Spørgsmål fra læserne
Spørgsmål fra læserne
Hvordan ser Jehovas Vidner på behandlingsmetoder der omfatter brugen af ens eget blod, i lyset af Bibelens bud om den retmæssige brug af blod?
Den enkelte kristne bør ikke basere sine afgørelser udelukkende på hvad han selv foretrækker, eller hvad nogle læger anbefaler, men alvorligt overveje hvad Bibelen siger om dette spørgsmål. Det er en personlig sag mellem den enkelte og Jehova.
Jehova, hvem vi alle skylder livet, har forbudt mennesker at indtage blod. (1 Mosebog 9:3, 4) I den lov Gud gav fortidens Israel, begrænsede han brugen af blod fordi det repræsenterer livet. Han påbød: „Kødets sjæl [eller liv] er i blodet, og jeg har selv givet jer det på alteret til at skaffe soning for jeres sjæle.“ Hvad skulle der ske med blodet af et dyr der blev dræbt for at tjene som føde? Gud sagde at man skulle „lade dets blod løbe ud og dække det til med støv“. * (3 Mosebog 17:11, 13) Jehova gentog denne befaling igen og igen. (5 Mosebog 12:16, 24; 15:23) Det jødiske værk The Soncino Chumash siger: „Blodet må ikke oplagres, men skal gøres uegnet som menneskeføde ved at blive hældt ud på jorden.“ Ingen israelit måtte tilegne sig, oplagre eller bruge blodet af en anden skabning, hvis liv tilhørte Gud.
Forpligtelsen til at overholde Moseloven ophørte da Messias døde, men Guds syn på blodets hellighed er det samme. Ledet af Guds hellige ånd gav apostlene de kristne påbud om at ’afholde sig fra blod’. Denne befaling var ikke noget man skulle tage let på. Det var moralsk set lige så vigtigt at afholde sig fra blod som det var at afholde sig fra umoralitet og afgudsdyrkelse. (Apostelgerninger 15:28, 29; 21:25) Da det i det 20. århundrede blev almindeligt at donere og bruge blod til transfusion, forstod Jehovas Vidner at denne praksis stred mod Guds ord. *
Undertiden anbefaler en læge en patient at få tappet og oplagret noget af sit eget blod nogle uger før operationen (præoperativ autolog bloddonation, eller PAD). Hvis der under operationen opstår behov for det, kan lægen så indgive patienten det oplagrede blod. Men en sådan indsamling, oplagring og brug af blod til transfusion er i direkte modstrid med det der siges i Tredje og Femte Mosebog. Blod må ikke oplagres. Det skal hældes ud og så at sige gives tilbage til Gud. Moseloven er ganske vist ikke længere i kraft, men Jehovas Vidner respekterer de principper Gud lod indgå i den, og de er besluttede på at ’afholde sig fra blod’. Det er derfor de ikke donerer blod eller tillader at deres eget blod — som bør ’hældes ud’ — bliver oplagret og senere brugt til transfusion. Denne praksis er i modstrid med Guds lov.
Andre behandlinger og prøver der omfatter patientens eget blod, er ikke direkte i strid med Guds erklærede principper. For eksempel har mange kristne tilladt at noget af deres blod er blevet udtaget til en blodprøve eller analyse, hvorefter blodet skaffes af vejen. Men andre mere indviklede fremgangsmåder hvori patientens eget blod indgår, kan også komme på tale.
For eksempel ledes noget af patientens blod under visse kirurgiske indgreb ud af legemet som led i en proces der kaldes hæmodilution. Det blod der er tilbage i patienten, bliver derefter fortyndet. Senere bliver blodet i det udvidede kredsløb ført tilbage til patienten, hvilket øger hæmoglobintallet så det kommer tættere på det normale. Blod der siver ud i et sår, kan ligeledes opsuges og filtreres så de røde blodlegemer kan føres tilbage til patienten. Det sker ved hjælp af en såkaldt cell-saver. Ved andre behandlingsmetoder ledes patientens blod til et apparat der midlertidigt udfører nogle af de funktioner som patientens egne organer (eksempelvis hjertet, lungerne eller nyrerne) normalt tager sig af. Derefter ledes blodet fra apparatet tilbage til patienten. Andre fremgangsmåder består i at lede blodet til en separator (centrifuge) for at fjerne skadelige eller defekte bestanddele af blodet. Det kan også være at man ønsker at isolere noget af en blodkomponent og overføre det til et andet sted i legemet. Der findes desuden prøver hvor man udtager en vis mængde blod som mærkes eller tilsættes medikamenter og derefter gives tilbage til patienten.
Detaljerne kan variere, og man vil uden tvivl finde frem til nye procedurer, prøver og behandlingsmetoder. Det er ikke vores opgave at analysere og træffe afgørelse vedrørende hver eneste behandlingsmulighed. Den kristne må selv afgøre hvordan han ønsker at hans blod skal behandles i forbindelse med et kirurgisk indgreb, en lægeundersøgelse eller en bestemt behandling. Vedkommende bør hos lægen eller specialisten skaffe sig oplysninger om hvad der vil ske med hans blod under behandlingen, og derefter træffe en afgørelse i overensstemmelse med hvad hans samvittighed tillader. (Se rammen.)
Kristne bør huske på deres indvielse til Gud og deres forpligtelse til at ’elske ham af hele deres hjerte, sjæl, styrke og sind’. (Lukas 10:27) I modsætning til de fleste sætter Jehovas Vidner deres forhold til Gud meget højt. Livgiveren opfordrer alle til at sætte deres lid til Jesu udgydte blod. Vi læser: „Ved hjælp af ham [Jesus Kristus] har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser.“ — Efeserne 1:7.
[Fodnoter]
^ par. 4 Professor Frank H. Gorman skriver: „At blodet skal løbe ud, forstås bedst som en ærbødighedshandling der udtrykker respekt for dyrets liv og således også respekt for Gud, som skabte og fortsat nærer omsorg for dette liv.“
^ par. 5 Vigtige spørgsmål om dette emne blev behandlet i Vagttårnet for 1. januar 1952, som viste hvorfor det ikke er passende at modtage transfusioner af donorblod.
[Ramme/illustrationer på side 31]
SPØRGSMÅL MAN KAN STILLE SIG SELV
Hvis noget af mit blod skal ledes uden for mit legeme og der muligvis kan indtræde en afbrydelse i blodets cirkulation, vil jeg da med min samvittighed føle at dette blod stadig er en del af mig selv og derfor ikke behøver at blive ’hældt ud på jorden’?
Vil det forurolige min bibeloplærte samvittighed hvis noget af mit blod under en lægeundersøgelse eller en behandling bliver udtaget, modificeret og ført tilbage til mit legeme?
