Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lyt til Guds vejledning og bliv vis

Lyt til Guds vejledning og bliv vis

“Hør på tugt og bliv vise.” – ORDSP. 8:32, 33.

SANGE: 56, 89

1. Hvordan kan vi få visdom, og hvordan vil det gavne os?

JEHOVA er kilden til visdom, og han deler den gavmildt med andre. I Jakob 1:5 står der: “Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde.” En af de måder vi får denne visdom på, er når vi tager imod retledning fra Jehova. Det kan hjælpe os til at undgå at gøre noget der er forkert, og som skader vores forhold til ham. (Ordsp. 2:10-12) På den måde kan vi ‘bevare os selv i Guds kærlighed’ og have håb om evigt liv. – Jud. 21.

2. Hvorfor værdsætter vi Guds retledning?

2 Vores ufuldkommenhed, vores opvækst og andre faktorer kan imidlertid gøre det svært for os at tage imod retledning eller at betragte den som noget positivt. Men når vi oplever at retledningen fra Gud gavner os, kan vi bedre se at den er et udtryk for hans store kærlighed til os. “Min søn, afvis ikke Jehovas tugt, ... for Jehova retleder den han elsker,” står der i Ordsprogene 3:11, 12. Vi må aldrig glemme at Jehova kun ønsker det bedste for os. (Læs Hebræerne 12:5-11). Eftersom Jehova kender os fuldt ud, vil den retledning der kommer fra ham, altid være passende og rimelig. Vi vil nu se nærmere på fire aspekter af retledning: (1) selvdisciplin, (2) børneopdragelse, (3) vejledning gennem menigheden og (4) hvad der er værre end smerten ved retledning.

SELVDISCIPLIN ER ET TEGN PÅ VISDOM

3. Hvordan lærer børn selvdisciplin? Forklar med en illustration.

3 Selvdisciplin indebærer at man kontrollerer sine tanker og handlinger for at forbedre sin personlighed – faktisk kan man sige at det er en måde at retlede sig selv på. Det er ikke en evne vi er født med, men noget vi skal lære. Man kan sammenligne det med et barn der skal lære at cykle. I starten vil en af forældrene sikkert holde fast i cyklen for at den ikke skal vælte. Når barnet begynder at få kontrol over cyklen, giver forælderen forsigtigt slip nogle få sekunder ad gangen. Og når barnet selv kan holde balancen, giver forælderen helt slip. Noget lignende gør sig gældende med selvdisciplin. Når forældre vedvarende og tålmodigt oplærer deres børn på den måde Jehova ønsker, kan det hjælpe dem til at udvikle selvdisciplin og få visdom. – Ef. 6:4.

4, 5. (a) Hvorfor er selvdisciplin en vigtig del af “den nye personlighed”? (b) Hvorfor skal vi ikke miste modet selvom vi “falder syv gange”?

4 Nogle lærer først Jehova at kende som voksne. De har selvfølgelig allerede udviklet et vist mål af selvdisciplin, men som nye disciple vil de stadig være umodne i åndelig forstand. De kan imidlertid vokse i modenhed efterhånden som de lærer at efterligne Kristus og ‘ifører sig den nye personlighed’. (Ef. 4:23, 24) Selvdisciplin er en vigtig del af denne udvikling. Den hjælper os til at lære at “sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker og ... leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning”. – Tit. 2:12.

5 Vi er desværre alle sammen ufuldkomne og begår fejl. (Præd. 7:20) En fejl er dog ikke ensbetydende med at man er en fiasko, eller at man fuldstændigt mangler selvdisciplin. I Ordsprogene 24:16 står der at “den retfærdige falder syv gange”. Men der står også at han ‘rejser sig igen’. Hvad hjælper ham til at komme op? Ikke ren og skær viljestyrke, men Guds ånd. (Læs Filipperne 4:13). En del af åndens frugt er selvbeherskelse, der er nært forbundet med selvdisciplin.

6. Hvordan kan vi blive flittige til at studere Guds ord? (Se indledningsbilledet).

6 Noget andet der er vigtigt for at kunne udvikle selvdisciplin, er inderlig bøn, bibelstudie og eftertanke. Men hvad nu hvis du synes det er kedeligt at studere? Eller hvis du ikke betragter dig selv som den boglige type? Husk at Jehova er klar til at hjælpe dig! Med hans hjælp kan du endda komme til at ‘hige efter’ hans ord. (1 Pet. 2:2) Først og fremmest må du bede Jehova om den selvdisciplin der skal til for at studere Bibelen. Derefter må du handle i harmoni med din bøn. Måske kan du til at begynde med bare studere nogle minutter ad gangen. Med tiden vil det blive både lettere og sjovere at studere, og du vil ligefrem begynde at glæde dig til de stunder hvor du kan fordybe dig i Jehovas tanker. – 1 Tim. 4:15.

7. Hvordan kan selvdisciplin hjælpe os til at nå åndelige mål?

7 Selvdisciplin hjælper os til at nå åndelige mål. Tænk for eksempel over hvad en familiefar oplevede. Han følte at han havde mistet noget af gejsten i tjenesten for Jehova, og det bekymrede ham. Derfor satte han sig som mål at blive pioner. Han begyndte at læse artikler om heltidstjenesten i vores blade og at tage målet med i sine bønner. Det gav ham et nærmere forhold til Jehova og styrkede ham åndeligt. Han sørgede også for at melde sig som hjælpepioner når han havde mulighed for det. Hvordan gik det? Selvom der var udfordringer undervejs, holdt han fast ved sit mål om at blive pioner, og med tiden lykkedes det for ham.

OPDRAG DINE BØRN SÅDAN SOM JEHOVA ØNSKER

Børn er ikke født med evnen til at kende forskel på rigtigt og forkert – de har brug for oplæring (Se paragraf 8)

8-10. Hvad kan hjælpe forældre til at opdrage deres børn på den måde Jehova ønsker? Forklar med et eksempel.

Kristne forældre har fået betroet et helt særligt ansvar – nemlig at opdrage deres børn på den måde Jehova ønsker. (Ef. 6:4) Det er en svær opgave, ikke mindst på grund af de forhold der er i verden i dag. (2 Tim. 3:1-5) Børn er ikke født med evnen til at kende forskel på rigtigt og forkert. Det er sandt at de har en medfødt samvittighed, men den skal formes, eller oplæres. (Rom. 2:14, 15) En bibelforsker nævner at det græske ord der blandt andet oversættes med “opdragelse” og “retledning”, i nogle tilfælde kan gengives med “børneudvikling”.

9 Børn der på en kærlig måde bliver retledt, føler sig trygge. De lærer at der er grænser for ens frihed, og at deres beslutninger og handlinger har konsekvenser. Det er meget vigtigt at forældre søger hjælp hos Jehova i opdragelsen af deres børn. Idéer og metoder i forbindelse med børneopdragelse kan variere fra sted til sted og fra generation til generation. Men forældre der lytter til Gud, behøver ikke at gætte sig frem eller være afhængige af menneskers erfaring for at kunne give deres børn en god opdragelse.

10 Det kan sammenlignes med den store opgave Noa stod over for. Da Jehova gav ham besked på at bygge arken, kunne han ikke læne sig op ad sin erfaring. Han havde jo aldrig bygget en ark før! Han måtte altså stole på Jehovas anvisninger, og Bibelen siger at han gjorde nøjagtigt som Gud havde givet ham besked på. (1 Mos. 6:22) Hvad blev resultatet? Projektet lykkedes i første forsøg, og det betød at Noa og hans familie overlevede. Noa var desuden en god familiefar. Hvorfor? Fordi han også på dette område stolede på Jehovas visdom. Det satte ham i stand til at være et godt eksempel for sine børn og give dem en god oplæring, noget der var en stor udfordring i den onde verden de levede i. – 1 Mos. 6:5.

11. Hvorfor må forældre gøre en indsats for at opdrage deres børn?

11 Hvordan kan du som forælder efterligne Noa? Lyt til Jehova, og lad ham lære dig hvordan du skal opdrage dine børn. Følg de råd du får gennem hans ord og organisation. En dag vil dine børn sikkert takke dig for det. En bror har sagt: “Jeg er fyldt med taknemmelighed over den måde mine forældre har opdraget mig på. De gjorde alt hvad de kunne, for at nå mit hjerte. Det er i høj grad deres fortjeneste at jeg har kunnet gøre åndelige fremskridt.” På trods af de store anstrengelser forældre gør sig, er der alligevel nogle børn der vælger at forlade Jehova. Men forældre der har gjort deres bedste for at få sandheden ned i deres barns hjerte, kan have god samvittighed. Og de har stadig håbet om at deres barn en dag vil vende tilbage til Jehova.

12, 13. (a) Hvordan kan forældre vise at de adlyder Gud, hvis deres barn bliver udelukket? (b) Hvordan gavnede det en familie at forældrene adlød Jehova?

12 En situation hvor det virkelig kan være svært for forældre at adlyde Jehova, er når et barn bliver udelukket. En mor hvis udelukkede datter flyttede hjemmefra, indrømmer: “Jeg ledte efter smuthuller i vores publikationer så jeg kunne være sammen med min datter og mit barnebarn.” Hun tilføjer: “Men min mand hjalp mig på en kærlig måde til at indse at vores datters liv nu var ude af vores hænder, og at vi ikke måtte gribe forstyrrende ind.”

13 Nogle år senere blev datteren genoptaget. Moren siger: “Nu ringer eller skriver hun til mig næsten hver dag. Og hun har stor respekt for min mand og mig fordi hun ved at vi adlød Gud. Vi har det så godt sammen!” Hvis du har et barn der er udelukket, vil du så ‘stole på Jehova af hele dit hjerte og ikke støtte dig til din egen forstand’? (Ordsp. 3:5, 6) Husk at Jehovas tugt og retledning er et udtryk for hans enestående visdom og kærlighed. Glem aldrig at Jehova ofrede sin søn for alle mennesker – også dit barn. Han ønsker ikke at nogen skal udslettes. (Læs 2 Peter 3:9). Så hav tillid til Jehovas måde at gøre tingene på, også når det er svært for dig at følge hans vejledning. Ja, støt op om Guds tugt i stedet for at modarbejde den.

VEJLEDNING GENNEM MENIGHEDEN

14. Hvordan kan vi få gavn af den vejledning Jehova giver gennem “den trofaste husholder”?

14 Jehova har lovet at han vil tage sig af, beskytte og oplære den kristne menighed, og det gør han på forskellige måder. For eksempel har han indsat sin søn som hoved for menigheden, og Jesus har udnævnt en ‘trofast husholder’ til at sørge for åndelig mad i rette tid. (Luk. 12:42) Denne “husholder” giver os værdifuld vejledning på mange måder. Hvem af os har ikke oplevet at et foredrag eller en artikel i et af vores blade har hjulpet os til at justere vores tankegang eller adfærd? Når vi har foretaget sådanne forandringer, kan vi glæde os over det, for det betyder at vi har ladet Jehova forme, eller retlede, os. – Ordsp. 2:1-5.

15, 16. (a) Hvordan kan vi få gavn af de “gaver i form af mennesker” vi har i menigheden? (b) Hvordan kan vi gøre de ældstes opgave lettere?

15 Kristus har også givet menigheden “gaver i form af mennesker” – ældste der er hyrder for Guds hjord. (Ef. 4:8, 11-13) Det er til gavn for os når vi efterligner deres tro og gode adfærd og følger den vejledning de giver ud fra Guds ord. (Læs Hebræerne 13:7, 17). Husk at de ældste elsker os og ønsker at vi skal vokse åndeligt. Hvis de for eksempel lægger mærke til at vi ikke længere er så regelmæssige til møderne, eller at vi har mistet noget af vores begejstring, vil de med det samme gøre noget for at hjælpe os. De vil lytte til os og derefter kærligt opmuntre og vejlede os ud fra Bibelen. Betragter du deres hjælp som et udtryk for Jehovas kærlighed til dig?

16 Tænk også på at det ikke altid er let for de ældste at skulle henvende sig til os for at give nødvendig vejledning. Forestil dig for eksempel hvor svært det må have været for profeten Natan da han skulle tale med kong David, der havde forsøgt at dække over en alvorlig synd. (2 Sam. 12:1-14) Det har helt sikkert også krævet mod af apostlen Paulus at irettesætte Peter, en af de 12 apostle, fordi han favoriserede sine jødiske trosfæller. (Gal. 2:11-14) Hvordan kan du gøre det lettere for de ældste i din menighed at give vejledning? Vær ydmyg, imødekommende og taknemmelig. Se deres hjælp som et udtryk for Guds kærlighed. Det vil ikke kun gavne dig selv, men også bidrage til at de kan glæde sig over deres opgave.

17. Hvordan oplevede en søster at blive hjulpet af menighedens ældste?

17 En søster havde svært ved at elske Jehova på grund af noget hun havde været ude for tidligere i sit liv. “Da min fortid og andre problemer fik mig til at gå helt ned med flaget, vidste jeg at jeg var nødt til at snakke med de ældste,” siger hun. “De kritiserede og fordømte mig ikke, men opmuntrede og styrkede mig derimod. Efter hvert møde var der altid mindst en af dem der spurgte til hvordan jeg havde det, og det var uanset hvor travlt de havde. På grund af min fortid følte jeg mig ikke værdig til at blive elsket af Jehova. Men gang på gang har Jehova gennem menigheden og de ældste bekræftet sin kærlighed til mig. Jeg beder ham om hjælp til aldrig at svigte ham.”

NOGET DER ER VÆRRE END SMERTEN VED RETLEDNING

18, 19. Hvad er værre end smerten ved retledning? Nævn et eksempel.

18 Selvom det kan gøre ondt at blive retledt, er der noget der er meget værre – følgerne af ikke at tage imod retledning. (Hebr. 12:11) Lad os se på to eksempler, nemlig Kain og Zedekias. Da Kain udviklede had til Abel og ønskede at slå ham ihjel, retledte Gud ham med ordene: “Hvorfor er du optændt af vrede og hvorfor har du et modfaldent udtryk i ansigtet? Hvis du gør det gode, finder der så ikke en opløftelse sted? Men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved indgangen, og til dig står dens attrå; og vil du få herredømmet over den?” (1 Mos. 4:6, 7) Men Kain lyttede ikke til Gud. Han lod synden få magten over ham, og det fik smertelige konsekvenser for ham. (1 Mos. 4:11, 12) Det ville have været langt mindre smertefuldt at tage imod retledningen fra Jehova.

19 Zedekias, der var en svag og ugudelig konge, regerede på et tidspunkt hvor Jerusalem var i store vanskeligheder. Profeten Jeremias understregede gentagne gange over for Zedekias at han skulle ændre adfærd, men han nægtede at lytte. Også for ham fik det tragiske konsekvenser. (Jer. 52:8-11) Det er tydeligt at Jehova ønsker at skåne os for unødig smerte. – Læs Esajas 48:17, 18.

20. Hvad vil der ske med dem der tager imod Guds retledning, og dem der ikke gør?

20 De fleste i verden har ikke respekt for retledning. Men enhver der afviser Guds retledning, vil i nær fremtid komme til at mærke konsekvenserne. (Ordsp. 1:24-31) Så lyt til Guds vejledning så du kan blive vis. Som der står i Ordsprogene 4:13: “Grib fat om tugt; slip den ikke. Værn om den, for den er dit liv.”