Bibelen oversat af jævne mennesker

I 1835 fuldførte den engelske murer Henry Nott og den tidligere købmandslærling, waliseren John Davies, et kolossalt projekt. Efter mere end 30 års slid færdiggjorde de en oversættelse til tahitiansk af hele Bibelen. Hvor omfattende var opgaven for disse to jævne mænd? Hvad kom der ud af deres idealistiske gerning?

En pietistisk vækkelse

I sidste halvdel af 1700-tallet forkyndte nogle pietistiske vækkelsesprædikanter for jævne mennesker på landsbytorve og i nærheden af miner og fabrikker i England. Desuden var prædikanterne ivrige fortalere for at udbrede Bibelen.

Bevægelsens stifter, en baptist ved navn William Carey, var med til at grundlægge London Missionary Society i 1795. Missionsselskabet underviste medarbejdere der var villige til at lære fremmede sprog og missionere i det sydlige Stillehavsområde. Hensigten var at forkynde evangeliet på de lokale sprog.

Den nyopdagede ø Tahiti blev den første missionsmark. Pietisterne anså den og de omliggende øer for ’mørke pletter’ af hedenskab, marker der var modne til høst.

Jævne folk tager udfordringen op

Med henblik på ’indhøstningen’ gik 30 hastigt udvalgte og dårligt forberedte missionærer om bord på skibet Duff, som missionsselskabet havde erhvervet. Passagerlisten opregnede „fire ordinerede præster, seks tømrere, to skomagere, to murere, to vævere, to skræddere, en købmand, en saddelmager, en tjener, en gartner, en læge, en grovsmed, en bødker, en bomuldsfabrikant, en hattemager, en klædefabrikant, en møbelsnedker, fem hustruer og tre børn“.

Missionærernes eneste hjælpemiddel til at sætte sig ind i Bibelens grundsprog var en græsk-engelsk ordbog og en bibel med en hebraisk ordbog. På den syv måneder lange sørejse lærte missionærerne nogle tahitianske gloser som tidligere besøgende på øen, hovedsagelig mytteristerne fra Bounty,  havde skrevet ned. Langt om længe anløb Duff Tahiti, og den 7. marts 1797 gik missionærerne i land. Inden der var gået et år, havde de fleste mistet modet og forladt stedet. Kun syv missionærer blev tilbage.

En af dem var den forhenværende murer Henry Nott, som kun var 23 år gammel. At dømme efter de første breve han skrev, havde han kun haft en nødtørftig skolegang. Men fra første færd viste han talent for at tilegne sig det tahitianske sprog. Han blev beskrevet som oprigtig, ligevægtig og omgængelig.

I 1801 blev Nott udvalgt til at lære ni nyankomne missionærer tahitiansk. En af dem var den 28-årige waliser John Davies, som viste sig lærenem og flittig. I tilgift var han af natur godmodig og gavmild. Det varede ikke længe før de to mænd besluttede at oversætte Bibelen til tahitiansk.

Et formidabelt projekt

At oversætte til tahitiansk var imidlertid et formidabelt projekt, for det var endnu ikke et skriftsprog. Der fandtes hverken ordbøger eller grammatikbøger, så missionærerne var henvist til at lære sproget ved at lytte. De mange åndelyde der blev udtalt med stød, de talrige ord med vokaler som fulgte lige efter hinanden (op til fem i et enkelt ord), og den sjældne forekomst af konsonanter drev missionærerne til fortvivlelse. „Mange ord består af lutter vokaler med hver sin selvstændige lyd,“ klagede de. De erkendte at de ikke kunne „opfatte ordenes lyd så præcist som nødvendigt“. I deres ører forekom der endda flere lyde end der faktisk var i sproget.

Som om det ikke var nok, hændte det fra tid til anden at visse tahitianske ord blev tabuord og derfor måtte erstattes. Også synonymer voldte oversætterne hovedbrud. Ordet bøn kan gengives med over 70 forskellige udtryk på tahitiansk. Syntaksen afviger stærkt fra den engelske og frembød derfor endnu en udfordring. Men lidt efter lidt lykkedes det missionærerne at sammensætte en ordliste som Davies 50 år senere kunne udgive i bogform med 10.000 opslagsord.

Det var en stor opgave at sætte tahitiansk på skrift. Missionærerne forsøgte sig med de engelske retskrivningsregler; men den engelske gengivelse af latinske bogstaver var uanvendelig på tahitiansk. Det førte til endeløse debatter om fonetik og stavemåde. I mange tilfælde udtænkte missionærerne nye bogstavkombinationer, eftersom de var de første i Sydhavet der skulle supplere et talesprog med et skriftsprog. De har sikkert ikke forestillet sig at deres fremgangsmåde skulle komme til at danne mønster for mange af sprogene i det sydlige Stillehav.

Fattige på hjælpemidler, men rige på opfindsomhed

Oversætterne disponerede kun over nogle ganske få opslagsværker. Missionsselskabet pålagde dem at benytte den bibeltekstudgave der benævnes Textus Receptus, samt King James-oversættelsen som tekstgrundlag. Nott bad missionsselskabet om at sende ham flere ordbøger med forklaringer på hebraiske og græske ord, foruden bibler på begge sprog. Det vides ikke om han nogen sinde modtog de ønskede bøger. Davies fik nogle nyttige værker tilsendt af walisiske venner. Ifølge nogle optegnelser havde han i det mindste en græskordbog, en hebraisk bibel, en græsk udgave af Det Nye Testamente og en udgave af Septuaginta.

I al den tid forblev missionsarbejdet frugtesløst. Efter 12 års missioneren på Tahiti var ikke én eneste indfødt blevet døbt. Med tiden tvang konstante borgerkrige alle missionærerne undtagen den beslutsomme Nott på flugt til Australien. Men efter nogen tid som enlig missionær i øgruppen Îles du  Vent, som hører til Selskabsøerne, måtte han sammen med kong Pomare II flygte til den nærliggende ø Mooréa.

Det fik dog ikke Nott til at indstille arbejdet. Desuden sluttede Davies sig efter to år i Australien igen til Nott, som i mellemtiden gennem studiet af græsk og hebraisk havde lært at beherske de to sprog. Således udrustet tog Nott fat på at oversætte dele af De Hebraiske Skrifter til tahitiansk. Han udvalgte nogle passager som de lokale let kunne forholde sig til.

I nært samarbejde med Davies begyndte Nott dernæst at oversætte Lukasevangeliet. Det blev færdigt i september 1814. Nott havde formuleret en gengivelse der lød naturlig for tahitianerne, og Davies sammenholdt oversættelsen med grundteksterne. I 1817 bad kong Pomare II om lov til personligt at trykke den første side af Lukasevangeliet. Det foregik på en lille håndpresse som nogle missionærer havde bragt til Mooréa. Beretningen om den tahitianske bibeloversættelse ville være ufuldstændig uden omtale af en trofast indfødt ved navn Tuahine, der i alle årene blev hos missionærerne og hjalp dem med at fatte sprogets nuancer.

Oversættelsen bliver færdig

I 1819, efter seks års anstrengelser, blev oversættelsen af evangelierne, Apostelgerninger og Salmernes Bog færdig. En trykpresse som nogle nyankomne missionærer havde haft med, gjorde det lettere at fremstille og udbrede bøgerne.

Nu fulgte en tid med intens oversættelse, korrekturlæsning og revidering. Nott blev efter 28 år på Tahiti syg i 1825 og fik missionsselskabets tilladelse til at sejle hjem til England. Glædeligvis var oversættelsen af De Græske Skrifter på det nærmeste færdig. Nott fuldførte oversættelsen af de resterende bibelbøger under hjemrejsen og mens han opholdt sig i England. I 1827 rejste han atter til Tahiti. Otte år senere, i december 1835, kunne han lægge fjerpennen fra sig. Efter mere end 30 års slid var hele Bibelen blevet oversat.

I 1836 rejste Nott hjem til England for at få hele den tahitianske bibel trykt i London. Opstemt kunne han den 8. juni 1838 forære dronning Victoria et eksemplar af førsteudgaven. Det var forståeligt nok en yderst bevæget stund for den forhenværende murer, der 40 år forinden var stævnet ud med Duff og havde fordybet sig i den tahitianske kultur for at fuldføre sin omfattende livsopgave.

 To måneder senere satte Nott kursen mod Sydhavet. Med sig havde han 27 kasser indeholdende førsteoplaget på 3000 eksemplarer af den komplette bibel på tahitiansk. Efter et ophold i Sydney blev Nott syg igen, men han nægtede at slippe de dyrebare kasser af syne. Da han var kommet sig, tog han videre til Tahiti i 1840, hvor indbyggerne nærmest løb storm på ladningen for at få fat i biblerne. I maj 1844 døde Nott på Tahiti i en alder af 70 år.

Vidtrækkende virkning

Men Notts livsværk viste sig levedygtigt. Hans oversættelse havde vidtrækkende virkning på de polynesiske sprog. Og det tahitianske sprog blev bevaret fordi missionærerne satte det på skrift. En forfatter skriver: „Nott standardiserede det som blev det klassiske, grammatisk korrekte tahitianske sprog. Det vil altid være nødvendigt at konferere med Bibelen for at lære rent tahitiansk.“ Oversætternes utrættelige virke reddede tusinder af ord fra glemsel. Hundrede år senere skrev en forfatter: „Notts bemærkelsesværdige tahitianske bibel er mesterstykket på tahitiansk — det er alle enige om.“

Dette betydningsfulde værk gavnede ikke kun tahitianerne, men lagde også grundvolden for andre oversættelser til sprog der tales i det sydlige Stillehavsområde. For eksempel har oversættere på Cookøerne og Samoa anvendt den som forlæg. En oversætter udtalte: „Jeg har i alt væsentligt fulgt hr. Nott, hvis oversættelse jeg har undersøgt grundigt.“ Det berettes at en anden oversætter ’foran sig havde Salmernes Bog på hebraisk sammen med den engelske og den tahitianske udgave’ mens han ’oversatte en af Davids salmer til samoansk’.

Missionærerne fulgte de engelske pietisters eksempel og arbejdede ihærdigt på at lære folk at læse og skrive. Bibelen var i mere end 100 år den eneste bog der forelå på tahitiansk. Den blev derfor et vigtigt islæt i den lokale kultur.

Noget af det bedste ved Notts bibeloversættelse er at Guds navn forekommer hyppigt i såvel De Hebraiske som De Græske Skrifter. Som følge af det er navnet Jehova velkendt på Tahiti og de omliggende øer. Det forekommer endda på nogle protestantiske kirker. Nu om dage bliver Guds navn dog først og fremmest forbundet med Jehovas Vidner og deres energiske forkyndelse. De lokale forkyndere gør flittigt brug af den tahitianske bibel som Nott og hans medarbejdere oversatte. Når vi ser den ihærdighed som har kendetegnet Henry Nott og andre oversættere, har vi grund til at være taknemmelige for at Guds ord er tilgængeligt for de fleste mennesker i dag.

[Illustrationer på side 26]

De første tahitianske bibelbøger fra 1815 indeholder navnet Jehova

Henry Nott (1774-1844), der var hovedkraften bag oversættelsen af Bibelen til tahitiansk

[Kildeangivelser på side 26]

Tahitiansk bibel: Copyright the British Library (3070.a.32); Henry Nott og brev: Collection du Musée de Tahiti et de ses Îles, Punaauia, Tahiti; katekismus: Med tilladelse af the London Missionary Society Papers, Alexander Turnbull Library, Wellington, New Zealand

[Illustration på side 28]

Katekismus fra 1801 med både tahitiansk og walisisk tekst; bruger Guds navn

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af the London Missionary Society Papers, Alexander Turnbull Library, Wellington, New Zealand

[Illustration på side 29]

Jehovas navn på facaden af denne protestantiske kirke på øen Huahine i Fransk Polynesien

[Kildeangivelse]

Avec la permission du Pasteur Teoroi Firipa