Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kræver Gud at man holder en ugentlig helligdag?

Kræver Gud at man holder en ugentlig helligdag?

Hvad siger Bibelen?

Kræver Gud at man holder en ugentlig helligdag?

I HELE verden har millioner af muslimer, jøder og de der bekender sig som kristne, sat en dag om ugen til side til særlige religiøse aktiviteter. Det har Ibrahim for eksempel gjort. Han er muslim og kommer i en moské hver fredag for at bede og lytte til en prædiken. Ibrahim siger: „Jeg ønsker at komme tæt på Gud og få fred i sindet.“

Er det ifølge Bibelen et krav fra Gud at vi skal holde en ugentlig helligdag? Er det altafgørende at vi bruger en bestemt dag til at tilbede Gud for at have et godt forhold til ham?

En midlertidig ordning

For mere end 3500 år siden brugte Gud profeten Moses til at tilvejebringe en særlig lovsamling, som indbefattede en ordning med hviledage, eller sabbatter, der skulle benyttes til tilbedelsen af Gud. Den hyppigst forekommende hviledag var den ugentlige sabbat der begyndte fredag ved solnedgang og sluttede lørdag ved solnedgang. — 2 Mosebog 20:8-10.

Skulle folk af alle nationer holde denne ugentlige hviledag? Nej, for Moseloven blev kun givet til israelitterne og proselytterne. Gud sagde til Moses: „Israels sønner skal overholde sabbatten . . . Mellem mig og Israels sønner er den et tegn til fjerne tider [evig tid, da. aut.].“ * — 2 Mosebog 31:16, 17.

Bibelen siger at Moseloven var „en skygge af de kommende ting“. (Kolossenserne 2:17) Sabbatten var derfor en midlertidig tilbedelsesordning der pegede frem til en langt bedre ordning. (Hebræerne 10:1) Af Bibelen fremgår det at Gud betragtede den lov som blev givet til Israels folk, deriblandt påbuddet om at holde en ugentlig sabbat, for at være ophørt ved Jesu død. (Romerne 10:4) Hvad erstattede denne ordning?

En ny måde at tilbede Gud på

Bibelen beskriver klart hvordan Gud ønskede at blive tilbedt efter at Moseloven havde tjent sit formål. Blev der stillet krav om at man skulle tilbede Gud på en bestemt dag hver uge?

Ud fra Den Hellige Skrift kan man se at nogle af de bud der blev givet til Israels folk, blandt andet buddene om at afholde sig fra afgudsdyrkelse og utugt og fra at spise blod, også skulle gælde den kristne menighed. (Apostelgerninger 15:28, 29) Det er værd at lægge mærke til at buddene om den ugentlige sabbat ikke blev medtaget blandt de bud som kristne skulle følge. — Romerne 14:5.

Hvad fortæller Bibelen ellers om den måde de første kristne tilbad Gud på? Den oplyser at de mødtes regelmæssigt for at bede, læse i Skriften, lytte til foredrag og synge lovsange til Gud. (Apostelgerninger 12:12; Kolossenserne 3:16) Ved sådanne møder modtog de kristne vejledning, fik styrket deres tro og opmuntrede hinanden. — Hebræerne 10:24, 25.

Der står ingen steder i Bibelen at kristne holdt deres møder om søndagen eller på en anden bestemt dag i ugen. Hvorfor betragter mange der bekender sig som kristne, så søndagen som en helligdag? Skikken med at sætte søndagen til side til tilbedelse opstod efter at Bibelen var fuldført, og efter at forskellige opfattelser og traditioner som ikke var baseret på Bibelen, begyndte at dukke op.

Genindførte Gud senere en ordning med at man en bestemt dag i ugen skulle samles for at tilbede ham? Nej. I Bibelen er der en detaljeret beskrivelse af alt det der skal kendetegne sand tilbedelse. Og der er ikke blevet indlemmet andre skrifter i Bibelen. Apostelen Paulus blev inspireret af Gud til at skrive: „Selv om vi eller en engel fra himmelen forkyndte jer noget som en god nyhed afvigende fra det vi har forkyndt jer som en god nyhed, så lad ham være forbandet.“ — Galaterne 1:8.

En tilbedelse der giver ny styrke og har Guds velbehag

Religiøse ledere på Jesu tid var meget pedantiske med at overholde en ugentlig helligdag, men Gud godkendte ikke deres tilbedelse, for de havde et ondt hjerte. De elskede penge og så ned på den jævne befolkning. De ville gerne have at andre så op til dem. De var korrupte og dybt involverede i datidens politiske stridigheder. (Mattæus 23:6, 7, 29-33; Lukas 16:14; Johannes 11:46-48) Og så hævdede de at de repræsenterede Gud. Alligevel forvandlede de sabbatten, som Gud ønskede skulle give folk ny styrke, til en undertrykkende ordning hvor man fulgte menneskeskabte regler. — Mattæus 12:9-14.

At holde en ugentlig helligdag er altså ikke afgørende for at tilbede Gud på en måde han kan godkende. Hvad skal man så gøre? Jesus gav denne kærlige opfordring: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke.“ (Mattæus 11:28) Hvis man virkelig tilbeder Gud på den måde Jesus har anvist, får man ny styrke. Det er en tilbedelse der er fri for hykleri og tyngende ritualer.

Jorden over følger Jehovas Vidner nøje det mønster som Jesu første disciple fulgte i deres tilbedelse af Gud. Jehovas Vidner har et ugentlig program for bibelundervisning. Det er ikke ubibelske traditioner, men lokale omstændigheder der bestemmer hvilke dage de holder deres møder på. Hvorfor ikke overvære et sådant møde i dit lokalområde og opleve en forfriskende måde at tilbede Gud på?

[Fodnote]

^ par. 7 Det bibelske udtryk „fjerne tider“ betyder ikke nødvendigvis til evig tid. Det kan også betyde en lang tidsperiode af ubestemt varighed.

HAR DU SPEKULERET OVER?

● Er det et krav at man tilbeder Gud en bestemt dag i ugen? — Romerne 10:4; 14:5.

● Hvorfor skal vi samles for at tilbede Gud? — Hebræerne 10:24, 25.

● Hvad er forudsætningen for at tilbede Gud på en måde der fører til stor tilfredshed? — Mattæus 11:28.

[Oversigt/Illustration på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TIRSDAG

ONSDAG

1 TORSDAG

2 FREDAG

3 LØRDAG

4 SØNDAG