Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 18

Kærlighed og retfærdighed i den kristne menighed

Kærlighed og retfærdighed i den kristne menighed

“Bliv ved med at hjælpe hinanden når I har tunge byrder at bære på. På den måde følger I Kristus’ lov.” – GAL. 6:2.

SANG NR. 12 Jehova, vores store Gud

FORMÅL *

1. Hvilke to ting kan vi være helt sikre på?

JEHOVA elsker sine tjenere. Det har han altid gjort, og det vil han altid gøre. Han elsker også retfærdighed. (Sl. 33:5) Så vi kan være helt sikre på to ting: (1) Det smerter Jehova når hans tjenere bliver uretfærdigt behandlet. (2) Han vil sørge for at retfærdigheden sker fyldest. I den første artikel i denne serie * lærte vi at den Lov Gud gav Israel gennem Moses, var bygget på kærlighed. Den fremmede retfærdighed for alle, især for de mest sårbare. (5. Mos. 10:18) Denne Lov viser hvor stor omsorg Jehova har for sine tjenere.

2. Hvilke spørgsmål vil vi få svar på?

Moseloven ophørte i år 33 e.v.t. da den kristne menighed blev oprettet. Skulle de kristne nu klare sig uden en lov der er bygget på kærlighed og fremmer retfærdighed? På ingen måde! De kristne fik en ny lov. I denne artikel vil vi først komme ind på hvad det er for en lov. Derefter vil vi få svar på spørgsmålene: Hvordan ved vi at denne lov er bygget på kærlighed? Hvordan kan vi sige at den fremmer retfærdighed? Og hvordan bør de der har myndighed, behandle andre ifølge denne lov?

HVAD ER “KRISTUS’ LOV”?

3. Hvad omfatter “Kristus’ lov”, der nævnes i Galaterne 6:2?

3 Læs Galaterne 6:2. Kristne er underlagt “Kristus’ lov”. Jesus skrev ikke en lovbog hans disciple skulle følge, men han gav dem vejledning, bud og principper at leve efter. “Kristus’ lov” omfatter alt hvad Jesus lærte andre. Det følgende vil hjælpe os til bedre at forstå denne lov.

4-5. På hvilke måder underviste Jesus, og hvornår gjorde han det?

4 På hvilke måder underviste Jesus? For det første underviste han med sine ord. Det han sagde, havde stor kraft, for han fortalte sandheden om Gud, lærte andre hvad livets mening er, og understregede at kun Guds rige kan fjerne menneskenes lidelser. (Luk. 24:19) Jesus underviste også ved sit eksempel. Den måde han levede på, viste hans disciple hvordan de skulle leve. – Joh. 13:15.

5 Hvornår underviste Jesus? Det gjorde han under sin tjeneste på jorden. (Matt. 4:23) Han underviste også sine disciple i dagene efter at han var blevet oprejst. For eksempel viste han sig for en gruppe der måske talte over 500, og gav dem befaling om at ‘gøre folk til hans disciple’. (Matt. 28:19, 20; 1. Kor. 15:6) Som hoved for menigheden blev Jesus ved med at lede sine disciple efter at han var vendt tilbage til himlen. Et eksempel på dette er at han omkring år 96 gav apostlen Johannes besked på at give salvede kristne opmuntring og vejledning. – Kol. 1:18; Åb. 1:1.

6-7. (a) Hvor er Jesus’ lære nedskrevet? (b) Hvordan adlyder vi Kristus’ lov?

6 Hvor er Jesus’ lære nedskrevet? I de fire evangelier kan vi læse om mange af de ting Jesus sagde og gjorde mens han var på jorden. Den øvrige del af De Kristne Græske Skrifter er nedskrevet af mænd der havde “Kristus’ sind” og blev inspireret af den hellige ånd. Disse bøger hjælper os til endnu bedre at forstå hvordan Jesus tænker. – 1. Kor. 2:16.

7 Hvad vi kan lære af det: Det Jesus underviste andre i, omfatter alle sider af livet. Vi kan derfor sige at Kristus’ lov gælder alt hvad vi gør, både hjemme, på arbejdet, i skolen og i menigheden. Vi lærer loven at kende ved at læse i De Kristne Græske Skrifter og meditere over det vi læser. Og vi adlyder loven ved at rette vores liv ind efter den vejledning, de bud og de principper vi læser i disse inspirerede skrifter. Ved at adlyde Kristus’ lov adlyder vi vores kærlige Gud, Jehova, som er Kilden til alt det Jesus underviste i. – Joh. 8:28.

EN LOV DER ER BYGGET PÅ KÆRLIGHED

8. Hvilket fundament er Kristus’ lov bygget på?

8 Når et hus er bygget godt og står på et solidt fundament, kan de der bor i det, føle sig trygge. Noget lignende gælder en lov der er god og hviler på et solidt fundament – den vil få dem der lever efter den, til at føle sig sikre og trygge. Kristus’ lov bygger på det bedst tænkelige fundament, nemlig kærlighed. Hvordan kan vi sige det?

Når vi behandler andre kærligt, adlyder vi Kristus’ lov (Se paragraf 9-14) *

9-10. Hvad viser at Jesus var motiveret af kærlighed, og hvordan kan vi efterligne ham?

9 For det første: Jesus var motiveret af kærlighed i alt hvad han gjorde. Inderlig medlidenhed, eller dyb medfølelse, er et udtryk for kærlighed. Det var medfølelse der fik Jesus til at undervise store folkemængder, helbrede syge, give sultne mad og oprejse døde. (Matt. 14:14; 15:32-38; Mark. 6:34; Luk. 7:11-15) Selvom det krævede meget af hans tid og energi at gøre disse ting, var han altid villig til at lade andres behov komme før sine egne. Det største udtryk for kærlighed viste han ved at ofre sit liv til gavn for andre. – Joh. 15:13.

10 Hvad vi kan lære af det: Vi kan efterligne Jesus ved at lade andres behov komme før vores egne. Vi kan også efterligne ham ved at vise medfølelse med folk i vores distrikt. Når oprigtig medfølelse får os til at forkynde og undervise andre, adlyder vi Kristus’ lov.

11-12. (a) Hvordan ved vi at Jehova har stor omsorg for os? (b) Hvordan kan vi efterligne Jehovas kærlighed?

11 For det andet: Jesus viste hvor meget hans Far elsker os. Under sin tjeneste gjorde Jesus det klart hvor stor omsorg Jehova har for dem der tjener ham. Blandt andet lærte Jesus os at vi alle sammen er dyrebare i vores Fars øjne. (Matt. 10:31) Når et får har været på afveje men vender tilbage til menigheden, er Jehova ivrig efter at byde den angrende velkommen. (Luk. 15:7, 10) Og Jehova har bevist sin kærlighed til os ved at ofre sin Søn for at løskøbe os. – Joh. 3:16.

12 Hvad vi kan lære af det: Vi må tænke over hvordan vi kan efterligne Jehova. (Ef. 5:1, 2) Ligesom Jehova betragter vi alle vores brødre og søstre som dyrebare, og hvis et får der var blevet væk, vender tilbage til Jehova, tager vi med glæde imod det. (Sl. 119:176) Vi beviser at vi elsker vores brødre og søstre, ved at give af os selv, for eksempel ved at hjælpe når der er et særligt behov. (1. Joh. 3:17) Når vi på forskellige måder viser andre vores kærlighed, adlyder vi Kristus’ lov.

13-14. (a) Hvilket bud gav Jesus sine disciple, som vi læser i Johannes 13:34, 35, og hvorfor er det et nyt bud? (b) Hvordan kan vi adlyde det nye bud?

13 For det tredje: Jesus sagde at hans disciple skulle vise selvopofrende kærlighed. (Læs Johannes 13:34, 35). Det er et nyt bud, for det opfordrer os til at vise en kærlighed der ikke var et krav i den Lov Gud gav Israel. Vi skal elske vores trosfæller som Jesus elskede os. Det drejer sig om en selvopofrende kærlighed. * Vi må elske vores brødre og søstre mere end vi elsker os selv, ja, så meget at vi er villige til at give vores liv for dem, ligesom Jesus gjorde for os.

14 Hvad vi kan lære af det: Vi må tænke over hvordan vi kan adlyde det nye bud. Helt enkelt kan vi gøre det ved at bringe ofre for vores brødre og søstre. Vi er ikke bare parate til at bringe det ultimative offer, nemlig at give vores liv, men også til at bringe mindre ofre. For eksempel adlyder vi Kristus’ lov når vi regelmæssigt henter en ældre bror eller søster til et møde, når vi giver afkald på noget vi selv foretrækker, for at glæde en vi holder af, eller når vi tager fri fra arbejde for at være med i et nødhjælpsarbejde. Når vi opfylder Kristus’ lov, er vi også med til at gøre menigheden til et sted hvor alle kan føle sig sikre og trygge.

EN LOV DER FREMMER RETFÆRDIGHED

15-17. (a) Hvad viste Jesus’ handlinger om hans syn på retfærdighed? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesus?

15 I Bibelen er begrebet “retfærdighed” forbundet med at man gør det som Gud regner for at være rigtigt, og at man er upartisk. Hvordan kan vi sige at Kristus’ lov fremmer retfærdighed?

Jesus viste respekt og venlighed over for kvinder, også over for dem andre så ned på (Se paragraf 16) *

16 Læg for det første mærke til hvad Jesus’ handlinger fortæller om hans syn på retfærdighed. De religiøse ledere på Jesus’ tid hadede ikkejøder, foragtede de jævne jøder og havde ingen respekt for kvinder. Jesus, derimod, behandlede alle retfærdigt og upartisk. Han tog imod ikkejøder der kom til ham fordi de troede på ham. (Matt. 8:5-10, 13) Han forkyndte fordomsfrit for alle, både rige og fattige. (Matt. 11:5; Luk. 19:2, 9) Han behandlede aldrig kvinder på en hård eller respektløs måde. Tværtimod var han venlig og hensynsfuld, også over for kvinder som andre så ned på. – Luk. 7:37-39, 44-50.

17 Hvad vi kan lære af det: Vi kan efterligne Jesus ved at være upartiske og forkynde for alle der vil lytte, uanset hvilken social eller religiøs baggrund de har. Kristne mænd følger hans eksempel ved at behandle kvinder med respekt. Den slags hører med til at adlyde Kristus’ lov.

18-19. Hvad sagde Jesus om retfærdighed, og hvad kan vi lære af det?

18 Læg for det andet mærke til hvad Jesus’ undervisning fortæller os om retfærdighed. Jesus lærte sine disciple nogle principper der ville hjælpe dem til at behandle andre retfærdigt. Tænk for eksempel på den gyldne regel. (Matt. 7:12) Vi vil alle sammen gerne behandles retfærdigt, og derfor må vi selv behandle andre sådan. Hvis vi gør det, vil de måske også få lyst til at behandle os på en fair måde. Men hvad så hvis vi har været ofre for uretfærdighed? Jesus lærte sine disciple at de skulle have tillid til at Jehova vil “skaffe sine udvalgte deres ret, dem som råber til ham dag og nat”. (Luk. 18:6, 7) Disse ord er i virkeligheden et løfte: Vores retfærdige Gud er helt klar over hvilke problemer vi kæmper med her i de sidste dage, og han vil sørge for at skaffe os ret når hans tid er inde. – 2. Thess. 1:6.

19 Hvad vi kan lære af det: Hvis vi følger de principper Jesus lærte sine disciple, vil vi behandle andre retfærdigt. Og hvis vi har været ofre for uretfærdig behandling i Satans verden, trøster det os at vide at Jehova vil skaffe os ret.

HVORDAN DE DER HAR MYNDIGHED, BØR BEHANDLE ANDRE

20-21. (a) Hvordan bør de der har myndighed, behandle andre? (b) Hvordan kan en ægtemand vise selvopofrende kærlighed, og hvordan bør en far behandle sine børn?

20 Hvordan skal de der har myndighed, behandle andre ifølge Kristus’ lov? Fundamentet for denne lov er kærlighed, og derfor bør de der har myndighed, behandle dem der er betroet i deres omsorg, med værdighed og kærlighed. De må huske at Jesus ønsker at vi skal vise kærlighed i alt hvad vi gør.

21 I familien. En ægtemand skal elske sin hustru “ligesom Kristus elskede menigheden”. (Ef. 5:25, 28, 29) Han skal efterligne Jesus og vise sin hustru selvopofrende kærlighed ved at lade hendes behov og interesser komme før sine egne. Det kan nogle mænd have svært ved, måske fordi de er vokset op i et miljø hvor man ikke lagde vægt på at behandle hinanden kærligt og retfærdigt. Det kan være svært for dem at ændre deres handlingsmønster, men det må de gøre hvis de vil adlyde Kristus’ lov. En ægtemand der viser selvopofrende kærlighed, vinder sin hustrus respekt. En far der virkelig elsker sine børn, vil aldrig gøre dem fortræd, hverken ved det han siger, eller det han gør. (Ef. 4:31) Han vil udtrykke sin anerkendelse og kærlighed over for sine børn på måder der får dem til at føle sig sikre og trygge. Når han gør det, vil han vinde sine børns kærlighed og tillid.

22. Hvem tilhører fårene, som nævnt i 1. Peter 5:1-3, og hvordan skal de behandles?

22 I menigheden. Ældste må huske at fårene ikke tilhører dem. (Joh. 10:16; læs 1. Peter 5:1-3). Udtrykkene “Guds hjord”, “som Gud ønsker” og “Guds arv” minder de ældste om at fårene tilhører Jehova. Han ønsker at fårene skal behandles kærligt og omsorgsfuldt. (1. Thess. 2:7, 8) Ældste der kærligt udfører deres opgave som hyrder, har Jehovas godkendelse. Og deres brødre og søstre vil elske og respektere dem.

23-24. (a) Hvilken rolle har de ældste når der er blevet begået en alvorlig overtrædelse? (b) Hvilke spørgsmål vil de ældste overveje når de skal behandle alvorlige sager?

23 Hvilken rolle har de ældste når der er blevet begået en alvorlig overtrædelse? Deres rolle er anderledes end den rolle dommerne og de ældste havde under Moseloven. Under den Lov tog de udnævnte mænd sig ikke kun af det der havde med det åndelige at gøre. De dømte også i civil- og kriminalsager. Men i dag er de ældste under Kristus’ lov, og når der er begået en overtrædelse, har de kun til opgave at tage sig af det der har med de åndelige aspekter at gøre. De anerkender at de verdslige myndigheder af Gud har fået ansvaret for at tage sig af civile og kriminelle sager og derfor også har myndighed til at idømme straffe som bøder eller fængsling. – Rom. 13:1-4.

24 Hvad gør de ældste for at tage sig af de åndelige sider af sagen når en i menigheden har begået en alvorlig overtrædelse? De vurderer sagen ud fra Bibelen og træffer så en afgørelse. De husker hele tiden på at Kristus’ lov bygger på kærlighed. Kærlighed vil få de ældste til at tænke: Hvad skal der gøres for at hjælpe dem i menigheden der har været ofre for en andens alvorlige overtrædelse? Kærlighed får også de ældste til at overveje om overtræderen angrer, og om de kan hjælpe ham til igen at blive åndeligt sund.

25. Hvad vil den næste artikel komme ind på?

25 Hvor er vi taknemmelige for at vi har Kristus’ lov! Når vi alle anstrenger os for at leve efter den, er vi med til at gøre menigheden til et sted hvor alle føler sig elskede, værdsatte og trygge. Men vi lever i en verden hvor “onde mennesker” går “fra ondt til værre”. (2. Tim. 3:13) Vi er nødt til at være på vagt. Hvordan kan den kristne menighed afspejle Guds retfærdighed når der er tale om børnemisbrug? Det vil den næste artikel svare på.

SANG NR. 15 Pris Jehovas førstefødte!

^ par. 5 Denne og de to følgende artikler hører til en serie der viser hvorfor vi kan være sikre på at Jehova er en kærlig og retfærdig Gud. Han ønsker at alle i hans folk skal behandles retfærdigt, og han trøster dem der er blevet behandlet uretfærdigt i denne onde verden.

^ par. 1 Se artiklen “Kærlighed og retfærdighed i fortidens Israel” i Vagttårnet for februar 2019.

^ par. 13 FORKLARING: Selvopofrende kærlighed får os til at lade andres behov og interesser komme før vores egne. Vi er villige til at ofre eller give afkald på noget for at hjælpe andre eller gøre noget godt for dem.

^ par. 61 BILLEDBESKRIVELSE: Jesus lægger mærke til en enke hvis eneste søn er død. Dyb medfølelse får ham til at give den unge mand livet tilbage.

^ par. 63 BILLEDBESKRIVELSE: Jesus spiser et måltid hjemme hos en farisæer ved navn Simon. En kvinde, måske en prostitueret, har lige gjort Jesus’ fødder våde med sine tårer, tørret dem med sit hår og hældt olie ud over dem. Simon kritiserer det hun gør, men Jesus forsvarer hende.