Hjælp til dem der sørger

„Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte.“ — Salme 34:18.

NÅR man har mistet en af sine nærmeste, kan mange forskellige følelser overvælde én. Man kan føle sig rystet, lammet, bedrøvet og måske endda vred eller skyldig. Som nævnt i forrige artikel er der forskel på hvordan man sørger. Derfor kan det være at du ikke mærker alle disse følelser, og måske viser du ikke sorgen sådan som andre gør. Men når du har behov for at give udtryk for din sorg, er det ikke forkert at gøre det.

„Giv dig selv lov til at sørge!“

Heloisa, den læge vi har citeret tidligere, mistede sin mor og prøvede at holde sine følelser tilbage. „I begyndelsen græd jeg,“ siger hun, „men inden længe undertrykte jeg mine følelser — præcis som når jeg havde mistet en patient. Mit helbred er blevet en del dårligere, og måske er det af den grund. Mit råd til dem der har mistet en pårørende, er: Giv dig selv lov til at sørge! Giv luft for dine følelser. Du vil mærke at det hjælper.“

Men efterhånden som dagene og ugerne går, oplever du måske det samme som Cecília, hvis mand døde af kræft: „Nogle gange er jeg skuffet over mig selv,“ siger hun, „fordi jeg åbenbart ikke har levet op til forventningerne hos dem der mener at jeg efterhånden burde være kommet over det.“

Hvis du har haft den slags tanker, så mind dig selv om at der ikke er nogen „rigtig“ måde at sørge på. Nogle kommer forholdsvis let videre. Andre gør ikke. Man kan ikke fremskynde processen, så du skal ikke føle at der er en „deadline“ hvorefter du skal og bør have det bedre. *

Men hvad nu hvis din sorg er en dyb og bundløs fortvivlelse, og du føler at det kun bliver værre og værre? Måske har du det ligesom den retfærdige mand Jakob, der fik meddelelse om at hans søn Josef var død, og bagefter „vægrede sig ved at lade sig trøste“. (1 Mosebog 37:35) Hvis din reaktion er sådan, hvad kan du da gøre rent praktisk for ikke at blive helt overvældet af din sorg?

Tag vare på dig selv. „Nogle gange føler jeg mig helt udmattet, som om jeg har overanstrengt  mig enormt,“ siger Cecília. Som hendes kommentar viser, kan sorgen både fysisk og psykisk have store omkostninger. Derfor vil det være klogt af dig at være ekstra opmærksom på dit fysiske helbred. Sørg for at få hvile, og spis god, nærende mad.

Det kan godt være at du ikke føler trang til at spise og slet ikke har lyst til at gå på indkøb og lave mad. Men hvis du ikke får tilstrækkelig næring, er du mere udsat for infektioner og andre sygdomme, og det vil bare give dig endnu flere sorger. Prøv i det mindste for helbredets skyld at spise bare lidt. *

Dyrk om muligt noget motion, også selvom det bare er gåture. Fysisk aktivitet kan få dig ud af huset. Ved motion frigives der desuden endorfiner, kemiske stoffer i hjernen som bidrager til velvære.

Tag imod hjælp fra andre. Dette kan være særlig vigtigt når ens ægtefælle er død. Han eller hun tog sig måske af forskellige ting som nu ikke bliver gjort. Måske var det din ægtefælle der tog sig af det økonomiske eller det huslige, og du finder det sikkert svært at klare disse opgaver alene. I den slags tilfælde kan taktfulde venners råd være til stor hjælp for dig. — Ordsprogene 25:11.

Bibelen siger at en ven er „født med henblik på trængselen“. (Ordsprogene 17:17) Du  skal ikke isolere dig fra andre fordi du tror at du bare vil være en byrde for dem. Nej, samvær med andre kan være den bro der hjælper dig til at komme videre fra sorg til en accept af tingenes tilstand. En ung pige ved navn Sally der havde mistet sin mor, fandt at samværet med andre var til stor opmuntring for hende. „Mange af mine venner tog mig med i deres aktiviteter,“ siger hun. „Det hjalp mig virkelig til at komme over den dybe ensomhed jeg følte. Jeg var altid glad når andre stillede mig enkle spørgsmål som: ’Hvordan klarer du dig efter at have mistet din mor?’ Bare det at tale om min mor var med til at læge mine sår.“

Giv dig selv lov til at mindes. Prøv at genkalde dig nogle gode stunder som du har haft sammen med den du nu har mistet — for eksempel ved at se på fotos. Det kan føles smerteligt til at begynde med. Men med tiden vil de gode minder gøre godt mere end de vil gøre ondt.

Du kunne også prøve at føre dagbog. Du kunne nedskrive de gode ting du husker, og endda tilføje det som du ønsker at du kunne have sagt til den du har mistet, mens han eller hun levede. Måske vil du lettere forstå dine følelser når du sætter ord på dem. At skrive er en sund måde at få afløb for sine følelser på.

Skal man beholde ting som tilhørte den afdøde? Det er der forskellige meninger om — naturligt nok, eftersom enhver har sin egen måde at sørge på. Nogle mener at det er en hindring for at komme videre. Andre mener tværtimod at det hjælper dem. „Jeg har beholdt mange ting som var min mors,“ siger Sally. „Det er en god måde at bearbejde sorgen på!“ *

Sæt din lid til „al trøsts Gud“. Bibelen siger: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.“ (Salme 55:22) Bøn til Gud er ikke en følelsesmæssig krykke. Det er en ægte og vital kommunikation med „al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel“. — 2 Korinther 1:3, 4.

Det er Guds ord, Bibelen, der giver os den største trøst. Den kristne apostel Paulus sagde: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) At tænke på det opstandelseshåb Bibelen giver, kan være den største trøst når man har mistet en man holder af. * Sådan var det for Lauren, der mistede sin teenagebror ved en trafikulykke. „Uanset hvor dårligt jeg havde det,“ siger hun, „tog jeg Bibelen  frem og læste i den, måske bare et enkelt vers. Jeg valgte nogle vers der var særlig opmuntrende, og læste dem igen og igen. For eksempel trøstede det mig at læse det Jesus sagde til Marta efter at Lazarus var død: ’Din broder skal opstå.’“ — Johannes 11:23.

’Du behøver ikke at lade dig kue af det’

Det kan være svært at bearbejde sorgen, men det er dét der vil hjælpe dig til at komme videre med dit liv. Og lad ikke det give dig dårlig samvittighed, som om du glemmer eller svigter den afdøde. Du vil aldrig glemme den du har mistet. Der vil være tider hvor minderne skyller ind over dig, men de smertelige symptomer vil efterhånden fortage sig.

Med tiden vil selv det at genkalde dig de bittersøde minder få varme følelser til at vælde op i dig. Ashley, som vi citerede i den foregående artikel, nævner et eksempel: „Jeg kan huske dagen før min mor døde. Hun så ud til at have fået det bedre og var stået ud af sengen for første gang i flere dage. Mens min søster stod og redte mors hår, begyndte vi alle tre pludselig at le ad noget, og jeg så min mor smile på en måde hun ikke havde gjort i lang tid. Hun var bare så glad for at være sammen med sine to piger.“

Du kan også tænke på det værdifulde du har lært af den du har mistet. Sally siger: „Min mor var fantastisk til at lære fra sig. Hun gav gode råd uden at det lød som om hun gav råd, og hun lærte mig hvordan jeg kunne træffe gode beslutninger der var mine egne, og ikke bare gøre som hun eller far havde sagt.“

Minderne om den du har mistet, kan være netop det der vil hjælpe dig til at komme videre. Sådan var det for en ung mand ved navn Alex: „Da min far var død,“ siger han, „besluttede jeg at leve videre sådan som han havde lært mig det — aldrig glemme at være glad for livet. Til dem der har mistet en far eller mor, vil jeg sige: I kommer aldrig helt over det, men I behøver heller ikke at være kuet af det resten af jeres liv. I skal sørge og græde lige så meget som I har brug for, men glem ikke at der trods alt er et liv foran jer som I skal have mest muligt ud af.“

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 8]

„Uanset hvor dårligt jeg havde det, tog jeg Bibelen frem og læste i den, måske bare et enkelt vers“ — Lauren

[Ramme/​illustration på side 7]

BEKÆMP SKYLDFØLELSE

Måske føler du at en eller anden forsømmelighed fra din side har medvirket til dødsfaldet. Men at forstå at skyldfølelse — hvad enten den er begrundet eller ej — er en normal reaktion på sorg, kan i sig selv være en hjælp. Også her gælder det at man ikke nødvendigvis skal holde sådanne følelser for sig selv. Det kan være tiltrængt at få luft for dem ved at fortælle andre hvor skyldbetynget man føler sig.

Men det er vigtigt at forstå at uanset hvor højt vi elsker andre, kan vi ikke styre deres liv, og vi kan heller ikke beskytte dem vi holder af, mod „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Desuden havde du jo ganske givet ikke noget ondt i sinde. Når du for eksempel ikke havde fået din slægtning til at søge læge noget før, var det da fordi du ønskede at han eller hun skulle blive syg og dø? Naturligvis ikke! Er det da din skyld at vedkommende er død? Nej.

En moder lærte at overvinde den skyldfølelse der plagede hende efter at hendes datter var død ved en bilulykke. Hun fortæller: „Jeg bebrejdede mig selv at jeg havde sendt hende af sted. Men efterhånden gik det op for mig at det var absurd at føle sådan. Der var jo ikke noget galt i at sende hende af sted sammen med sin fader for at besørge et ærinde. Det der skete, var forfærdeligt, men helt tilfældigt.“

’Men der er så meget jeg ville ønske at jeg havde sagt eller gjort,’ siger du måske. Det er måske sandt nok, men hvem af os kan sige at vi har været den fuldkomne fader, moder, søn eller datter? Bibelen minder os om følgende sandhed: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jakob 3:2; Romerne 5:12) Vi må derfor acceptere den kendsgerning at vi ikke er fuldkomne. Det ændrer intet at gå og tænke på alt det man kunne have gjort, men det kan betyde at man er længere tid om at komme over dødsfaldet. *

[Fodnote]

[Illustration på side 6]

Det kan være nødvendigt for en ældre far eller mor at trøste et voksent barn efter et dødsfald

[Illustrationer på side 9]

At føre dagbog, se på fotos og tage imod hjælp fra andre kan hjælpe én til at overvinde tabet af en man holdt af