Hvordan gamle håndskrifter dateres
Hvordan gamle håndskrifter dateres
I 1844 var bibelforskeren Konstantin von Tischendorff på besøg i Sankt Katharinaklosteret ved foden af Sinaj Bjerg i Egypten. I dets biblioteker faldt han over nogle betydningsfulde pergamentblade. Tischendorff, der havde studeret palæografi, * blev klar over at disse pergamentblade var fra Septuaginta, en græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter, eller „Det Gamle Testamente“. „Jeg havde ikke tidligere set noget der kunne regnes for at være ældre end disse sinaitiske sider,“ skrev han.
Disse pergamentblade, der er en del af det der senere blev kendt som Det Sinaitiske Håndskrift (Codex Sinaiticus), er blevet dateret til det 4. århundrede efter vor tidsregning. Det Sinaitiske Håndskrift er blot ét af de tusinder af bevarede håndskrifter til De Hebraiske og Græske Skrifter der udgør et righoldigt studiemateriale for forskerne.
Hvordan græsk palæografi udviklede sig
Benediktinermunken Bernard de Montfaucon (1655-1741) lagde grunden til et systematisk studium af græske håndskrifter. Senere bidrog andre lærde til studiet. Tischendorff påtog sig den enorme opgave at udarbejde en liste over de ældste græske bibelhåndskrifter der fandtes på bibliotekerne i Europa. Han foretog også adskillige rejser til Mellemøsten og studerede hundreder af dokumenter og publicerede sine resultater.
I det 20. århundrede fik palæograferne flere redskaber, blandt andet en liste udarbejdet af Marcel Richard over cirka 900 kataloger der beskriver 55.000 græske bibelske samt ikkebibelske håndskrifter tilhørende 820 biblioteker eller private ejere. Denne store informationsmængde er en hjælp for oversætterne, og gør det muligt for palæograferne at aldersbestemme håndskrifter mere nøjagtigt.
Hvordan håndskrifter dateres
Forestil dig at du rydder op på loftet i et gammelt hus og finder et håndskrevet, udateret brev der er gulnet af ælde. ’Hvornår er det fra?’ tænker du. Så opdager du et andet gammelt brev. Det ligner det første i stil, håndskrift, tegnsætning og andre træk. Men til din store glæde er der en dato på det andet brev. Selvom du ikke kan fastslå hvornår det første brev blev skrevet, har du nu et holdepunkt for tilnærmelsesvis at kunne fastsætte et cirkatidspunkt.
De fleste som afskrev bibelmanuskripter i oldtiden, forsynede ikke deres afskrifter med en dato for hvornår de var færdiggjort. Når forskerne skal finde frem til det tilnærmelsesvise årstal, sammenligner de teksterne med andre, deriblandt gamle ikkebibelske dokumenter som er tidsfæstede, og drager deres slutninger på grundlag af håndskriften, tegnsætningen, forkortelserne med mere. Der er fundet flere hundrede daterede håndskrifter. Affattelsen af de græske håndskrifter har fundet sted fra omkring 510 til 1593 efter vor tidsregning.
Hvad man kan udlede af håndskriftstilen
Palæografer opdeler oldtidens former for græsk håndskrift i to hovedgrupper — bogskrift, som er elegant og formel, og kursivskrift, en sammenhængende og letløbende skrift brugt i ikkelitterære dokumenter. Græske afskrivere brugte også forskellige bogstavformer, som kan inddeles i følgende kategorier: majuskelskrift, uncialskrift (en form for kapitælskrift), kursivskrift og minuskelskrift. Uncialskriften, som er en form for bogskrift, blev brugt fra det 4. århundrede før vor tidsregning til det 8. eller 9. århundrede efter vor tidsregning. Minuskelskriften, der er en form for bogskrift med mindre bogstaver, blev brugt fra det 8. eller 9. århundrede til midten af det 15. århundrede, da man i Europa begyndte at trykke med løse typer. Med minuskelskriften kunne man skrive hurtigere, og bogstaverne fyldte mindre så man både sparede tid og pergament.
Palæograferne har deres foretrukne metoder at datere håndskrifter efter. Som regel danner palæograferne sig først et helhedsbillede af skriften — med vidvinkel så at sige — hvorefter de undersøger den nærmere ved at analysere de enkelte bogstaver. Da der sædvanligvis gik lang tid inden der forekom betydelige ændringer i den generelle skriftstil, giver en nærmere undersøgelse af håndskriften kun en løselig, men nyttig, angivelse af tidspunktet for affattelsen.
Der er heldigvis andre måder at indsnævre tidspunktet på. For eksempel bemærkede man at det på et tidspunkt blev almindeligt at benytte en bestemt praksis i skrivemåden. Efter år 900 begyndte afskriverne af de græske tekster således at gøre mere brug af ligaturer (to eller flere sammenskrevne bogstaver). De begyndte også at skrive visse græske bogstaver med længere nedstreger, samt at angive udtalen ved hjælp af åndetegn.
Et menneskes håndskrift ændrer sig ikke meget gennem livet. Derfor kan tekster som regel ikke dateres nærmere end inden for et tidsrum af 50 år. Desuden har afskriverne nogle gange brugt tidligere håndskrifter at skrive efter, hvorved afskriften kommer til at se ældre ud end den er. Men trods disse mange usikkerhedsmomenter har det alligevel været muligt at tidsfæste en del vigtige bibelhåndskrifter.
Datering af vigtige græske bibelhåndskrifter
Det Alexandrinske Håndskrift (Codex Alexandrinus), der opbevares på British Museum i London, var det første af de mere betydningsfulde bibelhåndskrifter der blev tilgængeligt for bibelforskerne. Det indeholder de fleste bibelbøger og er skrevet med græske uncialer på vellum, et fint pergament. Det er dateret til begyndelsen af det 5. århundrede, hovedsagelig på grund af de ændringer der fandt sted i uncialhåndskriften mellem det 5. og 6. århundrede, som det fremgår af et dateret dokument kaldet Dioskorides af Wien. *
Et andet anset håndskrift der er tilgængeligt for bibelforskere, er Det Sinaitiske Håndskrift (Codex Sinaiticus), som Konstantin von Tischendorff fandt i Sankt Katharinaklosteret. Det er skrevet med græske uncialer på pergament og indeholder dele af De Hebraiske Skrifter fra den græske Septuaginta samt alle bøgerne til De Kristne Græske Skrifter. Af denne kodeks opbevares 43 blade i Leipzig i Tyskland, 347 blade på British Museum i London og dele af tre blade i Sankt Petersborg i Rusland. Håndskriftet er dateret til sidste del af det 4. århundrede. Denne datering støttes af marginaltabeller i evangelierne som blev udarbejdet af historikeren Eusebios af Cæsarea i det 4. århundrede. *
Et tredje vigtigt værk er Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 (Codex Vaticanus), som oprindelig indeholdt hele Bibelen på græsk. Denne kodeks nævnes allerede i den første fortegnelse der blev udarbejdet over Vatikanbiblioteket i 1475. Denne kodeks er skrevet med græske uncialer på 759 blade af fint pergament, eller vellum, og indeholder næsten hele Bibelen med undtagelse af det meste af Første Mosebog, en del af Salmerne og dele af De Kristne Græske Skrifter. Bibelforskerne fastsætter håndskriftet til det 4. århundrede efter vor tidsregning. Hvordan er de nået frem til denne datering? Skriften ligner den i Det Sinaitiske Håndskrift, som også er fra det 4. århundrede. Det Vatikanske Håndskrift anses dog for at være lidt ældre. I forhold til Det Sinaitiske Håndskrift mangler det blandt andet marginaltabellerne fra Eusebios’ Evangeliske Kanones.
Værdifuldt fund i en bunke affald
I 1920 erhvervede John Rylands-biblioteket i Manchester sig et udvalg af papyrusfragmenter der nylig var fundet i en gammel bunke affald i Egypten. Videnskabsmanden Colin Roberts var i færd med at undersøge stumperne, der indbefattede breve, kvitteringer og optegnelser over folketællinger, da han stødte på et fragment med nogle ord der forekom ham bekendt — nogle få vers fra Johannesevangeliets 18. kapitel. Dette papyrusfragment viste sig at være den ældste del der hidtil var fundet af et håndskrift til De Kristne Græske Skrifter.
Fragmentet blev kendt som John Rylands Papyrus 457. Den internationale betegnelse er P52. Det er skrevet med græske uncialer og stammer fra den første halvdel af det 2. århundrede — kun nogle få årtier efter at Johannes med egen hånd havde skrevet den originale evangelieberetning. Særlig bemærkelsesværdigt er det at teksten på fragmentet stort set er identisk med teksten i langt senere håndskrifter.
Gamle, men nøjagtige!
Den engelske tekstkritiker sir Frederic Kenyon skriver i bogen The Bible and Archæology om De Kristne Græske Skrifter: „Vi kan betragte det som endeligt fastslået at Det Nye Testamentes bøger er ægte og i alt væsentligt pålidelige.“ Om De Hebraiske Skrifters tekst har bibelforskeren William H. Green ligeledes sagt: „Man kan roligt sige at intet andet værk fra oldtiden er blevet overleveret så nøjagtigt.“
Disse betragtninger leder tanken hen på apostelen Peters ord: „Alt kød er som græs, og al dets herlighed er som græssets blomst; græsset visner, og blomsten falder af, men Jehovas ord forbliver til evig tid.“ — 1 Peter 1:24, 25.
[Fodnoter]
^ par. 2 „Palæografi . . . er studiet af oldtidens og middelalderens skriftformer. Palæografien beskæftiger sig hovedsagelig med skrift på forgængelige materialer som papyrus, pergament og papir.“ — The World Book Encyclopedia.
^ par. 16 Dette dokument blev skrevet til en vis Juliana Anicia, der døde i enten 527 eller 528 efter vor tidsregning. Dokumentet er „det tidligste eksempel på en uncialhåndskrift på vellum som man kan sætte en tilnærmelsesvis dato på“. — An Introduction to Greek and Latin Palaeography af E.M. Thompson.
^ par. 17 De såkaldte ’Eusebs Kanones’ er et sæt tabeller, eller et system af krydshenvisninger, „der viser hvilke passager i hvert evangelium der svarer til passager i andre evangelier“. — Manuscripts of the Greek Bible af Bruce M. Metzger.
[Tekstcitat på side 21]
Palæografer kan tidsfæste ikkedaterede skrifter ved omhyggeligt at sammenligne dem med daterede skrifter
[Ramme på side 20]
Dateringen af Esajasrullen fra Det Døde Hav
Blandt de første dødehavsruller man fandt i 1947, var den kendte Esajasrulle, skrevet på skind og på førmasoretisk hebraisk. Den er dateret til slutningen af det 2. århundrede før vor tidsregning. Hvordan er man nået frem til dette resultat? Forskerne har sammenlignet teksten med andre hebraiske tekster og inskriptioner og dateret den efter palæografiske metoder til mellem år 125 og år 100 før vor tidsregning. En kulstof 14-datering af rullerne har yderligere bekræftet dette.
En sammenligning af Dødehavsrullerne med den masoretiske tekst, som blev udarbejdet mange hundrede år senere af afskrivere kaldet masoreter, viser meget overraskende at der ikke er sket nogen ændringer af indholdsmæssig betydning. * Mange af forskellene drejer sig blot om stavemåde og grammatik. Det er også bemærkelsesværdigt at tetragrammet — de fire hebraiske konsonanter som Guds navn, Jehova, består af — er blevet brugt konsekvent i Esajasrullen.
[Fodnote]
^ par. 34 Masoreterne, som var pertentlige jødiske afskrivere, levede i anden halvdel af det første årtusind efter vor tidsregning.
[Oversigt/illustrationer på side 20, 21]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Græske skriftformer
Bogskrift (uncialer)
Fra det 4. århundrede f.v.t. til det 8. eller 9. århundrede e.v.t.
Minuskelskrift
Fra det 8. eller 9. til det 15. århundrede e.v.t.
Vigtige bibelhåndskrifter
400
200
Dødehavsrulle
Sidste halvdel af det 2. århundrede f.v.t.
F.v.t.
E.v.t.
100
John Rylands Papyrus 457
125 e.v.t.
300
Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209
Begyndelsen af det 4. århundrede
Det Sinaitiske Håndskrift
Det 4. århundrede
400
Det Alexandrinske Håndskrift
Begyndelsen af det 5. århundrede
500
700
800
[Illustrationer på side 19]
Øverst: Konstantin von Tischendorff
Til højre: Bernard de Montfaucon
[Kildeangivelse]
© Réunion des Musées Nationaux/Art Resource, NY
[Kildeangivelse på side 20]
Dead Sea Scroll: Shrine of the Book, Israel Museum, Jerusalem
[Kildeangivelser på side 21]
Faksimile af Det Vatikanske Håndskrift Nr. 1209: Fra bogen Bibliorum Sacrorum Graecus Codex Vaticanus, 1868; Fra Det Sinaitiske Håndskrift: Første Timoteus 3:16, som det forekommer i Codex Sinaiticus, 4. århundrede e.v.t.; Det Alexandrinske Håndskrift: Fra The Codex Alexandrinus in Reduced Photographic Facsimile, 1909, med tilladelse fra British Library
