“HØSTEN er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.” (Luk. 10:2) De ord, som blev udtalt af Jesus for cirka 2.000 år siden, beskriver meget rammende situationen i Myanmar i dag. Hvorfor? I Myanmar er der kun omkring 4.200 forkyndere til at bringe den gode nyhed ud til landets 55 millioner indbyggere!

“Høstens Herre”, Jehova, har imidlertid ansporet hundredvis af brødre og søstre fra forskellige lande til at komme og hjælpe til med det åndelige høstarbejde i dette sydøstasiatiske land. Hvad har fået dem til at forlade deres hjemland? Hvad hjalp dem til at tage springet? Og hvilke velsignelser oplever de? Lad os høre hvad de selv siger.

For nogle år siden fik Kazuhiro, en pioner i Japan, et epileptisk anfald hvor han mistede bevidstheden, og blev indlagt. Lægen gav ham herefter besked på ikke at køre bil i to år. Kazuhiro var dybt fortvivlet. ‘Hvordan kan jeg så fortsætte med det jeg elsker – pionertjenesten?’ spurgte han sig selv. I inderlige bønner tryglede han Jehova om at skabe en mulighed for at han kunne fortsætte som pioner.

Kazuhiro fortæller: “En måned senere hørte en af mine venner der tjente i Myanmar, om min svære situation. Han ringede til mig og sagde: ‘I Myanmar tager man bussen når man skal nogen steder. Hvis du kommer hertil, vil du kunne fortsætte din tjeneste uden at du behøver at køre bil!’ Så jeg spurgte min læge om min sygdom tillod at jeg tog til Myanmar. Til min store overraskelse svarede han: ‘Vi har en hjernespecialist fra Myanmar på besøg her i Japan for tiden. Jeg kan præsentere dig for ham. Hvis du skulle få et anfald igen, skal han nok tage sig af dig.’ Jeg tog lægens ord som et svar fra Jehova.”

Kazuhiro sendte straks en mail til afdelingskontoret i Myanmar og forklarede at han og hans kone gerne ville tjene der som pionerer. Blot fem dage senere fik han svar: “Kom, vi har brug for flere pionerer!” Kazuhiro og hans kone, Mari, solgte deres biler, skaffede sig visa og købte flybilletterne. I dag tjener de i en tegnsprogsgruppe i Mandalay. Kazuhiro siger: “Denne oplevelse har styrket vores tro på Guds løfte i Salme 37:5, hvor der står: ‘Læg dit  liv i Jehovas hænder; stol på ham, så vil han gribe ind for at hjælpe dig.’”

I 2014 havde Jehovas Vidner i Myanmar den glæde at være værter for et særligt stævne, hvor der kom delegerede fra andre lande. Monique, en søster fra USA der er midt i trediverne, var en af dem. Hun fortæller: “Da jeg kom hjem fra stævnet, talte jeg med Jehova i bøn om hvad mit næste skridt i livet skulle være. Jeg snakkede også med mine forældre om mine åndelige mål. Vi følte alle at jeg skulle tilbage til Myanmar, men det tog tid og krævede mange bønner før jeg kunne træffe den endelige beslutning.” Hun forklarer hvorfor:

“Jesus sagde til sine disciple at de skulle ‘beregne omkostningerne’. Så jeg spurgte mig selv: ‘Har jeg råd til at flytte? Vil jeg kunne forsørge mig selv i landet uden at skulle bruge mere tid på verdsligt arbejde?’” Hvad nåede hun frem til? Hun siger: “Det gik hurtigt op for mig at jeg ikke havde penge nok til at flytte om på den anden side af jorden.” Så hvordan blev det muligt for hende? – Luk. 14:28.

Hun fortæller: “En dag sagde min arbejdsgiver at hun gerne lige ville tale med mig. Jeg blev ret nervøs og tænkte at jeg nok ville blive fyret. Men i stedet takkede hun mig for mit gode arbejde. Derefter fortalte hun mig at hun havde sørget for at jeg fik en bonus, som viste sig at være præcis det beløb jeg skulle bruge for at kunne blive fri af mine økonomiske forpligtelser!”

Monique har været “need-greater” i Myanmar siden december 2014. Hvad synes hun om at tjene hvor der er stort behov? “Jeg er så glad for at være her,” siger hun. “Lige nu har jeg tre bibelstudier. En af mine elever er 67 år. Hun tager altid imod mig med et smil og et stort kram. Da hun lærte at Guds navn er Jehova, fik hun tårer i øjnene. Hun sagde: ‘Det er første gang i mit liv at jeg har hørt at Guds navn er Jehova. Du er kun halvt så gammel som mig, men du har lært mig det vigtigste jeg overhovedet kunne lære.’ Det siger vist sig selv at jeg også blev rørt til tårer. Den slags oplevelser gør det at tjene hvor der er større behov, meget tilfredsstillende.” For nylig havde Monique den glæde at overvære Skolen for Kristne Forkyndere.

Noget andet der har motiveret nogle til at komme til Myanmar, var beretningen om landet i Jehovas Vidners Årbog 2013. En søster i begyndelsen af trediverne ved navn Li boede allerede i Sydøstasien. Hun havde fuldtidsarbejde, men beretningen i Årbogen fik hende til at overveje at tjene i Myanmar. “Da jeg i 2014 var til det særlige stævne i Yangon, mødte jeg et ægtepar der var ‘need-greaters’ i det kinesiske distrikt i Myanmar. Fordi jeg taler kinesisk, besluttede jeg at flytte til Myanmar for at støtte den kinesiske gruppe der. Jeg slog mig sammen med Monique, og vi flyttede til Mandalay. Jehova hjalp os så vi begge fik deltidsarbejde som lærere på den samme skole, og vi fandt en lejlighed lige i nærheden. På trods af varmen og andre gener nyder jeg min tjeneste her. Folk i Myanmar lever meget simpelt, men de er høflige og tager sig tid til at lytte til den gode nyhed. Det er meget spændende at se hvordan Jehova fremskynder arbejdet. Jeg tror fuldt og fast på at det er Jehovas vilje at jeg skal være her i Mandalay.”

Mange “need greaters” har personligt oplevet bønnens kraft. Tag for eksempel Jumpei og hans kone, Nao, der begge er midt i trediverne. De tjente allerede  i en tegnsprogsmenighed i Japan, så hvorfor flyttede de til Myanmar? Jumpei fortæller: “Min kone og jeg havde hele tiden haft som mål at tjene som ‘need-greaters’ i et fremmed land. Og så var der en bror fra vores tegnsprogsmenighed i Japan der flyttede til Myanmar. Selvom vi kun havde en lille opsparing, flyttede vi også; det var i maj 2010. Brødrene og søstrene i Myanmar tog hjerteligt imod os.” Hvordan er tegnsprogsdistriktet i Myanmar? “Interessen er stor,” siger Jumpei. “Når vi viser tegnsprogsfilm for døve, bliver de meget begejstrede. Vi er så glade for at vi besluttede at tjene Jehova her!”

Hvordan har Jumpei og Nao klaret sig økonomisk? Han fortæller: “Efter tre år havde vi brugt det meste af vores opsparing, og vi havde ikke nok til at betale huslejen for det næste år. Min kone og jeg bad mange inderlige bønner. Pludselig en dag fik vi et brev fra afdelingskontoret hvori vi blev indbudt til at blive midlertidige specialpionerer! Vi stolede på Jehova, og han lod os ikke i stikken. Han har taget sig af os på enhver måde.” For nylig var Jumpei og Nao også på Skolen for Kristne Forkyndere.

En bror ved navn Simone, der er midt i fyrrerne og oprindeligt fra Italien, og hans kone, Anna, der er sidst i trediverne og oprindeligt fra New Zealand, flyttede også til Myanmar. Hvad fik dem til det? “Beretningen om Myanmar i Årbogen for 2013,” svarer Anna. Simone siger: “Det er et stort privilegium at være i Myanmar. Livet her er meget mere enkelt, og det gør at jeg kan bruge mere tid på tjenesten for Jehova. Det er spændende at opleve hvordan Jehova tager sig af os når vi tjener i et område med større behov.” (Sl. 121:5) Anna siger: “Jeg er lykkeligere end nogensinde. Vi lever et enkelt liv. Jeg kan være mere sammen med min mand, og vi har fået et nærmere forhold. Vi har også fået nogle dejlige nye venner. Folk har ikke fordomme over for Jehovas Vidner, og interessen i distriktet er enorm!”

Anna fortsætter: “En dag forkyndte jeg for en universitetsstuderende på markedet, og vi aftalte at vi skulle mødes igen. Da vi mødtes, havde hun taget en ven med. Gangen efter havde hun nogle flere med. Og senere tog hun endnu flere med. Nu studerer jeg med fem af dem.” Simone siger: “Folk i distriktet er venlige og nysgerrige. Mange er interesserede. Vi har faktisk ikke tid til at følge op på al interessen.”

Et ægtepar fra Japan fortæller hvad der gik forud for deres beslutning om at flytte til Myanmar. Mizuho siger: “Min mand, Sachio, og jeg havde altid gerne villet tjene i et land med større behov – men hvor? Da vi læste beretningen om Myanmar i Årbogen for 2013, blev vi så rørt over de  hjertevarmende oplevelser at vi begyndte at overveje om det var muligt for os at tjene i Myanmar.” Sachio tilføjer: “Vi besluttede at tage en uge til Yangon, den største by i Myanmar, for at udspionere landet, så at sige. Den korte, oplysende tur overbeviste os om at vi skulle flytte hertil.”

Rodney og hans kone, Jane, der begge er midt i halvtredserne, flyttede sammen med deres børn, Jordan og Danica, fra Australien til Myanmar i 2010 for at tjene som “need-greaters” der. Rodney siger: “Det gjorde dybt indtryk på os at se hvor meget folk hungrer efter at lære om Gud. Jeg vil helt klart anbefale andre familier at prøve at tjene et sted som Myanmar.” Hvorfor? Han fortsætter: “Det er helt utroligt hvad det har gjort for vores families åndelighed! Mange unge er optaget af deres telefoner, biler, job og så videre. Men vores børn har travlt med at lære nye udtryk de kan bruge i tjenesten. De lærer at forkynde for folk der ikke kender til Bibelen, og forsøger at svare ved møderne i den lokale menighed, og de er også optaget af mange andre spændende åndelige aktiviteter.”

Oliver, en bror i slutningen af trediverne fra USA, forklarer hvorfor han vil anbefale denne form for tjeneste: “Der har været mange fordele ved at jeg har bevæget mig ud af min komfortzone for at tjene Jehova. Det at flytte langt væk hjemmefra har hjulpet mig til at få større tillid til Jehova uanset hvilken situation jeg befinder mig i. Og det at tjene sammen med nogle jeg slet ikke kendte før, men som har den samme tro og overbevisning som mig, har hjulpet mig til at se at der ikke er noget som helst der kan sammenlignes med Guds rige.” Oliver og hans kone, Anna, er i dag travlt optaget af tjenesten i det kinesiske distrikt.

Trazel, en søster fra Australien der er i starten af halvtredserne, har tjent i Myanmar siden 2004. Hun siger: “Hvis man har muligheden, vil jeg helt klart anbefale at man rejser ud hvor der er større behov. Min erfaring er at hvis man har viljen til at tjene, vil Jehova velsigne ens bestræbelser. Jeg havde aldrig forestillet mig at mit liv kunne være sådan her. Det er det mest tilfredsstillende og meningsfyldte liv jeg kunne ønske mig.”

Vi håber at disse udtalelser af forkyndere der er rejst til Myanmar, vil opmuntre dig til at overveje om du også kan hjælpe søgende mennesker i uberørte distrikter. Det er som om de flittige “need-greaters” kalder: “Kom over til Myanmar og hjælp os!”