Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehova – et forbillede med hensyn til opmuntring

Jehova – et forbillede med hensyn til opmuntring

“Velsignet være ... Gud, som trøster [eller: “opmuntrer”] os i al vor trængsel.” – 2 KOR. 1:3, 4.

SANGE: 7, 3

1. Hvordan sørgede Jehova for opmuntring til menneskeheden efter oprøret i Eden?

JEHOVA er en Gud der opmuntrer. Lige siden de første to mennesker syndede og blev ufuldkomne, har Jehova sørget for opmuntring til mennesker. Umiddelbart efter oprøret i Eden udtalte han en profeti der ville give Adams fremtidige efterkommere håb. Profetien findes i 1 Mosebog 3:15 og indeholder et opmuntrende løfte om at “slangen fra fortiden”, Satan Djævelen, og alle hans onde gerninger på et tidspunkt vil blive gjort til intet. – Åb. 12:9; 1 Joh. 3:8.

JEHOVA OPMUNTREDE SINE TJENERE I FORTIDEN

2. Hvordan opmuntrede Jehova Noa?

2 Noa levede i en ugudelig verden hvor det kun var ham og hans familie der tjente Jehova. Det samfund Noa befandt sig i, var gennemsyret af vold og seksuel umoral, og det kunne let have gjort ham helt modløs. (1 Mos. 6:4, 5, 11; Jud. 6) Men Jehova indviede Noa i hvad han ville gøre ved situationen, og gav ham på den måde styrke til fortsat at ‘vandre med Gud’. (1 Mos. 6:9) Jehova fortalte Noa at han ville udrydde alle de onde, og forklarede ham hvad han skulle gøre for at redde sin familie. (1 Mos. 6:13-18) Jehovas ord må have været til stor opmuntring for Noa.

3. Hvordan blev Josua opmuntret? (Se indledningsbilledet).

Josua fik betroet en opgave der kunne virke helt overvældende, nemlig at stå i spidsen for Guds folk under indtagelsen af det lovede land. Det betød blandt andet at han skulle kæmpe imod de magtfulde folkeslag der allerede boede i området. Jehova var opmærksom på at Josua måske kunne blive bekymret over opgaven, så han gav Moses besked på at opmuntre ham. Gud sagde: “Overdrag Josua hvervet og sæt mod i ham og styrk ham, for det er ham der skal drage over foran dette folk og ham der skal give dem det land som du vil se, i eje.” (5 Mos. 3:28) Inden Josua tog fat på opgaven, opmuntrede Jehova ham personligt med ordene: “Har jeg ikke overdraget dig hvervet? Vær modig og stærk. Bliv ikke opskræmt og vær ikke skrækslagen, for Jehova din Gud er med dig overalt hvor du færdes.” (Jos. 1:1, 9) Hvor må det have styrket Josua!

4, 5. (a) Hvordan opmuntrede Jehova sit folk? (b) Hvordan opmuntrede Jehova sin søn?

4 Jehova opmuntrede også sit folk som helhed. For eksempel var Jehova klar over at jøderne ville få brug for trøst når de kom i fangenskab i Babylon, så i en profeti gav han folket dette opmuntrende løfte: “Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvildt om, for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig. Ja, jeg vil holde dig fast med min retfærdigheds højre hånd.” (Es. 41:10) Senere oplevede de første kristne at Jehova også opmuntrede dem, og det samme oplever Guds folk i dag. – Læs 2 Korinther 1:3, 4.

5 Også Jesus blev opmuntret af Jehova. Da han blev døbt, hørte han en stemme fra himlen sige: “Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.” (Matt. 3:17) De ord må virkelig have styrket Jesus og hjulpet ham til at holde ud i sin tjeneste på jorden.

JESUS OPMUNTREDE ANDRE

6. Hvordan er lignelsen om talenterne opmuntrende?

6 Jesus efterlignede sin Far. Tænk for eksempel på den opmuntring han gav gennem lignelsen om talenterne, hvori herren roste hver af sine trofaste trælle med ordene: “Udmærket, gode og trofaste træl! Du har været trofast over lidt. Jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde.” (Matt. 25:21, 23) Denne lignelse har opmuntret Kristus’ disciple til at blive ved med at tjene Jehova trofast.

7. Hvordan opmuntrede Jesus sine apostle?

7 Apostlene diskuterede ofte hvem af dem der var den mest betydningsfulde, men hver gang tilskyndede Jesus dem tålmodigt til at være ydmyge. Han opmuntrede dem til at fokusere på hvad de kunne gøre for andre, i stedet for hvad andre kunne gøre for dem. (Luk. 22:24-26) En der især må have skuffet Jesus, var Peter. (Matt. 16:21-23; 26:31-35, 75) Men i stedet for bare at opgive Peter opmuntrede Jesus ham og gav ham til opgave at hjælpe og styrke andre. – Joh. 21:16.

TJENERE I FORTIDEN DER OPMUNTREDE ANDRE

8. Hvordan opmuntrede Ezekias befalingsmændene og folket?

8 Også inden Jesus kom til jorden og med sit fuldkomne eksempel viste hvordan man kunne opmuntre andre, var Jehovas trofaste tjenere opmærksomme på behovet for opmuntring. Tænk for eksempel på kong Ezekias. Da assyrerne truede med at indtage Jerusalem, samlede han befalingsmændene og folket for at opmuntre dem. Af beretningen fremgår det at Ezekias’ ord styrkede dem. – Læs 2 Krønikebog 32:6-8.

9. Hvad lærer Jobs Bog os om opmuntring?

Job, der selv var i en situation hvor han havde brug for opmuntring, forklarede sine “besværlige trøstere” hvordan de burde have behandlet ham. Hvis det var dem der havde haft brug for opmuntring, ville han have ‘styrket dem med ord fra sin mund; og hans læbers trøst ville have lindret deres smerter’. (Job 16:1-5) Til sidst blev Job dog trøstet og opmuntret af Elihu og Jehova. – Job 33:24, 25; 36:1, 11; 42:7, 10.

10, 11. (a) Hvorfor havde Jeftas datter brug for opmuntring? (b) Hvem må vi være opmærksomme på at rose og opmuntre?

10 En anden der havde brug for opmuntring, var dommeren Jeftas datter. Inden Jefta tog afsted for at kæmpe mod ammonitterne, lovede han Jehova at hvis han sejrede, ville han give den første person der kom ud af hans hus, til tjenesten for Jehova ved teltboligen. Da han kom hjem, var det hans datter, hans eneste barn, der kom ham i møde for at fejre sejren. Jefta var knust, men han holdt sit løfte og sendte sin datter til Silo så hun kunne tjene ved helligdommen resten af sit liv. – Dom. 11:30-35.

11 Selvom Jeftas datter var helt indstillet på at opfylde sin fars løfte, må det have været svært for hende. (Dom. 11:36, 37) Hun måtte give afkald på muligheden for at blive gift, få børn og videreføre slægten. Så hun må i den grad have haft brug for trøst og opmuntring! Og det fik hun. Beretningen siger: “Det blev en regel i Israel: År efter år gik Israels døtre hen for at besynge [eller: “rose”] gileaditten Jeftas datter, fire dage om året.” (Dom. 11:39, 40) I dag er der mange brødre og søstre der udnytter det at de er single, til at gøre mere i tjenesten for Jehova. Fortjener de ikke også ros og opmuntring? – 1 Kor. 7:32-35.

APOSTLENE OPMUNTREDE DERES TROSFÆLLER

12, 13. Hvad gjorde Peter for at ‘styrke sine brødre’?

12 Aftenen før sin død sagde Jesus til apostlen Peter: “Simon, Simon, se, Satan har forlangt at få jer for at sigte jer som hvede. Men jeg har bedt for dig, for at din tro ikke må svigte; og du, når du engang er vendt om, da styrk dine brødre.” – Luk. 22:31, 32.

Apostlenes breve var til stor opmuntring for menighederne i det første århundrede, og de styrker også os i dag (Se paragraf 12-17)

13 Peter blev med tiden en søjle i den første kristne menighed. (Gal. 2:9) Hans modige optræden på Pinsedagen og i tiden derefter var til stor opmuntring for hans brødre og søstre. Hen imod slutningen af sine mange års tjeneste skrev han også breve til sine trosfæller. Læg mærke til hvad formålet var: “Jeg [har] skrevet til jer i få ord for at opmuntre jer og for at aflægge et indtrængende vidnesbyrd om at dette er den sande ufortjente godhed fra Gud; stå fast i den.” (1 Pet. 5:12) Hans inspirerede breve har været til stor opmuntring for kristne op gennem tiden. Det er de også for os der lever i dag og venter på opfyldelsen af Jehovas løfter. – 2 Pet. 3:13.

14, 15. Hvordan har apostlen Johannes opmuntret kristne?

14 Apostlen Johannes var også en søjle i den første kristne menighed. Hans spændende beretning om Jesus’ tjeneste har opmuntret kristne både dengang og i dag. For eksempel er det i hans evangelium at vi finder Jesus’ udtalelse om at kærlighed er sande kristnes kendetegn. – Læs Johannes 13:34, 35.

15 I de tre breve Johannes skrev, finder vi flere opmuntrende tanker. Når vi føler os tynget på grund af fejl vi har begået, trøster det os så ikke at læse at “Jesu ... blod renser os fra al synd”? (1 Joh. 1:7) Og hvis vores hjerte bliver ved med at plage og fordømme os, giver det os så ikke en klump i halsen og tårer i øjnene at læse at “Gud er større end vort hjerte”? (1 Joh. 3:20) Det var også Johannes der skrev at “Gud er kærlighed”. (1 Joh. 4:8, 16) Og i sit andet og tredje brev roser han kristne der “vandrer i sandheden”. – 2 Joh. 4; 3 Joh. 3, 4.

16, 17. Hvordan opmuntrede Paulus de første kristne?

16 Apostlen Paulus var nok en af dem der gjorde mest for at opmuntre og styrke sine brødre. I kristendommens første tid blev de fleste af apostlene tilsyneladende boende i Jerusalem, hvor det styrende råd befandt sig. (Apg. 8:14; 15:2) De kristne i Judæa forkyndte budskabet om Kristus for folk der på grund af jødedommens indflydelse allerede troede på at der kun fandtes én Gud. Men Paulus blev af den hellige ånd sendt ud for at forkynde for grækere, romere og andre der tilbad mange guder. – Gal. 2:7-9; 1 Tim. 2:7.

17 Paulus rejste omkring i et enormt område – Grækenland, Italien og det der i dag er Tyrkiet – for at forkynde for ikkejøder og oprette menigheder. De nyomvendte kristne blev mishandlet og forfulgt af deres egne landsmænd og havde virkelig brug for opmuntring. (1 Thess. 2:14) Omkring år 50 skrev Paulus til den nyoprettede menighed i Thessalonika: “Vi takker altid Gud for jer alle, idet vi nævner jer i vore bønner, for vi husker uophørligt på jeres trofaste arbejde og jeres kærlige slid og jeres udholdenhed.” (1 Thess. 1:2, 3) Han gav dem også opfordringen: “Bliv ... ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden.” – 1 Thess. 5:11.

OPMUNTRING FRA DET STYRENDE RÅD

18. Hvordan opmuntrede det styrende råd Filip?

18 Det styrende råd i det første århundrede opmuntrede og støttede både dem der førte an i arbejdet, og de kristne generelt. Da Filip forkyndte budskabet om Kristus for samaritanerne, havde han det styrende råds fulde opbakning. De sendte to af rådets medlemmer, Peter og Johannes, til området så de kunne bede til Jehova om at de nye disciple måtte få den hellige ånd. (Apg. 8:5, 14-17) Hvor må Filip og de nye brødre og søstre være blevet opmuntret af den støtte de fik fra det styrende råd.

19. Hvordan virkede et brev fra det styrende råd på de første kristne?

19 På et senere tidspunkt skulle det styrende råd beslutte om ikkejødiske kristne skulle omskæres, sådan som det var et krav for jøderne under Moseloven. (Apg. 15:1, 2) Efter at have bedt om den hellige ånds ledelse og undersøgt hvad Skrifterne sagde, nåede brødrene frem til at omskærelse ikke længere var nødvendig. Rådet skrev et brev for at informere om beslutningen og sendte repræsentanter ud til menighederne med det. Hvordan reagerede brødrene og søstrene? “Efter at de havde læst det, glædede de sig over opmuntringen.” – Apg. 15:27-32.

20. (a) Hvordan opmuntrer Det Styrende Råd hele brodersamfundet i dag? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

20 I dag sørger Jehovas Vidners Styrende Råd for opmuntring til dem der tjener på Betel, dem der er i særlig heltidstjeneste andre steder, og hele det globale brodersamfund. Resultatet er det samme som i det første århundrede – stor glæde! Desuden udgav Det Styrende Råd i 2015 brochuren Vend tilbage til Jehova, der har været til opmuntring og trøst for mange rundt om i verden. Men er det kun dem der fører an, der skal efterligne Jehova ved at opmuntre andre? Det vil vi få svar på i den næste artikel.