Zefanias’ Bog
Zefanias’ Bog
DENNE bog i De Hebraiske Skrifter indeholder Jehovas ord ved hans profet Zefanias. Zefanias virkede som profet i kong Josias af Judas dage (659-629 f.v.t.). (Zefanias 1:1) I sit 12. regeringsår indledte kong Josias, som da var cirka 20 år gammel, en omfattende kampagne mod afgudsdyrkelse, og fra hans 18. regeringsår og indtil hans død ’veg hans undersåtter ikke fra Jehova’. (2 Krønikebog 34:3-8, 33) Eftersom Zefanias’ Bog omtaler afgudspræster og dyrkelse af Ba’al og himmellegemer, er det rimeligt at antage at den er skrevet før Josias indledte sine reformer omkring 648 f.v.t. — Zefanias 1:4, 5.
Da Zefanias begyndte at profetere, var Juda fuld af afgudsdyrkelse, vold og svig. Mange sagde i deres hjerte: „Jehova gør hverken godt eller ondt.“ (Zefanias 1:12) Men Zefanias’ profetier gjorde det klart at Jehova ville tage hævn over overtrædere der ikke ændrede sind. (Zefanias 1:3–2:3; 3:1-5) Ikke kun Juda og Jerusalem, men også andre folkeslag — filistrene, ammonitterne, moabitterne, ætiopierne og assyrerne — ville få hans straffedom at føle. — Zefanias 2:4-15.
Zefanias’ profeti må have været til særlig stor trøst for dem der bestræbte sig for at tjene Jehova, og som var dybt foruroligede over de afskyelige handlinger Jerusalems indbyggere, deriblandt dens korrupte fyrster, dommere og præster, begik. (Zefanias 3:1-7) Eftersom retsindige mennesker ville se frem til eksekveringen af Guds dom over de ugudelige, er det åbenbart dem de følgende ord er henvendt til: „’Bliv derfor ved med at nære forventning til mig,’ lyder Jehovas udsagn, ’til dagen da jeg rejser mig til byttet, for min dom går ud på at samle nationerne, på at jeg skal samle rigerne sammen, for at udøse min fordømmelse over dem, hele min brændende vrede.’“ (Zefanias 3:8) Til sidst ville Jehova vende sin opmærksomhed mod resten af sit folk, israelitterne, og han ville udfri dem fra fangenskabet og gøre dem til et navn og til en lovsang blandt alle andre folkeslag. — Zefanias 3:10-20.
Der er ingen tvivl om ægtheden af Zefanias’ Bog. Andre steder i Bibelen findes der ofte paralleller til de tanker der er udtrykt i denne bog. (Sammenlign Zefanias 1:3 med Hoseas 4:3; Zefanias 1:7 med Habakkuk 2:20 og Zakarias 2:13; Zefanias 1:13 med Femte Mosebog 28:30, 39 og Amos 5:11; Zefanias 1:14 med Joel 1:15; og Zefanias 3:19 med Mika 4:6, 7.) Zefanias’ Bog er også i overensstemmelse med resten af Bibelen med hensyn til grundlæggende sandheder. For eksempel: Jehova er en retfærdig Gud. (Zefanias 3:5; 5 Mosebog 32:4) Han giver menneskene mulighed for at ændre sind, men han vil ikke til evig tid lade overtrædelser forblive ustraffede. (Zefanias 2:1-3; Jeremias 18:7-11; 2 Peter 3:9, 10) Hverken sølv eller guld kan udfri ugudelige mennesker på Jehovas vredes dag. (Zefanias 1:18; Ordsprogene 11:4; Ezekiel 7:19) For at opnå Guds beskyttelse må man handle efter hans retfærdige lovbud. — Zefanias 2:3; Amos 5:15.
Et andet vægtigt vidnesbyrd om at bogen er kanonisk, er opfyldelsen af dens profetier. Den forudsagte ødelæggelse kom over Assyriens hovedstad, Nineve, i 632 f.v.t. (Zefanias 2:13-15) og over Juda og Jerusalem i 607 f.v.t. (Zefanias 1:4-18; jævnfør Anden Kongebog 25:1-10.) Eftersom ætiopierne var ægypternes allierede, kom der uden tvivl strenge veer over dem da Nebukadnezar erobrede Ægypten. (Zefanias 2:12; jævnfør Ezekiel 30:4, 5.) Og ammonitterne, moabitterne og filistrene ophørte til sidst med at eksistere som folk. — Zefanias 2:4-11.