Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 24

Gå ikke i Satans fælder!

Gå ikke i Satans fælder!

‘Slip ud af Djævelens fælde.’ – 2. TIM. 2:26.

SANG NR. 36 “Beskyt dit hjerte”

FORMÅL *

1. Hvordan kan Satan sammenlignes med en jæger?

EN JÆGER har et klart mål – at fange eller dræbe sit bytte. Det kan være at han bruger flere forskellige former for fælder, som en af Jobs falske venner nævnte. (Job 18:8-10) Men hvordan får en jæger et dyr til at gå i fælden? Han studerer dyret. Hvor færdes det? Hvad kan det godt lide? Hvordan kan han overliste det? Satan er ligesom sådan en jæger. Han studerer os. Han lægger mærke til hvor vi færdes, og hvad vi er interesseret i. Og så sætter han en fælde op som han håber at vi vil gå i på et tidspunkt hvor vi ikke er på vagt. Men Bibelen forsikrer os om at hvis vi bliver fanget i en af hans fælder, kan vi godt slippe ud igen. Og den lærer os også hvordan vi kan undgå hans fælder.

Stolthed og grådighed er to af de fælder Satan har haft størst succes med (Se paragraf 2) *

2. Hvilke to effektive fælder bruger Satan?

2 To af de fælder Satan har haft størst succes med, er stolthed og grådighed. * I tusinder af år er det lykkedes ham at få mennesker til at udvikle de to dårlige egenskaber. Han er som en fuglefænger der lokker sit bytte i en fælde, eller som fanger det i et net. (Sl. 91:3) Men vi behøver ikke at blive fanget af Satan. Hvorfor ikke? Fordi Jehova har afsløret den taktik Satan bruger. – 2. Kor. 2:11.

Ved at lære af advarende eksempler kan vi undgå eller slippe ud af Satans fælder (Se paragraf 3) *

3. Hvorfor omtales personer der er dårlige eksempler, i Bibelen?

3 Jehova vil gerne have os til at forstå hvor vigtigt det er at undgå stolthed og grådighed, og han opfordrer os til at lære af erfaringer fra det virkelige liv. Læg i de følgende eksempler mærke til at det er lykkedes Satan at fange selv nogle der har tjent Jehova i mange år. Betyder det at vi ikke kan undgå at havne i hans fælder? Slet ikke. Jehova har fået skrevet den slags eksempler ned i Bibelen “som en advarsel for os”. (1. Kor. 10:11) Og hvis vi lærer af de eksempler, vil vi ikke gå i Satans fælder.

UNDGÅ STOLTHED

Se paragraf 4

4. Hvorfor er det farligt at blive stolt?

Satan vil gerne have at vi udvikler en upassende stolthed. Han ved at hvis vi lader os styre af den egenskab, bliver vi ligesom ham og mister muligheden for at opnå evigt liv. (Ordsp. 16:18) Derfor advarede Paulus om at man kan “blive stolt og få den samme dom som Djævelen”. (1. Tim. 3:6, 7) Og det kan ske for enhver af os, uanset om vi er nye i sandheden, eller om vi har tjent Jehova i mange år.

5. Hvordan kan stolthed komme til udtryk, som man kan se i Prædikeren 7:16, 20?

5 Stolte mennesker er selviske. Satan vil gerne have os til at tænke mere på os selv end på Jehova, især når vi står i svære situationer. Har du for eksempel oplevet at en i menigheden har anklaget dig for noget du ikke har gjort? Eller er du blevet behandlet uretfærdigt på en anden måde? Satan ville elske det hvis du gav Jehova skylden eller blev vred på dine brødre og søstre. Og han vil gerne have dig til at tro at den eneste løsning er at gøre tingene på din egen måde i stedet for at følge Jehovas vejledning. – Læs Prædikeren 7:16, 20.

6. Hvad kan du lære af det en søster fra Holland fortæller?

6 Tænk over det her eksempel med en søster fra Holland. Hun blev mere og mere irriteret over andres ufuldkommenheder, og til sidst kunne hun ikke holde det ud længere. “Jeg følte mig meget alene og kunne ikke rigtig ændre fokus,” fortæller hun. “Jeg sagde til min mand at vi altså var nødt til at flytte menighed.” Men så så hun månedsprogrammet for marts 2016 på JW Broadcasting®. Det program gav nogle forslag til hvordan man kan håndtere det når man bliver frustreret over andres fejl og mangler. Søsteren fortæller: “Jeg kunne se at jeg havde brug for at arbejde på min ydmyghed og huske at jeg selv har fejl, i stedet for at prøve at lave om på mine brødre og søstre. Programmet hjalp mig til at fokusere på Jehova og hans storhed.” Pointen? Når du oplever problemer, så bliv ved med at fokusere på Jehova. Bed ham om hjælp til at have samme syn på andre som han har. Din himmelske Far kan godt se at de har fejl, men han er villig til at tilgive dem. Og han vil gerne have at du gør det samme. – 1. Joh. 4:20.

Se paragraf 7

7. Hvordan gik det med kong Uzzija?

7 Stolthed fik kong Uzzija af Juda til at ignorere vejledning og gøre noget han ikke havde ret til. Uzzija var en meget dygtig mand. Han vandt mange krige og gennemførte store bygge- og landbrugsprojekter. Ja, ‘den sande Gud lod tingene lykkes for ham’. (2. Krøn. 26:3-7, 10) “Men så snart han var blevet stærk, blev hans hjerte stolt, og det førte til hans fald,” står der i beretningen. Jehova havde tidligere påbudt at det kun var præsterne der måtte brænde røgelse i templet. Alligevel gik kong Uzzija ind i templet og ofrede røgelse. Jehova var ikke tilfreds med det den stolte konge havde gjort, og ramte ham med spedalskhed. Uzzija var spedalsk resten af sit liv. – 2. Krøn. 26:16-21.

8. Hvordan kan ordene i 1. Korinther 4:6, 7 hjælpe os til ikke at blive stolte?

8 Kunne stolthed blive en fælde for os ligesom den blev det for Uzzija? Lad os se på hvad vi kan lære af det der skete for José. Han var en meget dygtig forretningsmand og var også en respekteret ældste i menigheden. Han holdt foredrag ved stævner, og nogle gange kom kredstilsynsmænd til ham for at få et godt råd. “Men jeg stolede på mine egne evner og min egen erfaring,” indrømmer han. “Jeg havde skubbet Jehova væk. Jeg troede at jeg var så stærk at jeg ikke behøvede at lytte til Jehovas advarsler og vejledning.” José begik en alvorlig synd som han blev udelukket for. Det er nu flere år siden at han blev genoptaget, og han siger: “Jehova har lært mig at det vigtigste ikke er at have en udnævnelse i menigheden, men at gøre det han beder os om.” Hvor er det vigtigt at vi alle sammen husker at de evner vi har, og vores privilegier i menigheden er noget Jehova har givet os. (Læs 1. Korinther 4:6, 7). Hvis vi er stolte, vil Jehova ikke bruge os.

UNDGÅ GRÅDIGHED

Se paragraf 9

9. Hvad fik grådighed Satan og Eva til at gøre?

9 Når vi taler om grådighed, kommer de fleste af os uden tvivl til at tænke på Satan Djævelen. Som en af Jehovas engle blev han sikkert betroet store privilegier. Men han ville have mere. Han ville have den tilbedelse som kun Jehova har ret til. Og Satan ønsker at vi skal blive ligesom ham, så han prøver at gøre os utilfredse med det vi allerede har. Første gang han forsøgte at påvirke mennesker i den retning, var da han talte med Eva. Jehova havde kærligt givet Eva og Adam en overflod af dejlig mad – de kunne “frit spise af alle træer i haven” på nær ét. (1. Mos. 2:16) Men Satan fik Eva til at tro at hun bare måtte spise af den forbudte frugt. Eva var ikke tilfreds med det hun havde, hun ville have mere. Vi ved hvad resultatet blev. Eva syndede, og det førte til at hun døde. – 1. Mos. 3:6, 19.

Se paragraf 10

10. Hvad førte grådighed til for kong David?

10 Grådighed fik kong David til at glemme alt det Jehova havde givet ham, deriblandt rigdom, anerkendelse og mange militære sejre. David skrev selv at Gud havde givet ham så mange gaver at der var ‘for mange til at han kunne tale om dem alle’. (Sl. 40:5) Men på et tidspunkt mistede David åbenbart sin værdsættelse af det Jehova havde givet ham. Han var ikke længere tilfreds, han ville have mere. David havde flere hustruer, men alligevel begyndte han at begære en anden mands kone, nemlig Batseba, der var gift med hittitten Urias. David gik i seng med Batseba, og hun blev gravid. Og som om det ikke var slemt nok, fik han også slået Urias ihjel! (2. Sam. 11:2-15) Hvad foregik der mon i Davids hoved? Forestillede han sig virkelig at Jehova ikke kunne se hvad der skete? Selvom han havde været en trofast tjener for Jehova, gav han efter for et selvisk begær og måtte betale en høj pris for det. Senere indrømmede David at han havde syndet, og han angrede det han havde gjort. Hvor var han taknemmelig da han kunne mærke at Jehova havde tilgivet ham. – 2. Sam. 12:7-13.

11. Hvad kan ifølge Efeserne 5:3, 4 hjælpe os til at bekæmpe grådighed?

11 Hvad kan vi udlede af eksemplet med David? Vi lærer at vi kan bekæmpe grådighed ved at bevare vores taknemmelighed for alt det Jehova har givet os. (Læs Efeserne 5:3, 4). Vi må være tilfredse med det vi har. Når vi studerer med nogle, forklarer vi dem måske at det er godt hver dag at tænke på en specifik velsignelse fra Jehova og takke ham for den. På den måde vil de i løbet af en uge nå at takke Jehova for syv forskellige ting. (1. Thess. 5:18) Gør du også det? Hvis du tager dig tid til at tænke over alt det Jehova har gjort for dig, vil det hjælpe dig til at være taknemmelig. Når du er taknemmelig, vil du være tilfreds. Og når du er tilfreds, vil du ikke blive grebet af grådighed.

Se paragraf 12

12. Hvad fik grådighed Judas til at gøre?

12 Det var også grådighed der gjorde Judas Iskariot til en forræder. I en periode gik det ellers rigtig godt for ham, for Jesus valgte ham som en af sine apostle. (Luk. 6:13, 16) Han fik ansvaret for deres pengekasse, så han har helt sikkert været dygtig og pålidelig. Jesus og apostlene brugte de penge til at dække de udgifter de havde i forbindelse med deres forkyndelse. De penge kan altså sammenlignes med de bidrag der kommer ind til det globale arbejde i dag. Men på et tidspunkt begyndte Judas at stjæle fra pengekassen, selvom han gang på gang havde hørt Jesus advare mod grådighed. (Mark. 7:22, 23; Luk. 11:39; 12:15) Judas ignorerede advarslerne.

13. Hvornår kom Judas’ grådighed til udtryk?

13 Judas’ grådighed kom tydeligt til udtryk i forbindelse med en situation der opstod kort før Jesus’ død. Jesus og hans disciple, deriblandt Maria og hendes søster Martha, var på besøg hos en mand der hed Simon. Under måltidet rejste Maria sig op og hældte en meget kostbar, parfumeret olie ud over Jesus’ hoved. Det blev Judas og de andre disciple meget vrede over. Måske tænkte de andre disciple at de penge kunne have været brugt på en bedre måde i deres tjeneste. Men Judas havde et helt andet motiv. “Han var en tyv” og plejede at stjæle af pengekassen. Senere fik grådighed Judas til at forråde Jesus for et beløb der svarede til prisen for en slave. – Joh. 12:2-6; Matt. 26:6-16; Luk. 22:3-6.

14. Hvordan blev et ægtepar hjulpet af ordene i Lukas 16:13?

14 Jesus mindede sine disciple om denne grundlæggende sandhed: “I kan ikke være trælle for både Gud og Rigdom.” (Læs Lukas 16:13). Det gælder stadig. Læg mærke til hvordan Jesus’ ord hjalp et ægtepar i Rumænien til at træffe en klog beslutning. De fik tilbudt et midlertidigt job i et mere velstående land. De siger meget ærligt: “Vi havde et stort lån i banken vi skulle betale af på, så til at begynde med troede vi at det her job var en velsignelse fra Jehova.” Men der var den hage at jobbet ville give dem mindre tid til møder og tjeneste. Efter at have læst artiklen “Bevar din loyalitet – lad dit hjerte være udelt” i Vagttårnet for 15. august 2008 traf de en beslutning. De fortæller: “Hvis vores eneste motiv for at flytte til et andet land var at tjene flere penge, ville vi sætte vores forhold til Jehova på andenpladsen. Vi var helt overbevist om at det ville gå ud over vores åndelighed.” Så de sagde nej til tilbuddet. Hvordan gik det? Manden fandt et job i deres hjemland som gav dem det de havde brug for. Hustruen siger: “Jehovas hånd er aldrig for kort.” De er begge to glade for at de lod Jehova og ikke rigdom være deres Herre.

UNDGÅ SATANS FÆLDER

15. Hvorfor kan vi være sikre på at vi kan slippe ud af Satans fælder?

15 Hvad nu hvis vi opdager at vi er gået i en af Satans fælder, og kan mærke en snert af stolthed eller grådighed? Så skal vi ikke give op! Paulus sagde at de der er blevet fanget levende af Djævelen, godt kan slippe ud af hans fælder igen. (2. Tim. 2:26) Husk på Davids eksempel. Han lyttede til Natans retledning, angrede at han havde givet efter for sit begær, og fik genoprettet sit forhold til Jehova. Jehova er stærkere end Satan! Så hvis vi tager imod Jehovas hjælp, kan vi slippe ud af en hvilken som helst af Satans fælder.

16. Hvad vil hjælpe os til at undgå Satans fælder?

16 I stedet for at skulle slippe ud af Satans fælder vil det selvfølgelig være bedre helt at undgå dem. Men det kan vi kun gøre med Jehovas hjælp. Så vi må passe på at vi ikke bliver selvsikre. Selv nogle der har tjent Jehova i mange år, er bukket under for stolthed eller grådighed. Derfor må du hver dag bede Jehova om hjælp til at undersøge og vurdere dine tanker og handlinger. (Sl. 139:23, 24) Lad aldrig de to utiltalende egenskaber få tag i dig!

17. Hvad vil der snart ske med vores modstander, Djævelen?

17 Satan har været en ondskabsfuld jæger i flere tusind år. Men inden længe vil han blive bundet og til sidst tilintetgjort. (Åb. 20:1-3, 10) Det er virkelig noget vi glæder os til! Men indtil da må vi gøre alt hvad vi kan, for at undgå Satans fælder – deriblandt stolthed og grådighed. Vær besluttet på at ‘afvise Djævelen, så vil han flygte fra dig’. – Jak. 4:7.

SANG NR. 127 Det menneske jeg bør være

^ par. 5 Satan er som en dygtig og erfaren jæger. Uanset hvor længe vi har tjent Jehova, prøver han at fange os i sine fælder. I den her artikel vil vi se på hvordan Satan prøver at ødelægge vores forhold til Gud ved hjælp af stolthed og grådighed. Vi vil også se på hvad vi kan lære af nogle der gik i disse fælder, og hvordan vi kan undgå at gøre det samme.

^ par. 2 FORKLARING: Artiklen fokuserer på upassende stolthed, en følelse af at man er bedre end andre, og på grådighed, et overdrevet ønske om eller begær efter penge, magt, sex eller andet.

^ par. 53 BILLEDBESKRIVELSE: En stolt bror afviser nogle kloge anvisninger. En søster der i forvejen har mange ting, opdager noget nyt hun bare må have.

^ par. 55 BILLEDBESKRIVELSE: Både en engel og kong Uzzija bukkede under for stolthed. Grådighed var årsag til at Eva tog af frugten på det træ hun ikke måtte røre, at David var utro med Batseba, og at Judas stjal fra pengekassen.