Hvorfor vi er afhængige af andre

„To er bedre stillet end én . . . For hvis en af dem falder, kan den anden rejse sin fælle op.“ — Kong Salomon

FORTIDENS kong Salomon udtalte: „To er bedre stillet end én, eftersom de får en god løn for deres møje. For hvis en af dem falder, kan den anden rejse sin fælle op. Men hvad med den enlige der falder uden at der er en anden til at rejse ham op?“ (Prædikeren 4:9, 10) Denne kloge iagttager af menneskers adfærd beskrev med disse ord vores behov for fællesskab og vigtigheden af ikke at isolere sig. Men det var mere end blot en menneskelig betragtning. Salomons inspiration og visdom stammede fra Gud.

Det er ikke klogt at isolere sig. Vi har brug for hinanden. Alle har brug for den styrke og hjælp andre kan give dem. „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter,“ siger et bibelsk ordsprog. „Han farer frem mod al praktisk visdom.“ (Ordsprogene 18:1) Det er derfor ikke uden grund at sociologer tilskynder folk til at blive en del af et fællesskab og interessere sig for andre.

Professor Robert Putnam anbefaler at man for at genopvække det sociale liv „lader troen på Gud få større indflydelse“. At dette hænger sammen, mærker Jehovas Vidner i særlig grad fordi de som en stor familie nyder gensidig beskyttende omsorg i menighederne rundt om på jorden. I harmoni med apostelen Peters ord ’elsker de hele brodersamfundet’, hvor alle har ’ærefrygt for Gud’. (1 Peter 2:17) Vidnerne undgår også at isolere sig og slipper derved for de ugunstige følger det har. De mange positive aktiviteter der er forbundet med deres tilbedelse, holder dem nemlig beskæftiget med at hjælpe deres medmennesker til at forstå sandheden fra Guds ord, Bibelen. — 2 Timoteus 2:15.

Kærlighed og fællesskab ændrede deres liv

Jehovas Vidner udgør et forenet samfund hvor hver enkelt har en betydningsfuld plads. Som eksempel kan nævnes Miguel, Froylán og Alma Ruth, som alle kommer fra samme latinamerikanske familie. De har en medfødt knoglesygdom som har hæmmet deres vækst, og de er alle tre afhængige af en kørestol. Hvad har det betydet for dem at lære Jehovas Vidner at kende?

Miguel siger: „Jeg har haft mange personlige kriser, men mit liv ændrede sig fuldstændigt  da jeg fik tilknytning til Jehovas Vidner. Det er yderst farligt at isolere sig. At komme sammen med trosfæller ved de kristne møder hver eneste uge har i høj grad medvirket til den glæde og tilfredshed jeg føler i dag.“

Alma Ruth tilføjer: „Jeg plejede i perioder at være deprimeret og ked af det. Men da jeg lærte om Jehova og forstod at jeg kunne få et nært forhold til ham, blev hans venskab det mest betydningsfulde for mig. Familien har støttet os meget, og det har knyttet os tættere sammen.“

Miguels far lærte sin søn at læse og skrive. Derefter kunne Miguel lære Froylán og Alma Ruth at læse, hvilket var meget vigtigt for deres åndelige liv. „Det har været berigende, for så kunne vi dække vores åndelige behov ved at læse i Bibelen og de bibelske publikationer,“ siger Alma Ruth.

Miguel virker nu som kristen ældste. Froylán har læst Bibelen igennem ni gange. Alma Ruth har øget sin tjeneste for Jehova ved at virke som pioner, eller heltidsforkynder, siden 1996. Hun beretter: „Med Jehovas velsignelse er det lykkedes mig at nå mit mål. Mine kære trosfæller har støttet mig meget, ikke blot i forkyndelsen, men også med de 11 bibelstudier jeg har haft den glæde at oprette.“

Endnu et positivt eksempel er Emelia, der kom ud for en ulykke som skadede hendes ben og rygsøjle så hun nu må sidde i kørestol. Jehovas Vidner i Mexico City studerede Bibelen med hende, og hun blev døbt i 1996. Emelia siger: „Inden jeg lærte sandheden at kende, tænkte jeg på at begå selvmord eftersom jeg havde mistet lysten til at leve. Jeg følte bare tomhed og græd dag og nat. Men da jeg kom i kontakt med Jehovas Vidner, kunne jeg mærke brødrenes kærlighed. Den personlige interesse de viser mig, har været meget opmuntrende. Især en af de ældste har været som en bror eller far for mig. Han og nogle menighedstjenere henter mig til møderne og tager mig med i tjenesten i min kørestol.“

José blev døbt som et af Jehovas Vidner i 1992. Han er 70 år, blev pensioneret i 1990 og bor alene. José var førhen ofte nedtrykt, men da et af Jehovas Vidner forkyndte for ham, begyndte han straks at overvære deres kristne møder. Han syntes godt om det han hørte og  oplevede der, for eksempel brødrenes fællesskab og deres personlige omsorg for ham. De ældste og menighedstjenerne i hans menighed tager sig godt af ham. (Filipperne 1:1; 1 Peter 5:2) Sådanne trosfæller er „en styrkende hjælp“ for José. (Kolossenserne 4:11) De kører ham til lægen, besøger ham i hans hjem og har støttet ham i perioderne omkring de fire operationer han har gennemgået. „De har omsorg for mig. De er som en ægte familie. Jeg glæder mig over at jeg har dem,“ siger han.

Der er sand lykke ved at give

Da kong Salomon udtalte at „to er bedre stillet end én“, havde han netop beskrevet tomheden ved at bruge al sin energi på at erhverve sig materiel rigdom. (Prædikeren 4:7-9) Det er netop det mange i dag så ivrigt stræber efter, endda selv om det betyder at de må give afkald på et nært samkvem med andre, både i og uden for familien.

En sådan begærlig og selvisk indstilling har fået mange til at isolere sig. Det har hverken bidraget til deres lykke eller tilfredshed, hvilket ses af den frustration og håbløshed som er så almindelig blandt mange der går op i det materielle. Modsat viser de føromtalte beretninger hvor god en virkning det har at komme sammen med dem der tilbeder Jehova og er motiveret af kærlighed til ham og deres næste. Vigtige faktorer som regelmæssigt fællesskab ved de kristne møder, støtte og omsorg fra trosfæller og nidkært engagement i tjenesten har hjulpet føromtalte personer til at overvinde de negative følelser der opstår ved at man isolerer sig. — Ordsprogene 17:17; Hebræerne 10:24, 25.

Da vi er afhængige af hinanden, siger det sig selv at det er tilfredsstillende at gøre noget for andre. Albert Einstein, som udrettede meget til gavn for andre, sagde: „Et menneskes værdi burde . . . ses i lyset af, hvad det giver, og ikke ud fra, hvad det kan modtage.“ Det harmonerer med de ord Jesus Kristus udtalte: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Det er godt at være genstand for kærlighed, men det er også sundt at vise kærlighed.

En rejsende tilsynsmand der i mange år har ydet åndelig hjælp til forskellige menigheder, og som har hjulpet med at bygge mødesale til kristne der kun har få midler, udtrykker sine følelser på denne måde: „Glæden ved at betjene mine brødre og se deres glæde og taknemmelighed tilskynder mig til at blive ved med at lede efter muligheder for at hjælpe. Jeg har erfaret at nøglen til lykke ligger i at vise andre personlig interesse. Og som ældste bør vi jo være ’som et læ mod vinden . . . , som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land’.“ — Esajas 32:2.

’Godt og lifligt at bo sammen i enhed!’

Der er ganske afgjort stor glæde og lykke forbundet med at hjælpe andre og søge nært sammen med dem der tilbeder Jehova. „Se!“ udbrød salmisten, „hvor er det godt og hvor  er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!“ (Salme 133:1) Enhed er en forudsætning for at man kan støtte hinanden i familien, som vi ser i forbindelse med Miguel, Froylán og Alma Ruth. Og det er en stor velsignelse at være forenet i den sande tilbedelse. Efter at have givet råd til kristne ægtemænd og hustruer skrev apostelen Peter: „Endelig skal I alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed, er ydmyge af sind.“ — 1 Peter 3:8.

Det er meget gavnligt, både følelsesmæssigt og åndeligt, at have et ægte venskab. Paulus gav sine trosfæller følgende tilskyndelse: „Trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle. . . . Jag altid efter det der er godt for jer indbyrdes og for alle andre.“ — 1 Thessaloniker 5:14, 15.

Søg derfor efter muligheder for at gøre noget for andre. „Lad os . . . gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen,“ for det giver et meningsfyldt og tilfredsstillende liv. (Galaterne 6:9, 10) Jesu discipel Jakob skrev: „Hvis en broder eller en søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så?“ (Jakob 2:15, 16) Svaret er indlysende. Vi må ’ikke hver især blot have øje for vore egne interesser, men også hver især for de andres’. — Filipperne 2:4.

Jehovas Vidner nøjes ikke med at yde materiel hjælp når der opstår et særligt behov, for eksempel i forbindelse med naturkatastrofer. De er også travlt optaget af at gøre noget af stor betydning for deres medmennesker — nemlig at forkynde den gode nyhed om Guds rige. (Mattæus 24:14) Over 6 millioner Jehovas Vidner er med til at udbrede dette håbets og trøstens budskab og viser derved deres ægte og kærlige interesse for andre. Gennem deres bibelundervisning hjælper de også deres medmennesker til at få dækket et andet behov. Hvilket?

Vort vigtigste behov må dækkes

For at være virkelig lykkelig må man have et godt forhold til Gud. Det er blevet sagt: „Den omstændighed at mennesket, overalt og til alle tider, fra begyndelsen og indtil i dag, har følt en trang til at påkalde noget det har troet er højere og mægtigere end det selv, viser at religion er noget mennesket har i sig og som bør anerkendes videnskabeligt. . . . Vi bør stå med ærefrygt og ærbødighed når vi ser den universelle karakter af menneskets søgen efter, og tro på, et højere væsen.“ — Man Does Not Stand Alone af A. Cressy Morrison.

Jesus Kristus fastslog: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ (Mattæus 5:3) Mennesker klarer sig ikke godt når de i længere tid er isolerede fra andre. Det er dog langt mere alvorligt at isolere sig fra Skaberen. (Åbenbaringen 4:11) Det bør være noget grundlæggende for os at søge „kundskab om Gud“ og anvende den. (Ordsprogene 2:1-5) Vi bør være besluttede på at dække vores åndelige behov, for vi har ikke nok i os selv, og vi er afhængige af Gud. For at få et lykkeligt og tilfredsstillende liv må vi have et godt forhold til Jehova, „den Højeste over hele jorden“. — Salme 83:18.

[Illustration på side 5]

Miguel: „Jeg har haft mange personlige kriser, men mit liv ændrede sig fuldstændigt da jeg fik tilknytning til Jehovas Vidner“

[Illustration på side 5]

Alma Ruth: ’Da jeg lærte om Jehova, forstod jeg at jeg kunne få et nært forhold til ham’

[Illustration på side 6]

Emelia: ’Inden jeg lærte sandheden at kende, følte jeg bare tomhed’

[Illustration på side 7]

Som en hjælp til at få dækket sit åndelige behov må man komme sammen med andre der tilbeder Gud