frem for Jehova i bøn og tænkte derefter ikke mere på det.

En uventet velsignelse

På det tidspunkt var det Edwin Skinner der førte tilsyn med arbejdet på det indiske afdelingskontor. Han havde gennemgået Vagttårnets Bibelskole Gileads 8. klasse i 1946 sammen med mange andre trofaste brødre, deriblandt Harold King og Stanley Jones, som blev sendt til Kina. * I 1958 blev Harold og Stanley fængslet og sat i enecelle på grund af deres forkyndervirksomhed i Shanghai. Da Harold blev løsladt i 1963, skrev Edwin til ham. Harold besvarede brevet da han var vendt tilbage til Hongkong efter at have været en tur i USA og England, og nævnte samtidig at han gerne ville giftes. Han skrev til Edwin at det var noget han havde nævnt i bøn til Gud mens han var i fængsel, og han spurgte Edwin om han kendte en trosfælle som kunne blive ham en god hustru.

I Indien bliver de fleste ægteskaber arrangeret, og Edwin blev hele tiden spurgt om han ville være mellemmand, men han afslog det altid. Han gav derfor Harolds brev til Ruth McKay, hvis mand, Homer, var rejsende tilsynsmand. Senere skrev Ruth til mig og fortalte at en missionær der havde kendt sandheden i mange år, var på udkig efter en hustru, og hun spurgte om jeg var interesseret i at skrive sammen med ham. Hun oplyste ikke andet om broderen, ikke engang hvad han hed.

Ingen vidste at jeg havde bedt om at finde en ægtefælle, bortset fra Jehova, selvfølgelig, og min første tanke var at afslå tilbuddet. Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere klart stod det for mig at Jehova ofte besvarer vore bønner på en helt anden måde end vi regner med. Så jeg skrev til Ruth at hvis det ikke forpligtede mig til noget, måtte hun gerne bede broderen om at skrive igen. Det næste brev fra Harold King var til mig.

 Da Harold var blevet løsladt fra fængselet i Kina, havde forskellige aviser og ugeblade bragt billeder af ham og beskrevet hvad han havde været igennem. På det tidspunkt var han kendt i hele verden, men det der gjorde indtryk på mig, var hans trofaste tjeneste for Gud. Vi skrev sammen i fem måneder, og så tog jeg til Hongkong. Den 5. oktober 1965 blev vi gift.

Vi havde begge haft et ønske om at blive gift og forblive i heltidstjenesten, og efterhånden som vi var blevet ældre, havde vi følt et stort behov for at finde en livsledsager. Jeg kom til at elske Harold, og da jeg så hvor venlig og hensynsfuld han var over for alle, også når der opstod problemer i forbindelse med vores tjeneste, vandt han min dybe respekt. Vi var lykkeligt gift i 27 år og modtog mange velsignelser fra Jehova.

Kineserne er flittige, og jeg holder meget af dem. I Hongkong taler man kantonesisk, en kinesisk dialekt der har mange flere toner, eller betoninger, end mandarin og derfor er ret vanskelig at lære. Harold og jeg boede først i missionærhjemmet på Jehovas Vidners afdelingskontor og varetog derefter forskellige opgaver andre steder i Hongkong. Vi  var meget lykkelige; men i 1976 blev jeg alvorligt syg.

Helbredsproblemer

Jeg havde blødt i nogle måneder, og min blodprocent var faldet drastisk. Jeg skulle opereres, men lægerne på hospitalet ville ikke gøre det uden blod, da de mente at jeg i så fald kunne dø som følge af chok. En dag mens lægerne drøftede min situation, prøvede nogle sygeplejersker at få mig til at ændre mening ved at sige at jeg ikke havde ret til at omgås livet så uansvarligt. Der var planlagt 12 operationer den dag, og 10 af dem var aborter. Men jeg lagde mærke til at der ikke blev sagt et eneste ord til de gravide kvinder om at det var forkert af dem at lade deres små børn dø.

Til sidst skrev Harold et brev der fritog hospitalet for ethvert ansvar hvis jeg skulle dø, og lægerne indvilligede i at foretage den nødvendige operation. Jeg blev kørt ind på operationsstuen og gjort klar til at få narkose. Men i sidste øjeblik nægtede narkoselægen at fortsætte, og hospitalet blev nødt til at udskrive mig.

Vi kontaktede så en gynækolog på en privatklinik. Da han så hvor alvorlig min tilstand var, tilbød han at operere mig uden at det skulle koste os ret meget — på betingelse af at vi ikke fortalte nogen hvad vi havde givet for det. Operationen gik godt, og han klarede den helt uden brug af blod. I den periode erfarede Harold og jeg i særlig grad Jehovas loyale hengivenhed og omsorg.

I 1992 blev Harold uhelbredeligt syg. Vi flyttede ind på afdelingskontoret, hvor der blev sørget kærligt for os begge. Min elskede mand afsluttede sit jordiske livsløb i 1993, 81 år gammel.

Tilbage til England

Jeg var glad for at være på Betel i Hongkong, men det blev efterhånden vanskeligere for mig at klare det varme og fugtige klima. Så modtog jeg til min overraskelse et brev fra hovedkontoret i Brooklyn. Jeg blev spurgt om jeg, i betragtning af mit helbred, kunne tænke mig at flytte til et afdelingskontor hvor faciliteterne var bedre. Så i 2000 flyttede jeg tilbage til England og blev medlem af betelfamilien i London. Hvor var jeg glad for det kærlige hensyn de tog til mig. Jeg fik en hjertelig modtagelse og nyder i høj grad de forskellige arbejdsopgaver jeg har fået, deriblandt at hjælpe med at passe betelfamiliens bibliotek med 2000 bøger.

Desuden kommer jeg i den kinesiske menighed der holder til i London. Her er der sket noget nyt, for nu om dage kommer der kun ganske få mennesker fra Hongkong. De fleste kommer fra det kinesiske fastland. De taler mandarin, og det betyder en ny udfordring i forkyndelsen. Fra forskellige dele af England hører vi om mange interessante bibelstudier der bliver ledet med kinesere som er i gang med en videregående uddannelse. De er flittige og meget modtagelige for det de lærer ud fra Bibelen. Det er en fornøjelse at hjælpe dem.

I mit fredelige nye hjem sidder jeg ofte og tænker tilbage på mit lykkelige liv, og jeg forundres til stadighed over Jehovas loyale hengivenhed, som præger alt hvad han står bag. Han tager sig tydeligvis af os, også som enkeltpersoner. Jeg har al mulig grund til at være taknemmelig for den kærlige omsorg han har vist mig. — 1 Peter 5:6, 7.

[Fodnote]

[Illustration på side 24]

Da jeg tjente i Indien

[Illustrationer på side 25]

Harold King i 1963 og da han tjente i Kina i 1950’erne

[Illustrationer på side 26]

Den dag vi blev viet i Hongkong, den 5. oktober 1965

[Illustration på side 26]

Sammen med to par fra betelfamilien i Hongkong — i midten broder og søster Liang og til højre broder og søster Gannaway