Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

EFTERLIGN DERES TRO | ENOK

“Han havde Guds velbehag”

“Han havde Guds velbehag”

ENOK havde levet længe. For os kan det måske være svært at forestille sig, men denne mand var omkring 365 år – mere end fire gange så gammel som man kan blive i dag. Men han var faktisk ikke ret gammel i forhold til andre på hans tid. Dengang, for over 5.000 år siden, levede man meget længere end man gør i dag. Da Enok blev født, havde det første menneske, Adam, allerede levet i over 600 år, og efterfølgende levede han i yderligere 300 år! Nogle af Adams efterkommere levede endda endnu længere. Så Enok har som 365-årig sikkert lignet en mand i sin bedste alder, der stadig havde mange gode år foran sig. Men virkeligheden var en ganske anden.

Enok har sandsynligvis været i meget stor fare. Se situationen for dig: Efter at have overbragt folket et budskab fra Gud er han nu på flugt. Folkets reaktion havde brændt sig fast i hans sind. Raseriet havde lyst ud af øjnene på dem. De hadede ham. De kunne ikke fordrage hans budskab og afskyede den Gud der havde sendt ham. Det var umuligt for dem at angribe hans Gud, Jehova, men så kunne de i stedet gå til angreb på Enok. Måske spekulerede Enok på om han nogensinde ville få sin familie at se igen. Tænkte han på sin hustru og sine døtre eller måske på sin søn Metusalem eller sit barnebarn Lemek? (1 Mosebog 5:21-23, 25) Var det nu han ville møde sit endeligt?

Det er ikke meget Bibelen fortæller om Enok. Han bliver kun omtalt tre steder. (1 Mosebog 5:21-24; Hebræerne 11:5; Judas 14, 15) Alligevel er der nok oplysninger til at tegne et billede af en mand med en meget stærk tro. Har du en familie du skal sørge for? Har du nogensinde stået i den svære situation at skulle forsvare det du vidste var rigtigt? I så fald kan du lære meget af Enok.

“ENOK BLEV VED MED AT VANDRE MED DEN SANDE GUD”

Det stod slemt til med menneskene på Enoks tid. Det var syvende generation i Adams slægtslinje. Godt nok var mennesker meget tættere på den fysiske fuldkommenhed Adam og Eva havde haft men senere mistede. Det var derfor folk levede så længe dengang. Men moralsk og åndeligt set havde de nået bunden. Vold var hverdagskost. Det var allerede begyndt i den anden generation, da Kain myrdede sin bror Abel. En af Kains efterkommere pralede endda med at have været endnu mere voldelig og hævntørstig end Kain. I tredje generation opstod der en ny form for ondskab. Folk begyndte at påkalde Jehovas navn, men det de gjorde, var ikke en ærbødig tilbedelseshandling. De brugte tilsyneladende Guds hellige navn på en blasfemisk og respektløs måde. – 1 Mosebog 4:8, 23-26.

Det tyder på at denne falske religion var udbredt på Enoks tid. Efterhånden som han voksede op, måtte han træffe et valg. Ville han være som alle de andre? Eller ville han søge nær til den sande Gud, Jehova, der havde skabt himlen og jorden? Det må have virket meget stærkt på ham at høre om Abel, der døde som martyr fordi han tilbad Jehova på den rigtige måde. Ligesom Abel valgte Enok at tjene Jehova. 1 Mosebog 5:22 fortæller at Enok ‘fortsat vandrede med den sande Gud’. Denne særlige omtale af Enok fremhæver ham som en gudfrygtig mand i en gudløs verden. Han er den første der bliver beskrevet på den måde i Bibelen.

Samme bibelvers viser at Enok fortsatte med at vandre med Jehova efter at han var blevet far til Metusalem. Vi ser altså at Enok som cirka 65-årig var familiefar. Han havde en kone, hvis navn ikke er oplyst i Bibelen, og et ikke nærmere angivet antal “sønner og døtre”. Hvis en familiefar vil vandre med Gud samtidig med at han sørger for sin familie, må han gøre det på den måde Gud ønsker. Enok vidste at Jehova ønskede at han skulle være loyal og holde sig til sin hustru. (1 Mosebog 2:24) Og han har helt sikkert gjort sit bedste for at lære sine børn om Jehova Gud. Tog børnene det til sig?

Det fortæller Bibelen ikke ret meget om. Den nævner for eksempel ikke om Enoks søn Metusalem valgte at tjene Gud – Metusalem var den der levede længst af alle dem der er omtalt i Bibelen, og han døde samme år som vandfloden kom. Den siger dog at Metusalem blev far til Lemek, der i over 100 år levede samtidig med sin farfar, Enok. Og efterhånden som Lemek voksede op, blev det tydeligt at han havde en stærk tro. Jehova fik ham til at udtale en profeti om sin søn Noa som gik i opfyldelse efter Vandfloden. Noa blev ligesom sin oldefar Enok fremhævet som en mand der vandrede med Gud. Noa mødte aldrig Enok, men Enok efterlod sig en rig åndelig arv. Noa kan have fået del i denne arv gennem sin far, Lemek, eller gennem sin farfar, Metusalem, eller måske endda gennem sin tipoldefar Jered, Enoks far, der først døde da Noa var 366 år gammel. – 1 Mosebog 5:25-29; 6:9; 9:1.

Tænk på den store forskel der var på Adam og Enok. Adam var fuldkommen, men syndede mod Jehova, og det eneste han efterlod sine efterkommere, var oprør og elendighed. Enok var ufuldkommen, men vandrede med Gud, og han efterlod et godt eksempel som hans efterkommere kunne følge. Adam døde da Enok var 308 år. Var det en sorg for Adams familie at miste deres helt igennem selviske slægtning? Det ved vi ikke. Men “Enok blev ved med at vandre med den sande Gud”. – 1 Mosebog 5:24.

Hvis du har en familie at tage dig af, så tænk over hvad du kan lære af Enoks tro. Du må selvfølgelig sørge for din families fysiske behov, men det åndelige behov er det allervigtigste. (1 Timoteus 5:8) Du kan ikke dække dette behov udelukkende ved det du siger – der skal handling til. Hvis du vælger at vandre med Gud ligesom Enok og lader Guds inspirerede ord påvirke de valg du træffer, vil du også efterlade din familie en rig åndelig arv – et uvurderligt eksempel de kan følge.

‘ENOK PROFETEREDE OM DEM’

Eftersom Enok havde stor tro, har han sikkert følt sig meget alene midt i en verden uden tro. Men lagde hans Gud, Jehova, mærke til ham? Ja. En dag henvendte Jehova sig til sin trofaste tjener. Gud gav Enok til opgave at overbringe folket et budskab. Derved gjorde han Enok til profet, den første hvis budskab er taget med i Bibelen. Det ved vi fordi Gud mange hundrede år senere sørgede for at Jesus’ halvbror Judas nedskrev Enoks profeti. *

Hvordan lød Enoks profeti? Han sagde: “Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ord som ugudelige syndere havde udtalt imod ham.” (Judas 14, 15) Måske lægger du mærke til at Enok udtalte profetien i datid, som om Gud allerede havde opfyldt den. I tiden derefter blev mange andre profetier fremsagt på samme måde. Profeten taler altså om noget der er så godt som opfyldt, noget der er så sikkert at han omtaler det som om det allerede er sket. – Esajas 46:10.

Enok forkyndte modigt Guds budskab i en fjendtligsindet verden

Hvordan har Enok haft det med at overbringe dette budskab, måske i form af forkyndelse? Læg mærke til hvor stærk en advarsel det var – hele fire gange bliver en form af ordet “ugudelig” brugt til at fordømme folket, deres gerninger samt måden de udførte dem på. Derved advarede profetien alle mennesker om at den verden de havde bygget op siden Eden, var pilrådden. Den ville få en brat ende når Jehova ville komme med sine “hellige titusinder” – legioner af kampklare, mægtige engle – for at ødelægge den. Modigt forkyndte Enok denne advarsel fra Gud, og han gjorde det alene! Imens har den unge Lemek måske betragtet sin farfar og været fuld af beundring over hans mod. I så fald kan man godt forstå hvorfor.

Enoks tro kan få os til at spørge os selv om vores syn på den verden der omgiver os, er det samme som Guds. Domsbudskabet som Enok modigt forkyndte, er stadig aktuelt – det gjaldt på Enoks tid, og det gælder også i dag. I overensstemmelse med Enoks advarsel bragte Jehova en vandflod over den ugudelige verden på Noas tid. På lignende måde vil verden i dag snart opleve en endnu større ødelæggelse. (Mattæus 24:38, 39; 2 Peter 2:4-6) Ligesom dengang står Gud klar med sine hellige titusinder for at eksekvere sin retfærdige dom over en ugudelig verden. Hver eneste af os må tage Enoks advarsel alvorligt og fortælle andre om den. Måske vil vores familie og venner tage afstand fra os. Nogle gange føler vi os måske helt alene. Men husk at Jehova aldrig forlod Enok, og han vil heller aldrig forlade sine trofaste tjenere i dag!

“TAGET BORT SÅ HAN IKKE SÅ DØDEN”

Hvordan endte Enok sine dage? Mange betragter hans død som endnu mere gådefuld og usædvanlig end hans liv. I Første Mosebog står der: “Enok blev ved med at vandre med den sande Gud. Så var han ikke mere, for Gud havde taget ham.” (1 Mosebog 5:24) På hvilken måde tog Gud Enok? Apostlen Paulus forklarede senere: “Ved tro blev Enok taget bort så han ikke så døden, og han var ingen steder at finde fordi Gud havde taget ham bort; før han blev taget bort fik han nemlig det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag.” (Hebræerne 11:5) Hvad mente Paulus med udtrykket “taget bort så han ikke så døden”? Nogle bibeloversættelser siger at Gud tog Enok til himlen. Men det kan ikke passe, for Bibelen viser at Jesus Kristus var den første nogensinde der blev oprejst til liv i himlen. – Johannes 3:13.

Hvad menes der så med at Enok blev “taget bort så han ikke så døden”? Jehova sørgede sandsynligvis for at han på en nænsom måde overgik fra livet til døden, og skånede ham dermed for en pinefuld død. Men inden da fik Enok “det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag”. Hvad vil det sige? Lige før Enok døde, kan Gud have givet ham et syn, måske af jorden som et paradis. Med dette klare bevis på Jehovas godkendelse sov han ind i døden. Paulus beskrev Enok og andre trofaste mænd og kvinder på denne måde: “I tro døde alle disse.” (Hebræerne 11:13) Bagefter har Enoks fjender sikkert ledt efter hans lig, men det var “ingen steder at finde”, måske fordi Jehova havde fjernet det så de ikke kunne mishandle det eller bruge det til falsk religion. *

Forestil dig med Bibelens beskrivelse i tanke hvordan Enoks liv kan være endt. Vi ved ikke præcis hvordan det skete, men prøv alligevel at se scenariet for dig: Enok løb for livet men havde snart ikke flere kræfter tilbage. Hans fjender, der sydede af raseri over hans domsbudskab, var lige i hælene på ham. Enok fandt et skjulested hvor han kunne hvile sig, men han vidste at det kun var en stakket frist. En voldsom død var nu faretruende tæt på. Han bad til sin Gud mens han fik pusten, og mærkede derefter en dyb fred sænke sig over ham. Et syn der var lige så livagtigt som hvis Enok selv havde været der, fik ham til at glemme alt omkring sig.

Enok var sandsynligvis blevet udsat for en brutal død hvis ikke Jehova havde taget ham bort

Tænk på hvad Enok kan have set – en verden vidt forskellig fra den han var vant til. Den var lige så smuk som Edens Have, men der var ingen keruber til at holde vagt og sørge for at mennesker ikke fik adgang. Stedet var beboet af utallige mænd og kvinder. De var fyldt med ungdomskraft, og alle var sunde og raske. Overalt herskede der fred. Der var ikke den mindste antydning af det had og den religiøse forfølgelse som Enok kun kendte alt for godt. Enok mærkede personligt Jehovas omsorg, kærlighed og godkendelse. Han var sikker på at det var her han hørte til, at det her skulle være hans hjem. Efterhånden som han faldt til ro, lukkede han sine øjne og gled over i en dyb, drømmeløs søvn.

Og Enok er forblevet i dødens søvn frem til i dag, omhyggeligt bevaret i Jehova Guds ubegrænsede hukommelse. Som Jesus lovede, vil der komme en dag hvor alle de der er gemt i Guds erindring, vil høre Kristus’ stemme og komme ud af graven. De vil slå øjnene op til en smuk og fredelig ny verden. – Johannes 5:28, 29.

Vil du også gerne være der? Forestil dig hvor fantastisk det bliver at møde Enok! Tænk på alle de spændende ting han vil kunne lære os. Til den tid vil han kunne fortælle os hvorvidt det vi forestillede os om de sidste minutter inden han døde, stemmer med det der rent faktisk skete. Men allerede nu er der noget meget vigtigt vi skal lære af Enok. Efter at have omtalt Enok sagde Paulus videre: “Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag.” (Hebræerne 11:6) Hvor er det en god grund for hver eneste af os til at efterligne Enoks store tro og mod!

^ par. 14 Nogle bibelforskere påstår at Judas citerede fra det apokryfe værk Enoks Bog, men dette værk er blot en fantasifuld fortælling af ukendt oprindelse, som fejlagtigt tilskrives Enok. Bogen gengiver ganske vist Enoks profeti nøjagtigt, men det kan skyldes at skribenten måske har haft adgang til en historisk kilde – enten et skriftligt dokument eller en mundtlig overlevering – som nu er gået tabt. Det er muligt at Judas har gjort brug af den samme kilde, eller det kan være at han har lært om Enok gennem Jesus, der fra himlen havde fulgt med i Enoks liv.

^ par. 20 Af samme grund sørgede Gud for at Moses’ og Jesus’ lig ikke var at finde. – 5 Mosebog 34:5, 6; Lukas 24:3-6; Judas 9.