FØR Jesus steg op til himlen, sagde han til sine disciple: “I skal være vidner om mig ... til jordens fjerneste egne.” (Apg. 1:8) Hvordan kunne de kristne i det første århundrede klare denne udfordring?

Martin Goodman, der er professor ved Oxford University, skriver at “erkendelsen af at det var nødvendigt at missionere, var det der adskilte de kristne fra andre religiøse grupper, også jøder, i det tidlige romerrige”. Jesus havde rejst fra sted til sted for at udføre sin tjeneste. Sande kristne, der ønskede at efterligne Jesus, ville derfor have forstået at de for at udbrede “den gode nyhed om Guds rige” måtte finde frem til dem der ønskede at lære sandheden at kende. (Luk. 4:43) Det er en af grundene til at den kristne menighed i det første århundrede havde “apostle”, et ord der sigter til nogle der sendes ud, udsendinge. (Mark. 3:14) Jesus gav sine disciple denne befaling: “Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.” – Matt. 28:18-20.

Ingen af Jesu 12 apostle er på jorden i dag, men mange af Jehovas tjenere viser at de har missionærånden, sådan som apostlene havde. De reagerer på invitationen til at gøre mere i forkyndelsen ved at sige: “Her er jeg! Send mig.” (Es. 6:8) Nogle, deriblandt tusinder der har været på Gilead, er flyttet til fjerntliggende lande. Andre er flyttet til et andet område i deres hjemland. Og mange har lært et nyt sprog for at kunne hjælpe til i en fremmedsproget menighed eller gruppe. Disse brødre og søstre har måske ikke haft de mest  ideelle omstændigheder, og det har måske heller ikke været let for dem at foretage sådanne forandringer. De har måttet have en selvopofrende indstilling for at kunne vise deres kærlighed til Jehova og deres medmennesker. Efter at have beregnet omkostningerne gav de af sig selv for at kunne være til hjælp. (Luk. 14:28-30) Brødre og søstre der tager sådanne udfordringer op, dækker et stort behov.

Vores omstændigheder er dog ikke ens. Vi har ikke alle mulighed for at flytte ud hvor behovet er større, eller lære et nyt sprog. Men kan vi være missionærer i vores egen menighed?

De kristne i det første århundrede havde uden tvivl missionærånden, men de fleste af dem blev sandsynligvis boende i deres hjemby. Den tilskyndelse der blev givet til Timoteus, gjaldt dog også dem og gælder stadig for alle Guds tjenere i dag: “Gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør din tjeneste.” (2 Tim. 4:5) Alle kristne, uanset hvor de bor, er blevet befalet at forkynde budskabet om Riget og gøre disciple. Desuden kan mange aspekter af missionærtjenesten bruges i vores egen menighed.

For eksempel er en missionær i et fremmed land nødt til at tilpasse sig nye forhold. Der er mange ting der er helt anderledes end det han eller hun har været vant til. Hvad nu hvis du ikke kan flytte til et sted hvor behovet er større? Du kunne spørge dig selv: ‘Går jeg ud fra at jeg ved alt om menighedens distrikt? Eller kunne jeg prøve nye måder at forkynde på?’ I 1940 blev brødrene opfordret til at sætte én dag om ugen af til gadeforkyndelse. Er det noget du kunne prøve? Eller kunne du være med til at stå ved litteraturvognen? Er du villig til at deltage i tjenestegrene der er nye for dig?

En positiv indstilling vil hjælpe os til at være ivrige og entusiastiske i forkyndelsen. De der stiller sig til rådighed for at flytte ud hvor behovet er større eller tjene i et fremmedsproget distrikt, er som regel meget dygtige forkyndere. De kan være til stor glæde for mange, for eksempel når de fører an i forkyndelsen. Missionærer fører også ofte an i menighedens aktiviteter indtil der er  egnede lokale brødre der kan tage over. Hvis du er en døbt bror, viser du så at du “tragter efter et tilsynshverv” og ønsker at gøre noget for dine brødre og søstre? – 1 Tim. 3:1.

Ud over at tage ivrigt del i forkyndelsen og være villig til at påtage sig større ansvar i menigheden er der også andre måder hvorpå man kan hjælpe til i menigheden. Alle – unge og gamle, mænd og kvinder – kan blive “en styrkende hjælp” for deres brødre og søstre. – Kol. 4:11.

For at kunne hjælpe vores trosfæller må vi lære dem godt at kende. Bibelen opfordrer os til at “give agt på hinanden”. (Hebr. 10:24) Det betyder at vi, uden at snage, må prøve at forstå vores brødre og søstre og finde ud af hvilke behov de har. Disse behov kan være af praktisk, følelsesmæssig eller åndelig art. Det er ikke kun menighedstjenere og ældste der har ansvaret for at hjælpe andre i menigheden. Det er rigtigt at der er situationer hvor det vil være mest passende at en af disse brødre yder hjælp. (Gal. 6:1) Men vi kan alle sammen være med til at hjælpe ældre brødre og søstre, eller endda hele familier, der har det svært.

Da Salvatore for eksempel fik så alvorlige økonomiske problemer at han måtte sælge sin forretning, sit hjem og mange af familiens ejendele, spekulerede han på hvordan hans familie skulle kunne klare sig. En familie i menigheden lagde mærke til at de havde brug for hjælp. De støttede Salvatore og hans familie økonomisk, hjalp ham og hans kone med at finde arbejde og tilbragte mange aftner med at lytte til og opmuntre hele familien. Der blev knyttet et nært venskab, og nu har begge familier glade minder om den tid de tilbragte sammen under de vanskelige forhold.

Sande kristne mener ikke at tro er noget man skal holde for sig selv. Ligesom Jesus må vi fortælle alle om Bibelens vidunderlige løfter. Måske har vi ikke mulighed for at flytte, men vi kan stadig bestræbe os for at gøre det der er godt mod alle. Og det kan vi i høj grad gøre i den menighed vi allerede er i. (Gal. 6:10) Så vil vi opleve den glæde der er ved at give, og det vil resultere i at vi “bærer frugt i enhver god gerning”. – Kol. 1:10; Apg. 20:35.