En bønne der har rejst jorden rundt

Historien om én mands kærlige omsorg for et ungt kaffetræ er blevet beskrevet som „det mest eventyrlige kapitel i historien om kaffeplantens udbredelse“. Sådan siges der i bogen All About Coffee. Ifølge tidsskriftet Scientific American spillede denne ene lille kaffeplante en stor rolle som igangsætter af vore dages kaffeindustri, der med en global årlig omsætning på 70 milliarder dollars kun overgås af olieindustrien.

DEN fascinerende historie om kaffe begynder i højlandet i Etiopien, hjemlandet for den vildtvoksende kaffeplante. Coffea arabica, som stammer fra denne plante, tegner sig for to tredjedele af kaffeproduktionen på verdensplan. Man ved ikke med sikkerhed hvornår den ristede kaffebønnes egenskaber blev opdaget, men i det 15. århundrede e.v.t. dyrkede man arabicakaffe på Den Arabiske Halvø. Trods et forbud mod eksport af bønner der kunne bruges til kaffeavl, lykkedes det hollænderne at få fat i enten kaffetræer eller spiredygtige frø i år 1616. De oprettede hurtigt plantager på Ceylon, nu Sri Lanka, og Java, som i dag er en del af Indonesien.

I 1706 transporterede hollænderne et ungt træ fra deres plantager på Java til den botaniske have i Amsterdam i Holland. Træet trivedes, og kaffetræer som stammede fra dette træs frø, blev sendt til hollandske kolonier i Surinam og Caribien. I 1714 forærede Amsterdams borgmester et af disse træer til kong Ludvig XIV af Frankrig. Kongen sørgede for at det blev plantet i et  væksthus i Jardin des Plantes, den kongelige botaniske have.

Franskmændene var ivrige efter at få del i kaffehandelen. De købte frø og træer og sendte dem til øen Réunion. Frøene spirede ikke, og ifølge nogle kilder overlevede kun ét af træerne. Men 15.000 frø fra dette ene træ blev plantet i 1720, og endelig fik man anlagt en plantage. Disse træer var så værdifulde at der var dødsstraf for at ødelægge dem! Franskmændene håbede også at de kunne anlægge plantager i Caribien, men de to første forsøg mislykkedes.

En fransk søofficer ved navn Gabriel Mathieu de Clieu, som var på orlov i Paris, satte sig for at han på sin hjemtur fra Frankrig ville medbringe et træ til sin landejendom på Martinique. I maj 1723 sejlede han til øen med en aflægger af træet fra Paris.

Bogen All About Coffee fortæller at søofficeren undervejs opbevarede sin værdifulde plante i en kasse som delvis bestod af glas, så træet kunne få sollys når det var muligt, og holde på varmen når det var overskyet. En medpassager, som måske var misundelig på søofficeren og af den grund ikke ønskede at han skulle få succes, forsøgte at vriste planten fra ham, men det lykkedes ikke. Træet overlevede ikke blot dette angreb, men også en voldsom storm, et møde med tunesiske pirater som overfaldt skibet, og, værst af alt, mangel på ferskvand da skibet lå stille i kalmebæltet. Gabriel Mathieu de Clieu skrev: „Der var så stor mangel på vand at jeg i mere end en måned måtte dele min sparsomme ration med denne plante som jeg ventede mig så meget af, og som var kilden til min glæde.“

Søofficerens store omsorg viste sig at være anstrengelserne værd. Hans kostbare last nåede Martinique i god behold og trivedes og formerede sig i de tropiske omgivelser. Gordon Wrigley siger i sin bog Coffee: „Fra dette ene kaffetræ forsynede Martinique direkte eller indirekte alle landene i Amerika med frø, bortset fra Brasilien, Fransk Guyana og Surinam.“

I mellemtiden var Brasilien og Fransk Guyana også ude efter at skaffe sig kaffetræer. I Surinam var hollænderne stadig i besiddelse af aflæggere fra træet i Amsterdam, men de holdt dem stærkt bevogtet. I 1722 fik Fransk Guyana imidlertid fat i nogle frø fra en forbryder som var flygtet til Surinam hvor han havde stjålet nogle frø. Myndighederne i Fransk Guyana lod ham gå fri i bytte for de stjålne frø, og han fik lov til at vende tilbage til landet.

Underfundige forsøg på at indføre planter og spiredygtige frø i Brasilien mislykkedes i begyndelsen. Men så opstod der en grænsekonflikt mellem Surinam og Fransk Guyana, og i den forbindelse bad man Brasilien sende en voldgiftsmand. Som svar på denne anmodning sendte Brasilien en officer i hæren, Francisco de Melo Palheta, til Fransk Guyana med påbud om at bilægge striden og tage nogle kaffeplanter med hjem.

 Høringerne var en succes, og guvernøren arrangerede en afskedsbanket for Palheta. Som et udtryk for værdsættelse af æresgæstens besøg forærede guvernørens hustru ham en smuk buket blomster. Blandt disse blomster skjulte der sig imidlertid små kaffeplanter og spiredygtige frø. Man kan derfor med rette hævde at Brasiliens nuværende kaffeindustri med en omsætning på milliarder af dollars tog sin begyndelse i en buket blomster i 1727.

Samtlige kaffeplanter i Central- og Sydamerika stammer altså fra det unge træ der blev sendt fra Java til Amsterdam i 1706, og dets ’afkom’ i Paris. Gordon Wrigley forklarer: „Det betyder at den genpulje der ligger til grund for hele den del af kaffeindustrien der fremstiller arabicakaffe, er meget begrænset.“

I dag dyrkes der kaffe i hen ved 80 lande. Det foregår på mere end 25 millioner kaffefarme der drives som familieforetagender, og som alt i alt har omkring 15 milliarder kaffetræer. Produktet som de fremstiller, bliver til de 2,25 milliarder kopper kaffe der daglig konsumeres på verdensplan.

Ironisk nok har man i dag et problem med overproduktion af kaffe. Situationen er yderligere kompliceret af politiske og økonomiske forhold og magtfulde karteller. Alt dette har bevirket at kaffeavlere i mange lande er blevet fattige eller ligefrem subsistensløse. Og det er temmelig forbavsende, især når man tænker på at Gabriel Mathieu de Clieu for næsten 300 år siden delte sin dyrebare vandration med et lille kaffetræ.

[Ramme/illustration på side 20]

DE TO ALMINDELIGSTE KAFFEARTER

„Ubehandlede kaffebønner er frø af planter der hører til familien Rubiaceae (krapfamilien), som omfatter mindst 66 arter af slægten Coffea,“ oplyser tidsskriftet Scientific American. „De to arter der udnyttes kommercielt, er Coffea arabica, der tegner sig for to tredjedele af verdensproduktionen, og C. canephora, ofte kaldt robustakaffe, som udgør en tredjedel af verdensproduktionen.“

Robustakaffe har en stærk, besk og jordagtig aroma og bruges hovedsagelig til pulverkaffe. Høstudbyttet er stort, og træet er modstandsdygtigt over for sygdomme. Det bliver omkring 12 meter højt, dobbelt så højt som det ubeskårede og sartere arabicatræ der ikke giver så stort et udbytte. Vægtmæssigt indeholder robustabønnen op til 2,8 procent koffein, mens arabicabønnen aldrig kommer op på mere end 1,5 procent. Robusta og alle vilde kaffesorter har kun 22 kromosomer i modsætning til arabica, der har 44. Alligevel er det lykkedes at fremavle hybrider ved at krydse arabica med andre kaffearter.

[Ramme/illustration på side 20]

DEN NYE DRIK BLIVER „DØBT“

Da kaffen blev bragt til Europa i det 17. århundrede, stemplede nogle katolske præster den i første omgang som Satans værk. De betragtede kaffe som noget der måske ville erstatte vin, som ifølge deres opfattelse var blevet helliget af Kristus. Men bogen Coffee fortæller at pave Clemens VIII, da han smagte denne drik, angiveligt konverterede øjeblikkeligt. Han løste det religiøse dilemma ved symbolsk at døbe denne nye drik og derved gøre det acceptabelt for katolikker at drikke kaffe.

[Oversigt/kort på side 18, 19]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HVORDAN BRUGEN AF KAFFE SPREDTES

1. 1400-tallet Arabicakaffe dyrkes på Den Arabiske Halvø

2. 1616 Hollænderne får fat i kaffetræer eller spiredygtige frø

3. 1699 Hollænderne tager træer med til Java og andre ostindiske øer

4. 1700-tallet Der dyrkes kaffe i Centralamerika og Caribien

5. 1718 Franskmændene tager kaffe med til øen Réunion

6. 1723 G.M. de Clieu tager et kaffetræ med fra Frankrig til Martinique

7. 1800-tallet Der dyrkes kaffe på Hawaii

[Kildeangivelse]

Kilde: Fra bogen „Uncommon Grounds“

[Illustration på side 18, 19]

Gabriel Mathieu de Clieu deler sit drikkevand med et kaffetræ på vej til Martinique i 1723

[Kildeangivelse på side 19]

Kort: © 1996 Visual Language; De Clieu: Tea & Coffee Trade Journal