De søgte efter den trange vej

FOR knap 550 år siden brød nogle små grupper der bekendte sig som kristne, op fra Prag, Chelčice, Vilémov, Klatovy og andre byer i Bøhmen (det nuværende Tjekkiet). De slog sig ned nær landsbyen Kunwald i en dal i det nordøstlige Bøhmen, hvor de byggede hytter, opdyrkede jorden og læste i deres bibler. De antog navnet Brødreuniteten (på latin Unitas Fratrum).

Udflytterne kom fra vidt forskellige kår. Der var blandt andet bønder, adelige, studenter, rige og fattige, mænd og kvinder, enker og forældreløse. Men de havde ét fælles ønske, som de siden beskrev med ordene: „I bøn vendte vi os til Gud selv og anråbte Ham om at åbenbare sin nådige vilje i alle ting. Vi ønskede at vandre på Hans veje.“ Brødreuniteten, der blev kendt under navnet de bøhmiske brødre, søgte virkelig efter ’den trange vej som fører til livet’. (Mattæus 7:13, 14) Hvad fik de ud af deres studium af Bibelens sandheder? Hvori adskilte deres tro sig fra datidens fremherskende opfattelser? Og hvad kan vi lære af de bøhmiske brødre?

Nej til vold og til kompromiser

De bøhmiske brødres samfund opstod midt i 1400-tallet som samlingspunkt for medlemmer af adskillige religiøse bevægelser. En af dem var valdenserkirken, en bevægelse der stammede fra

 1100-tallet. Valdenserne trak sig oprindelig ud af den katolske kirke, der dominerede totalt i Centraleuropa, men genantog senere nogle katolske læresætninger. En anden indflydelsesrig retning var husitterne, tilhængerne af Jan Hus. De udgjorde flertallet i den bøhmiske befolkning, men var langtfra forenede. Én fløj stredes om samfundsspørgsmål, mens en anden benyttede religion til at fremme politiske mærkesager. Også millennister foruden bibellærde fra indland og udland satte deres præg.

Petr Chelčický (omkring 1390-1460), en bibelkyndig bøhmisk reformator, var velbevandret i valdensernes og husitternes lære. Han forkastede husitterne fordi de var begyndt at bruge magt, og han tog afstand fra valdenserne fordi de var gået på kompromis. Krig var i hans øjne ukristent. Han mente at de kristne burde adlyde „Messias’ lov“ uanset følgerne. (Galaterne 6:2; Mattæus 22:37-39) I 1440 nedskrev Chelčický sin lære i bogen „Troens Net“.

Chelčickýs lære greb den lidt yngre Gregor fra Prag så stærkt at han forlod husitterne. Det var ham der i 1458 overtalte blandt andet nogle tidligere husitter til at slå sig ned i Kunwald og grundlægge det nye trossamfund. Siden sluttede nogle bøhmiske og tyske valdensere sig til dem.

 Et tidsbillede

Det nyoprettede trossamfund voksede hastigt. Fra 1464 til 1467 holdt man en række synoder i Kunwald-området og vedtog en serie resolutioner der udstak bevægelsens forskrifter. Alle resolutioner blev minutiøst nedfældet i en samling bøger under titlen Acta Unitatis Fratrum (Brødreunitetens Akter). Værket findes stadig, og det tegner et livfuldt tidsbillede af brødrene og deres tro. Breve, referater af taler og endda enkeltheder fra deres diskussioner er taget med.

De bøhmiske brødre skrev i Acta om deres tro: „Vi er besluttede på udelukkende at forvalte vore anliggender efter Bibelens ord og vor Herres og de hellige apostles forbillede, i stilhed, ydmyghed og langmodighed, idet vi elsker vore fjender, gør godt imod dem, ønsker dem godt og beder for dem.“ Det fremgår også af værket at de bøhmiske brødre til at begynde med forkyndte for andre. De drog omkring parvis, og kvinderne havde gode resultater som stedlige missionærer. Tilhængerne nægtede  at beklæde offentlige stillinger, aflægge ed, udføre militærtjeneste og bære våben.

Fra enighed til uenighed

Efter nogle årtier var det dog så som så med den enhed der lå i navnet Uniteten. Diskussioner om hvor bogstaveligt troen skulle efterleves, affødte splittelser. I 1494 blev trossamfundet delt i to grupper, der blev kaldt henholdsvis Det Store Parti og Det Lille Parti. Det Store Parti udvandede sine oprindelige anskuelser, men Det Lille Parti prædikede at brødrene skulle fastholde deres vægring mod at have lod og del i verden og dens politik. — Se rammen „Hvad blev der af Det Store Parti?“

Forskellen belyses godt af det som et medlem af Det Lille Parti skrev: „De der vandrer ad to veje, har ringe vished for at de holder sig til Gud, eftersom de kun sjældent og i mindre anliggender er villige til at bringe ofre og underkaste sig Ham, mens de i større  anliggender følger deres egen vej. . . . Dem der med ubesudlet sind og god samvittighed hver dag følger Herren Kristus på den trange vej med deres kors — dem higer vi efter at blive regnet iblandt.“

Det Lille Partis medlemmer opfattede den hellige ånd som Guds virkekraft, hans „finger“. Genløsningen ved Jesus forstod de sådan at det fuldkomne menneske Jesus med sit menneskeliv betalte for det som synderen Adam havde forspildt. De dyrkede ikke Maria, Jesu moder. Medlemmerne praktiserede det almindelige præstedømme, hvor alle troende udførte præstegerningen, og man krævede ikke cølibat. Alle blev tilskyndet til at forkynde offentligt, og man ekskommunikerede overtrædere der ikke angrede. Og man befattede sig ikke det mindste med militærvæsen og politik. (Se rammen „Det Lille Partis læresætninger“). Tilhængerne mente at de var de sande arvtagere efter de oprindelige brødre, eftersom de samvittighedsfuldt førte resolutionerne i Acta ud i livet.

Forfulgt for deres frimodighed

Det Lille Parti kritiserede i utvetydige vendinger andre trosretninger, også Det Store Parti. I et skrift lød det: „I lærer at man skal døbe små børn, der ikke har deres egen tro. Deri følger I den ordning som er indstiftet af en biskop ved navn Dionysius, som foranlediget af nogle uvise mennesker anbefalede barnedåb. . . . Det samme gør næsten alle lærere og doktorer, Luther, Melanchthon, Bucer, Korvín, Jileš, Bullinger [og] Det Store Parti, der alle drages mod hverandre.“

Ikke overraskende blev Det Lille Parti forfulgt. I 1524 blev en af dets ledende mænd, Jan Kalenec, pisket og brændt. Senere blev tre andre medlemmer af partiet brændt på bålet. Det Lille Parti var tilsyneladende helt forsvundet omkring 1550 efter dets sidste leders død.

Men Det Lille Parti satte et varigt præg på det religiøse landskab i datidens Europa. Ganske vist var „kundskaben“ endnu ikke blevet stor, og derfor magtede tilhængerne ikke at forjage det åndelige mørke der havde været fremherskende så længe. (Daniel 12:4) Men deres stærke trang til at søge efter den trange vej og følge den trods modstand er lærerig for kristne i dag.

[Tekstcitat på side 13]

Det menes at de bøhmiske brødre stod bag 50 af de 60 bøhmiske (tjekkiske) bøger der blev trykt mellem 1500 og 1510

[Ramme på side 11]

Hvad blev der af Det Store Parti?

Hvad blev der af Det Store Parti? Det eksisterede fortsat under navnet Brødreuniteten efter at Det Lille Parti var forsvundet fra skuepladsen. Men efterhånden tillempede Det Store Parti sine oprindelige anskuelser. I slutningen af 1500-tallet sluttede det sig sammen med de tjekkiske utrakvister, * der i alt væsentligt var lutheranere. ’Brødrene’ oversatte og udgav en bibeloversættelse og andre religiøse bøger. Interessant nok optræder tetragrammet, Guds navn skrevet med fire hebraiske bogstaver, på titelsiden i alle deres tidlige værker.

I 1620 blev det bøhmiske kongerige igen underkastet katolsk herredømme. Mange af Det Store Partis medlemmer udvandrede og sluttede sig til herrnhuternes kirkesamfund (Brødremenigheden), der stadig findes.

[Fodnote]

[Ramme på side 12]

Det Lille Partis læresætninger

Følgende citater fra Acta Unitatis Fratrum er nogle af Det Lille Partis læresætninger. Fremtrædende medlemmer af Det Lille Parti skrev dem i 1400- og 1500-tallet, hovedsagelig henvendt til Det Store Parti.

Om treenigheden: „Hvis I gennemlæser Bibelen, vil I opdage at den ikke taler om at Gud er delt i en form for treenighed, tre personer med hver sit navn. Det er pure opspind.“

Om den hellige ånd: „Den hellige ånd er Guds finger og Guds gave, en trøster, eller Guds kraft, som Faderen skænker de troende ved Kristi fortjeneste. Vi finder intetsteds i De Hellige Skrifter at den hellige ånd bør kaldes en gud eller en person; det gør apostlenes lære ejheller.“

Om præstedømmet: „De titulerer jer med urette ’præst’; hvis I fjerner tonsuren [den glatragede isse] og salven fra jeres finger, har I intet frem for den mest jævne lægmand. Sankt Peter kalder alle kristne til at være præster, idet han siger: I er det hellige præsteskab der frembærer åndelige ofre. (1 Peter 2).“

Om dåben: „Herren Kristus befalede sine apostle: Gå ud i hele verden, prædik evangeliet for al skabningen, for dem der vil tro. (Markus, kapitel 16). Og først efter disse ord [siges der]: Og ved at lade sig døbe vil de blive frelst. Men I lærer at man skal døbe små børn, som ikke har deres egen tro.“

Om neutralitet: „Hvad jeres tidlige brødre anså for slet og besmittet, nemlig at gå ind i hæren og myrde eller bære våben når man vandrer ad vejene — alt det regner I for at være godt. . . . Derfor mener vi at I, sammen med andre lærere, næsten lukker øjnene for de profetiske ord der påpeger følgende: Således brød han buens, skjoldenes, sværdets og kampens kraft. (Salme 75 [Salme 76 i danske bibler]). Og igen: De skal ikke volde skade eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, for Herrens jord skal være fuld af gudelig kundskab, og så fremdeles. (Esajas, kapitel 11).“

Om forkyndelsen: „Vi er udmærket klar over at kvinder fra første færd har bragt flere til omvendelse end alle præsterne med samt en biskop. Og nu har præsterne slået sig ned i deres boliger og deres præstegårde. Hvilken fejltagelse! Gå ud i hele verden. Prædik . . . for hele skabningen.“

[Kort på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TYSKLAND

POLEN

TJEKKIET

BØHMEN

Elben

PRAG

Moldau

Klatovy

Chelčice

Kunwald

Vilémov

MÆHREN

Donau

[Illustrationer på side 11]

Til venstre: Petr Chelčický; forneden: En side fra „Troens Net“

[Illustration på side 11]

Gregor fra Prag

[Kildeangivelse på side 13]

Alle billeder: S laskavým svolením knihovny Národního muzea v Praze, C̆esko