DEN 26. marts 1937 kørte to udmattede mænd i en støvet ladbil langsomt ind i Australiens største by, Sydney. Siden de forlod byen et års tid tidligere, havde de rejst næsten 20.000 kilometer gennem nogle af landets mest fjerntliggende og ufremkommelige egne. Mændene, Arthur Willis og Bill Newlands, var hverken opdagelsesrejsende eller eventyrere. De var blot to af de adskillige ivrige heltidsforkyndere der havde sat sig for at forkynde den gode nyhed om Guds rige i den indre del af Australien.

Frem til slutningen af 1920’erne havde det lille antal Bibelstudenter * i Australien hovedsageligt forkyndt i og omkring de byer der lå langs kysten. Længere inde i landet lå den australske outback, et enormt og tyndtbefolket område på størrelse med halvdelen af Europa. Bibelstudenterne var dog bevidste om at de som Jesus’ disciple måtte forkynde om ham “til jordens fjerneste egne”, hvilket indbefattede denne ødemark. (Apg. 1:8) Men hvordan skulle de klare den omfattende opgave? Med fuld tillid til at Jehova ville velsigne deres indsats, gik de på med krum hals!

I 1929 ombyggede menigheder i staterne Queensland og Western Australia nogle varebiler så de kunne klare rejsen rundt i outbacken. Bilerne blev bemandet med hårdføre pionerer der var i stand til at udholde de barske forhold og reparere bilerne når de brød sammen. Disse pionerer nåede frem til mange steder hvor der aldrig før var blevet forkyndt.

De pionerer der ikke havde råd til en bil, begav sig ind i det uvejsomme område på cykel. For eksempel drog den 23-årige Bennett Brickell i 1932 ud fra Rockhampton i Queensland for at tage på en femmåneders forkyndertur i den nordlige del af staten. Med på cyklen havde han tæpper, tøj og mad samt et stort antal bøger. Da dækkene på hans tungtlæssede cykel gav op, fortsatte han rejsen i tillid til at Jehova ville hjælpe og lede ham. De sidste 300 kilometer trak han cyklen gennem øde områder hvor nogle tidligere var omkommet på grund af væskemangel. I løbet af de næste 30 år tilbagelagde bror Brickell flere hundrede  tusind kilometer på cykel, motorcykel og i bil for at forkynde rundt omkring i Australien. Han var en af de første der forkyndte for aboriginerne og var med til at oprette flere menigheder. Bror Brickell blev kendt for det store arbejde han udførte, og var højt respekteret.

Befolkningstætheden i Australien er en af de laveste i verden, og især den indre del af landet er meget tyndt befolket. Så det har krævet stor beslutsomhed af Jehovas tjenere at nå frem til folk i afsidesliggende egne.

Som eksempel kunne nævnes pionererne Stuart Keltie og William Torrington. I 1933 krydsede de den vidtstrakte sandørken Simpson Desert for at nå frem til Alice Springs, en by der ligger i midten af Australien. Senere brød deres bil sammen, men bror Keltie, der havde et træben, fortsatte sin forkyndertur – nu på ryggen af en kamel! Brødrenes anstrengelser bar frugt i William Creek, en lille flække ved jernbanesporet. Her mødte de kroværten Charles Bernhardt, som tog imod sandheden. Med tiden lykkedes det ham at skaffe sig af med sin kro, og i mere end 15 år tjente han helt alene som pioner i nogle af de mest udtørrede og isolerede dele af Australien.

De første pionerer havde i den grad brug for mod og viljestyrke for at overvinde de mange udfordringer de mødte. På deres forkyndertur i den australske outback måtte Arthur Willis og Bill Newlands, der blev nævnt i indledningen, på et tidspunkt kæmpe i to uger for at tilbagelægge en strækning på bare 30 kilometer! Voldsomme regnskyl havde forvandlet ørkenen til en stor mudderpøl. Andre gange måtte de begive sig gennem stenede dale og udtørrede flodlejer eller lægge alle kræfter i for at skubbe deres ladbil over enorme sandklitter i ørkenens brændende hede. Når bilen brød sammen, hvilket den gjorde ganske ofte, måtte de gå eller cykle i dagevis for at nå frem til den nærmeste by, hvor de så kunne vente flere uger på at få reservedele. Men trods alle udfordringerne bevarede disse tjenere for Jehova en positiv indstilling. Som Arthur Willis senere erklærede: “Ingen vej er for barsk eller for lang for Hans vidner.”

Charles Harris, der var pioner i en lang årrække, forklarede på et tidspunkt at ensomheden og de mange strabadser i ødemarken i virkeligheden var med til at give ham et nærmere forhold til Jehova. Han tilføjede: “Livets rejse foretages langt lettere med et minimum af bagage. Når Jesus var villig til om nødvendigt at sove under stjernerne, burde vi være glade for at gøre det samme hvis vores tildelte distrikt kræver det.” Og det var netop hvad mange pionerer gjorde. Takket være deres utrættelige indsats nåede den gode nyhed ud til alle hjørner af kontinentet, og mange sluttede sig til Jehovas folk.