DENGANG israelitterne boede i det lovede land, begyndte året (det borgerlige år) på det tidspunkt hvor man pløjede og såede, og det gjorde man i de måneder der i dag hedder september/oktober.

Længden på en måned blev udregnet ud fra Månens omløb omkring Jorden. Længden på et år var baseret på Jordens omløb omkring Solen. Men en månekalender med 12 måneder (på hver 29 eller 30 dage) giver et år der er kortere end et solår. Så for at udligne forskellen mellem måneåret og solåret indsatte man nogle ekstra dage eller med bestemte mellemrum en ekstra måned – det kunne være inden et nyt år begyndte. På den måde synkroniserede man kalenderen med årstiderne, der er afgørende for hvornår man planter og høster.

Men på Moses’ tid sagde Gud til sit folk at det religiøse år skulle begynde med måneden abib, eller nisan, der svarer til marts/april. (2. Mos. 12:2; 13:4) I den måned begyndte byghøsten, og den afgrøde indgik i en højtid der blev holdt den måned. – 2. Mos. 23:15, 16.

“Man havde en meget enkel regel for om der skulle indskydes en ekstra måned eller ej,” skriver historikeren Emil Schürer i værket The History of the Jewish People in the Age of Jesus Christ. “Påskehøjtiden, som skulle holdes i forbindelse med fuldmånen i nisan måned (den 14. nisan), skulle altid fejres efter forårsjævndøgn. … Hvis man før årets slutning kunne se at påsken ville falde før forårsjævndøgn, besluttede man at indskyde en [13.] måned før nisan.”

Jehovas Vidner tager den regel i betragtning når de skal finde frem til datoen for Herrens aftensmåltid – som holdes i foråret på den dag der svarer til den 14. nisan i den jødiske kalender. Menighederne jorden over bliver informeret om den dato i god tid. *

Men hvordan vidste israelitterne hvornår en måned sluttede og en ny begyndte? I dag kigger du sikkert bare på en kalender eller i en app på din telefon. Så let var det ikke på Bibelens tid.

På Vandflodens tid bestod en måned af 30 dage. (1. Mos. 7:11, 24; 8:3, 4) Men i den kalender israelitterne brugte senere, var en måned ikke fastsat til 30 dage. Måneden begyndte når man kunne se den første tynde kant af nymånen, og det kunne man 29 eller 30 dage efter at den forrige måned var begyndt.

Både David og Jonatan omtalte starten på en ny måned ved at sige: “I morgen er det nymåne.” (1. Sam. 20:5, 18) Så det ser ud til at man på deres tid (det 11. århundrede f.v.t.) beregnede månederne på forhånd. Men hvordan kunne den enkelte israelit vide hvornår en ny måned startede? På et tidspunkt efter eksilet i Babylon lader det til at Sanhedrinet (den jødiske højesteret) var involveret. Den jødiske Mishnah, en samling af mundtlige love og traditioner, fortæller at domstolen mødtes på den 30. dag i de syv måneder hvor der blev holdt forskellige højtider. Medlemmerne havde ansvaret for at afgøre hvornår den næste måned begyndte. Hvordan afgjorde de det?

Rundt omkring på udsigtspunkter i Jerusalem placerede man vagter som skulle holde øje med hvornår man kunne se den første kant af nymånen. Så snart de så den, skulle de informere Sanhedrinet. Når medlemmerne af Sanhedrinet havde fået nok meldinger om at det var nymåne, bekendtgjorde de at en ny måned var begyndt. Hvad nu hvis der var så overskyet eller tåget at vagterne ikke kunne se månen? Så besluttede man at den måned man var i gang med, var på 30 dage,  og at en ny måned kunne begynde dagen efter.

Mishnah forklarer at Sanhedrinets afgørelse blev bekendtgjort ved at man tændte et ildsignal på Oliebjerget, der lå tæt på Jerusalem. Man tændte også bål på andre højtliggende steder rundt omkring i Israel for at få meddelelsen ud. Senere begyndte man at gøre brug af sendebud. På den måde fik jøder i hele Israel og andre steder besked om hvornår en ny måned begyndte. Det gjorde at de alle kunne fejre højtiderne på det samme tidspunkt.

Den jødiske kalender der findes i den her artikel, kan hjælpe dig til at se sammenhængen mellem de forskellige måneder, højtider og årstider.