Holdningen til religion — Hvilken vej går tendensen?

„Femten par går til et [katolsk] aftenmøde for at få rådgivning før ægteskabet. Af de 30 deltagere erklærer kun tre sig for troende.“ — La Croix, fransk katolsk dagblad.

DET står sløjt til på det religiøse område. På forsiden af den internationale udgave af bladet Newsweek blev der den 12. juli 1999 rejst spørgsmålet: „Er Gud død?“ For Vesteuropas vedkommende kunne det godt se sådan ud, var bladets svar. Den franske avis Le Monde skrev på baggrund af den katolske kirkesynode som blev holdt i Rom i oktober samme år: „Kirken finder det sværere end nogen sinde at formidle sit budskab i en kultur som er blevet ’allergisk’ over for det. . . . I Italien er katolicismen ikke længere en homogen enhed. . . . I Tyskland er debatten om abort-rådgivningscentre med til at udvide den kløft der er mellem paven og det demokratiske samfund der ikke længere er indstillet på at lade sig diktere noget. Nogle iagttagere har peget på [Hollands] hastige afkristning som årsag til hollændernes frisindede holdning til moral og aktiv dødshjælp.“

Situationen er stort set den samme andre steder. I 1999 advarede ærkebiskoppen af Canterbury, George Carey, om at den engelske statskirke var „en generation fra at uddø“. I en artikel med titlen „Afslutningen på det kristne Europa“ skrev den franske avis Le Figaro: „Man ser det samme mønster alle vegne. . . . Folk sætter systematisk spørgsmålstegn ved enhver morallære og enhver doktrin.“

Mindre religiøst engagement

I Europa falder antallet af kirkegængere drastisk. Mindre end 10 procent af alle katolikker i Frankrig overværer messen om søndagen, og i Paris går kun 3 til 4 procent af dem regelmæssigt i kirke. En lignende og  endda mere udtalt tendens går igen i Tyskland, de skandinaviske lande, Storbritannien og Nordirland.

Knapheden på kandidater til præsteembederne vækker også bekymring blandt religiøse myndigheder. På mindre end hundrede år er antallet af præster i Frankrig faldet drastisk, fra 14 præster pr. 10.000 indbyggere til mindre end 1 præst pr. 10.000 indbyggere i dag. I hele Europa er gennemsnitsalderen for præster stigende, og selv i lande som Irland og Belgien er der mangel på præster. Samtidig bliver stadig færre børn tilmeldt undervisning i katekismus, hvilket rejser alvorlig tvivl om den katolske kirkes evne til at sikre sin beståen.

Også tilliden til religionen hører fortiden til. Blot 6 procent af alle franskmænd tror at „man kun kan finde sandheden i én bestemt religion“, sammenlignet med 15 procent i 1981 og 50 procent i 1952. Den åndelige sløvhed breder sig. I 1980 gav 26 procent udtryk for at de ikke havde noget religiøst tilhørsforhold, og i 2000 var det 42 procent. — Les valeurs des Français — Évolutions de 1980 à 2000 (Franskmændenes værdier — udviklingen fra 1980 til 2000).

Ændrede moralværdier

Krisen med hensyn til værdier gør sig også gældende på det moralske område. Som tidligere nævnt nægter mange kirkegængere at acceptere deres kirkes moralske krav. De godtager ikke den opfattelse at deres religiøse ledere har ret til at opstille adfærdsnormer. Den samme gruppe som bifalder pavens standpunkt angående menneskerettigheder, nægter at følge ham når det han siger, berører deres eget liv. Det synspunkt han for eksempel fastholder angående svangerskabsforebyggelse, ignoreres i vid udstrækning af mange katolikker, gifte såvel som ugifte.

Denne holdning gør sig gældende i både religiøse og ikkereligiøse samfundsgrupper. Handlinger som tydeligt fordømmes i Bibelen, bliver tolereret. For tyve år siden kunne 45 procent af indbyggerne i Frankrig ikke godkende homoseksualitet. I dag finder 80 procent det acceptabelt. Selv om størstedelen går ind for troskab i ægteskabet, tager kun 36 procent konsekvent afstand fra affærer uden for ægteskabet. — Romerne 1:26, 27; 1 Korinther 6:9, 10; Hebræerne 13:4.

Et religiøst sammensurium

I det vestlige samfund har der udviklet sig en a la carte-religiøsitet hvor enhver selv sammenflikker de læresætninger der passer ham eller hende. Nogle dogmer accepteres, og andre kasseres. Nogle kalder sig kristne og tror samtidig på reinkarnation, og andre finder det fuldstændig acceptabelt at følge anskuelser fra mange forskellige trosretninger samtidig. (Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4, 20; Mattæus 7:21; Efeserne 4:5, 6) Bogen Les valeurs des Français viser klart og tydeligt at mange troende i dag forvilder sig uigenkaldeligt væk fra kirkens fastlagte vej.

Denne trend hen imod en mere individualistisk religion er dog ikke helt uden fare. Jean Delumeau, religionshistoriker og medlem af Institut de France, fastholder at det er umuligt at frembringe sin egen religion uafhængigt af et eksisterende system. „Troen kan ikke overleve hvis ikke den har sine rødder solidt fæstet i en specifik trosbekendelse.“ Sunde åndelige værdier og religionsudøvelse må indgå i et sammenhængende hele. Hvor kan en sådan sammenhæng findes i et samfund præget af ustabilitet?

Gennem hele Bibelen bliver vi mindet om at det er Gud der fastlægger normerne for adfærd og moral, selv om han har givet menneskene frihed til at følge dem eller lade være. Mange på hele jorden anerkender at denne længe værdsatte bog har praktisk værdi i dag, og at den er ’en lampe for deres fod og et lys på deres sti’. (Salme 119:105) Hvordan er de nået til den konklusion? Det vil den næste artikel komme ind på.