Alle har brug for ros

DEN lille pige havde haft en god dag. Selv om hun andre dage måtte irettesættes, havde hun netop den dag opført sig særlig pænt. Men efter at den lille pige var blevet lagt i seng om aftenen, hørte hendes mor at hun græd. Da moderen spurgte hende om hvorfor hun var ked af det, svarede hun hulkende: „Synes du slet ikke jeg har været sød i dag?“

Spørgsmålet skar moderen i hjertet. Hun havde altid været hurtig til at irettesætte sin datter. Men nu hvor hendes lille pige havde gjort sig store anstrengelser for at opføre sig pænt, havde hun helt forsømt at rose hende.

Små piger er ikke de eneste der har brug for ros og anerkendelse. Det har vi alle sammen — lige så meget som vi har brug for råd og vejledning.

Hvordan har vi det når vi bliver rost? Varmer det os ikke om hjertet og opmuntrer os? Det vil nok få os til at føle at der er nogle der er opmærksomme på os, og som er interesserede i os. Ros forsikrer os om at det vi har gjort, var alle anstrengelserne værd, og det motiverer os til at være flittige igen en anden gang. Det er ikke nogen overraskelse at ros ofte drager os til den der giver sig tid til at sige noget pænt til os. — Ordsprogene 15:23.

Jesus Kristus forstod behovet for at rose. I lignelsen om talenterne roser herren (der skildrede Jesus selv) de to trælle der var trofaste, med ordene: „Udmærket, gode og trofaste træl!“ Det må have været meget opmuntrende! Selv om de har vidt forskellige evner og opnår forskellige resultater, får de lige meget ros. — Mattæus 25:19-23.

Husk den lille piges mor. Vi behøver ikke at vente til andre er fuldstændig nedslåede, før vi roser dem. Lad os i stedet spejde efter muligheder for at komme med et anerkendende ord. Faktisk har vi god grund til at give oprigtig ros ved hver en lejlighed.